I årets første måned kom Unilever med en ambitiøs nyhed. I løbet af de næste 10 år vil den enorme industrikoncern ifølge en pressemeddelelse forpligte sig til at “opbygge et mere retfærdigt og inkluderende samfund ved at hæve levestandarden i hele deres værdikæde”.
Det vil sige, at Unilever vil forbedre livet for alle, der laver den mindste lille del af deres produkter.
Store ord fra en koncern, der til daglig producerer og sælger 400 forskellige varemærker i mere end 190 lande – det inkluderer alt lige fra Knorr over Frisko til Dove. Og som har intet mindre end 60.000 direkte leverandører under sig, der beskæftiger millioner af mennesker.
Helt konkret lover Unilever blandt andet at udstyre ti millioner unge med færdigheder, der kan forberede dem på fremtidige jobmuligheder. Men mest opsigtsvækkende forpligter koncernen sig til at sikre, at alle deres direkte leverandører modtager en såkaldt leveløn inden 2030 – altså en løn, som arbejdere faktisk kan leve af. Det gælder fra den store producent til den lille bonde, der har sin egen kakaoplantage.
Unilever har ikke ønsket at stille op til interview, men skriver i en mail til Danwatch, at udmeldingen skal ses som en reaktion på en stigende global fattigdom – lige nu lever 650 millioner under fattigdomsgrænsen. Dertil kommer COVID 19-krisen, som lige nu ser ud til at sende 150 millioner ud i ekstrem fattigdom.
“Det haster altså med en leveløn, og vi ved, at netop en leveløn kan understøtte en økonomisk cyklus, der giver større vækst, effektivitet og produktivitet”, skriver Sandhya Forselius, presseansvarlig hos Unilever, der altså mener, det også vil falde positivt tilbage på dem at forbedre leverandørernes forhold.
At Unilever smider en sådan udmelding på bordet, er en velkommen udvikling, lyder det fra både professor i virksomheders sociale ansvar ved Copenhagen Business School, Andreas Rasche, og seniorforsker på Südwind instituttet i Tyskland, Friedel Hütz-Adams. Både fordi Unilevers størrelse selvsagt vil betyde stor gennemslagskraft, men også fordi diskussionen om leveløn har været forsømt blandt virksomheder i alt for lang tid.
“Det er på tide, at leveløn endelig kommer på dagsordenen blandt virksomheder. At det så samtidig er en virksomhed som Unilever, som har så stor et leverandørnetværk, der hæver standarden, er kun positivt”, siger Andreas Rasche.
Men som det er set før, så har virksomheder givet store løfter, som de aldrig har levet op til, så kan vi regne med, at Unilever holder, hvad de lover? Svaret er måske overraskende: ja, det kan vi faktisk godt.
Leveløn er en menneskeret
I dag pryder mange virksomheder sig med, at de betaler om ikke mere så i hvert fald en minimumsløn til deres medarbejdere og til deres leverandører. Umiddelbart en fin tanke og lige efter bogen, men spørgsmålet om løn og størrelsen af den er ikke så ligetil. Der er nemlig ofte stor forskel på en minimumsløn, og hvad man kan få for den. Det er her levelønnen kommer ind i billedet.
Helt firkantet er forskellen på en minimumsløn og en leveløn, at en minimumsløn et fastsat ved lov med det formål at beskytte arbejdstagere mod unødigt lave lønninger. Altså er minimumslønnen det vederlag, som en arbejdsgiver skal betale for et givent stykke arbejde uanset kollektive overenskomster og individuelle kontrakter.
Men ofte er minimumslønnen stadig så lav i nogle lande, at en arbejdstager ikke kan give sin familie mad på bordet eller måske endda have tag over hovedet. For slet ikke at tale om at sende børnene i skole.
Sådan forholder det sig ikke med en leveløn. For i modsætning til minimumslønnen, er levelønnen ikke fastsat ved lov, men tager til gengæld afsæt i, at en løn skal kunne dække en arbejdstagers basale behov som mad, bolig, tøj, sundhed og uddannelse. Behov, som faktisk er en menneskeret ifølge FN og ILO, den internationale arbejdsorganisation.
Der er bare endnu lang vej til en leveløn, selvom diskussionen har eksisteret i årevis. De store forskelle mellem en minimumsløn og en reel leveløn ses især i udviklingslande som Bangladesh og Cambodja og er tæt forbundet med industrier som tekstil – og fødevareindustrien. I en undersøgelse foretaget af NGO’en Labour Behind The Label fra 2019 lød konklusionen, at ingen tekstilfabrikker i Asien endnu betalte arbejdstagere en løn, der svarede til en leveløn.
Det samme gør sig gældende for store dele af fødevareindustrien, hvor det som regel er de arbejdstagere, der plukker eller på anden vis høster en fødevare, som ikke modtager en ordentligt løn.
Eksempelvis har Danwatch afsløret, hvordan vaniljebønder i Madagaskar lever i ekstrem fattigdom, og hvor månederne april og marts er kendt som sultemånederne. Eller at nogle arbejdstagere på en fabrik i Ghana, der skærer frugter ud til de små frugtpakker, vi kan finde på hylderne i Irma, tjener mindre end halvdelen af en leveløn.
Læs mere her: Jagten på Kwabena: En pakke med udskåret frugt fortæller en vigtig historie om bæredygtighed
Ifølge seniorforsker på Südwind instituttet i Tyskland, Friedel Hütz-Adams er en af problemerne bag de dårlige lønninger blandt andet for lave priser på produkter som chokolade og tøj.
“Virksomheder skal stadig sælge deres produkter på hylderne, og supermarkeder presser dem utroligt meget på pris, og det presser selvfølgelig virksomhederne på produktionspriser”, siger Friedel Hütz-Adams.
Artikel 25.1 i FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder
“Enhver har ret til en sådan levefod, som er tilstrækkelig til hans og hans families sundhed og velvære, herunder til føde, klæder, bolig og lægehjælp og de nødvendige sociale goder og ret til tryghed i tilfælde af arbejdsløshed, sygdom, uarbejdsdygtighed, enkestand, alderdom eller andet tab af fortjenstmulighed under omstændigheder, der ikke er selvforskyldt”.
Så hvordan vil Unilever gøre det?
Og det er så denne – levelønnen –, som Unilever vil sikre sine 60.000 direkte leverandører inden 2030. En direkte leverandør er her en leverandør, som sælger og leverer sine produkter direkte til Unilever.
Hvordan Unilever helt konkret vil gøre det er stadig uklart, men i mailen skriver Sandhya Forselius, at første skridt bliver at afdække, hvor problemerne er størst. Et arbejde, som de allerede er i gang med og løbende vil vende tilbage til. Derudover skriver Sandhya Forselius også, at Unilever vil tage flere metoder i brug, fordi deres leverandører oftest er vidt forskellige. Der er eksempelvis stor forskel på en stor producent i USA og et smålandbrug i et udviklingsland.
En meget konkret metode er blandt andet, at Unilever i nogle tilfælde vil indføre leveløn som et krav i en leverandørkontrakt.
“Vi har allerede implementeret en levelønsklausul i alle nye tredjeparts kontrakter”, skriver Sandhya Forselius, der samtidig understreger, at hvis leverandører fra 2030 vil arbejde med Unilever, så skal de betale en leveløn til deres medarbejdere. Ellers vil samarbejdet få en naturlig afslutning.
Et andet mere diffust greb – i hvert fald lige nu – er, at Unilever vil “skabe et mere aktivt miljø” ved at påvirke andre virksomheder og ikke mindst regeringer til at øge minimumslønnen, så den matcher en leveløn.
“Vi vil i løbet af de næste 10 år arbejde tæt med regeringer for at få hævet minimumslønnen, så den er på niveau med en leveløn. Det gælder især i regioner, hvor en højere løn vil have en betydelig indvirkning”, skriver Sandhya Forselius.
Små bønder, store problemer
Unilever har altså allerede igangsat initiativer for at indfri løftet om leveløn, men spørgsmålet er, om det overhovedet er et realistisk løfte – 60.000 leverandører er rigtig mange. Og det har ofte vist sig umuligt at holde styr på især de mindre landbrug som eksempelvis småbønder af råvarer som kaffe, chokolade og te.
Sidste år kunne Danwatch eksempelvis afsløre, at børnearbejde stadig er udbredt i kakaoplantager i Elfenbenskysten, som leverer kakaobønner til nogle af verdens største chokoladeproducenter. Faktisk har der aldrig været så meget børnearbejde i landet som nu, og det er på trods af, at det er 20 år siden, at chokoladeindustrien lovede, at der aldrig mere skulle forekomme børnearbejde.
Et løfte, som Unilever som også har været med til at støtte gennem deres partnerskab med den internationale organisation Rainforrest Alliance, der certificerer produkter, som angiveligt er lavet under ordentlige forhold.
Læs mere her: Kakaobønderne og de brudte løfter
Set i det lys mener Friedel Hütz-Adams, at det bliver en kompleks og stor udfordring for Unilever. Ikke mindst, når det kommer til små landbrug i kakaoplantager.
“Vi er stadig langt fra at se en leveløn i kakaoplantagerne. Chokoladeindustrien fokuserer stadig kun på at øge produktiviteten og størrelserne på landbrugene, mens meget få virksomheder reelt taler om højere løn”, siger Friedel Hütz-Adams.
Sandhya Forselius erkender da også i mailen, at der ikke findes et quick fix, der hurtigt løser problemet, hvorfor Unilever også har givet sig selv 10 år til at gennemføre implementeringen af en leveløn. Det er en lang periode, når problemerne, der følger med alt for lave lønninger, allerede er gigantiske. De lave lønninger er eksempelvis roden til al børnearbejde, fordi de sender forældre og arbejdere ud i fattigdom og ofte også ekstrem fattigdom, pointerer Friedel Hütz-Adams. Han er derfor også skuffet over netop den lange tidsperiode.
“2030 er langt væk. Eftersom en ordentlig og fair løn er en menneskeret, så er jeg ikke tilfreds med 2030 som slutår, for det betyder jo, at vi har et par år mere, hvor alt er business as usual”, siger Friedel Hütz-Adams.
Selv skriver Sandhya Forselius, at de 10 år skal ses som en forlængelse af blandt andet deres program Sustainable Living Plan, som de igangsatte for 10 år siden. Her er målet, som de selv skriver, at “blive den mest bæredygtige virksomhed”. Det gælder også for de små bønder.
“Vi har kørt programmer i næsten 10 år, der forbedrer levevilkårene for smålandbrugene og hjælper dem med at drive mere bæredygtige landbrug. Det momentum vil vi bygge videre på”, skriver Sandhya Forselius.
“2030 er langt væk. Eftersom en ordentlig og fair løn er en menneskeret, så er jeg ikke tilfreds med 2030 som slutår, for det betyder jo, at vi har et par år mere, hvor alt er business as usual”
En velkommen udvikling
For Friedel Hütz-Adams, som også er medlem af Voice Network, et netværk af ngo’er og fagforeninger, der arbejder for bæredygtighed i kakao, er Unilevers løfte om leveløn som udgangspunkt dog stadig positiv – også selvom de 10 år er for lang tid. Ikke mindst fordi det har potentiale til at få andre med på vognen.
“Det (forpligtelsen, red.) er et skridt frem, fordi Unilever er en enorm stor og vigtig virksomhed på det globale fødevaremarked. Det kan være med til at presse andre giganter som Nestlé til at foretage lignende skridt”, siger Friedel Hütz-Adams.
Professor i virksomheders sociale ansvarlighed ved Copenhagen Business School, Andreas Rasche, er enig. Han kalder også udmeldingen velkommen.
“Indførelsen af leveløn har i mange år været et forsømt emne, og det er derfor meget velkomment, at så stor en virksomhed som Unilever nu endelig har det på deres dagsorden”, siger Andreas Rasche
Ekspert: Unilever gør det helt rigtige
Det lyder jo alt sammen rigtig godt. Unilever går forrest i et længe ventet initiativ, og eksperterne er optimistiske. Men kan vi virkelig være sikre på, at det kommer til ske og ikke bare er et løfte bygget på ord og gode intentioner? Præcis ligesom vi har set det med chokoladeindustrien og deres løfte om at udrydde børnearbejde i Elfenbenskysten.
Sandhya Forselius fra Unilever, fremhæver i den forbindelse, at de allerede har indført klausuler, som tvinger leverandørerne til at betale en leveløn, i en række kontrakter, og at de også årligt vil rapportere om de fremskridt, de gør sig i forhold til at overholde løftet.
Desuden skriver Sandhya Forselius, at Unilever både vil gøre brug af leverandørernes egenvurdering og deres egne tilsyn for at sikre, at de når i mål.
Ifølge Andreas Rasche ser han heller ingen grund til at betvivle Unilever forpligtelse og oprigtigheden af den. Dog med det forbehold, at han endnu ikke kender detaljerne i forpligtelsen. Heller ikke på trods af, at den ikke inkluderer indirekte leverandører eller har en tidsperiode på 10 år. Faktisk er det netop disse afgrænsninger, der gør, at løftet er realistisk.
“En virksomhed, som virkelig tager det her seriøst, og som virkelig ønsker at indfri et løfte som dette, burde eksempelvis starte med deres direkte leverandører. Unilever starter altså efter min mening det helt rigtige sted”, siger Andreas Rasche, som tilføjer, at det er her, de rent ledelsesmæssigt kan gøre en forskel.
“Og når en virksomhed som Unilever siger 10 år, så skal vi se det som proces, der er endelig afsluttet efter de 10 år. Det betyder, at mange arbejdstagere måske allerede kan se frem til er en leveløn om to eller fem år”, fortsætter han og understreger, at det derfor også er en forkert antagelse, at arbejdstagere forbliver fattige i hele perioden.
Giv dem en chance
Faktisk mener Andreas Rasche, at vi skal vente lidt med kritikken. Især den kritik, som bare er der for kritikkens skyld. Det skyldes, at tiden, hvor virksomheder bare kunne smide om sig med gode historier uden at forholde sig til indholdet i den, er forbi.
“Virksomheder er som udgangspunkt blevet mere professionelle, når det kommer til at holde, hvad de lover. Blandt andet fordi det ikke længere er en gratis omgang at komme med en udmelding som Unilevers uden at skride til konkret handling”, siger Andreas Rasche.
“Det er derfor også på tide, vi giver virksomhederne en fair chance for at rykke på deres forpligtelse, inden vi piller dem ned”.
Det gælder også Unilevers løfte om leveløn inden 2030, siger Andreas Rasche. Ikke mindst fordi de faktisk har en ret god historik, når det kommer til at walk the talk. Han nævner netop Unilevers program Sustainable Living Plan, som et eksempel på en række målsætninger, der er lykkedes eller er på vej til det.
“Selvfølgelig har Unilever også deres problemer, men grundlæggende har de vist sig at være gode til at realisere deres løfter. Bare se deres projekt Sustainable Living Plan, som de lancerede i 2010. Her er de stadig på rette spor i forhold til de fleste af deres mål”, siger Andreas Rasche.
