Del af en undersøgelse
Denne artikel er en del af undersøgelsen Fodbold bag facaden
- Danwatch sætter fokus på fodboldens magtspil uden for banen og kigger nærmere på FIFA’s beslutninger, DBU og danske virksomheders dilemmaer - samt de aktører, som i disse år forsøger at vinde indflydelse i verdens største sportsgren.
- VM i 2026 viste, at politiske spørgsmål i høj grad er forbundet med fodbolden, og med de kommende to slutrunder - 2030 i Marokko, Spanien og Portugal og 2034 i Saudi-Arabien - tyder intet på, at det vil ændre sig.
- Fra værtskaber og sponsorater til menneskerettigheder og staters imagepleje bliver fodbolden i stigende grad en arena, hvor politiske interesser udspiller sig, og hvor sport, politik og økonomi smelter sammen.
Hvad betyder det, når UEFA har palæstinensiske børn med på præmiepodiet, men undlader at nævne Israel, der stadig spiller med i europæisk fodbold?
Det spørgsmål har i den forgangne uge endnu en gang antændt en højspændt debat om Israel i sportens verden – og affødt kritik af UEFAs politiske evner.
Den 13. august blev der afholdt finale i UEFA Super Cup mellem Paris Saint-Germain og Tottenham på Stadio Friuli i Udine, Italien.
Inden kampen begyndte, havde UEFA rullet et stort banner ud med teksten:
“Stop med at dræbe børn. Stop med at dræbe civile.”
Da medaljerne efterfølgende skulle hænges om halsen på vinderne fra den franske hovedstad, var UEFA-præsident Aleksander Ceferin ikke alene på podiet.
Ved siden af ham stod en dreng og en pige, og på det sociale medie X skrev UEFA, at det var “to palæstinensiske flygtningebørn.”
Børnene, kunne man læse et andet sted, var Tala og Mohamed fra Gaza.
Kommentarsporet på X var dog ikke udpræget positivt stemt over for hverken banneret eller børnene, hvor brugere kritiserede UEFA for ikke at adressere hvem, der står bag drabene og hvorfor de to børn er flygtet fra Palæstina.
Andre mente, at det var usmageligt af UEFA at lade børn optræde på scenen i en så politisk betændt debat.
De mange kommentarer lægger sig i slipstrømmen af den kritik, der siden 8. august har været rettet mod UEFA.
Her skrev fodboldforbundet på X:
“Farvel til Suleiman al-Obeid, den ‘palæstinensiske Pelé’. Et talent, der gav håb til utallige børn, selv i de mørkeste tider.”
Også her blev UEFA kritiseret for at undlade vigtige detaljer, såsom hvordan al-Obeid havde mistet livet.
“Kan I fortælle os hvordan han døde, hvor og hvorfor?” lød det retorisk fra Liverpool-spilleren Mohamed Salah til UEFA på X.
De sparsomme oplysninger fra UEFA stod i kontrast til en pressemeddelelse udsendt af det palæstinensiske fodboldforbund (PFA) allerede den 6. august.
Heri skrev PFA, at den 41-årige al-Obeid, der også gik under navnet ‘Gazellen’, var blevet dræbt af den israelske hær, mens han hentede nødhjælp i Rafah i det sydlige Gaza.
Ifølge nyhedsbureauet AP svarede det israelske militærs talsmand Nadav Shoshani Mohamed Salah på X: “Hej Mohamed, efter en indledende gennemgang har vi ikke fundet nogen optegnelser om hændelser, der involverer Suleiman al-Obeid. For at kunne undersøge sagen nærmere har vi brug for flere detaljer.”
På Instagram delte den tidligere franske landsholdsspiller og Manchester United-angriber Eric Cantona desuden et billede af Suleiman al-Obeid, hvor han blandt andet skrev:
“Hvor meget længere skal vi lade dem begå folkemord?”
Bassil Mikdadi, journalist og grundlægger af netmediet Football Palestine, kalder UEFA’s opslag for tonedøvt.
“Omfanget af ødelæggelserne i Gaza er så store, at end ikke UEFA kan ignorere det. Men så længe de tillader israelske hold at spille i europæiske turneringer og ikke kalder Israel ud, som man gjorde med Rusland, så klinger deres budskaber hult,” siger han til Danwatch.
“UEFA har ikke noget imod budskaber, så længe de ikke risikerer at miste penge på det, og det er sponsorerne, der sætter barren for forbundets menneskerettighedsstandarder,” mener Bassil Mikdadi.
Stadio Friuli i Udine, som dannede rammen om UEFA’s Super Cup-finale, vil også lægge bane til det israelske landshold den 14. oktober, når Israel møder Italien i VM-kvalifikationskamp.
Selektiv neutralitet
UEFA er ikke det eneste fodboldforbund, der forsøger at forholde sig til krigen i Gaza.
Det asiatiske fodboldforbund (AFC) udstedte i starten af august en bøde til Mohamed Thilham, landsholdsspiller for Sri Lanka.
Efter en landskamp i juni mod Taiwan, tog 19-årige Thilham sin trøje af og afslørede en undertrøje med teksten: “Bed for Palæstina.”
AFC fandt budskabet i strid med forbundets regler om ikke at bære “fornærmende, politiske, religiøse, personlige eller kontroversielle slogans,” og Thilham blev idømt en bøde på knap 13.000 kroner.
AFC’s forbud mod politiske og religiøse symboler og budskaber er ikke enestående, men gør sig også gældende i FIFA-regi, hvor det internationale fodboldforbund ofte taler om politisk neutralitet.
“FIFA bruger, hvad jeg vil kalde ‘selektiv neutralitet’, for i praksis er de ikke neutrale. Ligesom sin forgænger Sepp Blatter, har nuværende FIFA-præsident Gianni Infantino også både personlige og politiske ambitioner, der række ud over FIFA’s,” siger Francesco Belcastro, lektor ved University of Derby i England, hvor han forsker i sport og politik.
Ifølge ham har Gianni Infantino ofte selv trukket en politisk kontekst ind i fodbolden.
Blandt andet efter Israel og De Forenede Arabiske Emirater (UAE) i 2020 indgik Abraham-aftalerne, der normaliseret de politiske og diplomatiske forhold mellem de to lande.
“Infantino foreslog, at Israel og UAE gik sammen om at afholde VM i 2030 kort tid efter, Abraham-aftalerne var indgået. Det ville man ikke gøre, hvis man er præsident for en neutral organisation, der har til formål at udvælge de bedst egnede VM-værter,” siger Francesco Belcastro.
Ingen regnbuer i Qatar
Danwatch skrev i maj, at FIFA endnu en gang havde udskudt at tage stilling til, hvorvidt der er et juridisk grundlag for at ekskludere Israel fra international fodbold.
Dengang lød det fra det danske fodboldforbund DBU, at man afventer “den endelige afgørelse fra FIFA’s relevante organer”.
“FIFA bliver ved med at udskyde deres beslutning om Israel, og det giver de nationale fodboldforbund en god undskyldning for ikke selv at tage stilling,” lyder det fra Francesco Belcastro.
Belcastro påpeger, at den samme tilbageholdenhed ikke gjorde sig gældende, da Rusland invaderede Ukraine i februar 2022.
Dengang var både FIFA og UEFA hurtige til at udelukke Rusland fra internationale turneringer, og herhjemme vedtog DBU en resolution, der fordømte den russiske invasion.
Til Danwatch skriver DBU, at baggrunden for resolutionen i 2022 var, at “Rusland invaderede uprovokeret et naboland, hvis fordboldforbund ligesom DBU er medlem af UEFA. Det reagerede DBU helt naturligt på.”
DBU skriver desuden:
“Konflikten i Gaza er dybt tragisk og har store menneskelige konsekvenser. Baggrunden er dog ikke sammenlignelig med Ruslands invasion af Ukraine.”
Debatten om sportens politiske rolle er ikke fremmed for DBU.
Da det danske herrelandshold var til VM i Qatar i 2022, var det oprindeligt DBU’s intention – sammen med seks andre nationer – at bære et regnbuefarvet anførerbind under slutrunden med teksten “One Love” for at sætte fokus på LGBT-rettigheder.
Ideen blev dog droppet, da FIFA valgte at forbyde armbindet og truede med sanktioner.
“VM i Qatar viste, at sporten ikke kan adskilles fra den politiske kontekst. Her måtte LGBT-rettigheder vige for de lokale love. Omvendt så man rigtig meget støtte til Palæstina under VM, som var tilladt af myndighederne i Qatar under turneringen,” siger Francesco Belcastro.
