11. september 2019

Berlinmurens fald kunne mærkes helt til Indien

Murens fald i 1989 blev fejret med jubel i Europa. I Indien førte faldet til massiv økonomisk, politisk og social forandring, hvor millioner blev løftet ud af fattigdom. 

Den gamle bydel i Delhi.

Billeder af øst- og vestberlinere, der omfavner hinanden på Muren den 9.november 1989, kan stadig fremkalde eufori og sejrsfølelse hos mange europæere. Men euforien spredte sig dengang helt til Indien, hvor landet efter mange års isolation fra omverdenen igen åbnede op for amerikanske varer som Coca Cola og udenlandske investeringer. Det førte blandt andet til, at millioner blev løftet ud af ekstrem fattigdom.

[Boks1]

Festivalen Golden Days fejrer 30-året for Berlinmurens fald med hundredvis af arrangementer rundt om i København i løbet af september. Ved arrangementet “Meanwhile in India”, der afholdes onsdag den 11. september, har Det Danske Kulturinstitut i Indien taget initiativ til en diskussion om sammenhængen mellem Berlinmurens fald og Indiens udvikling de sidste 30 år.

Ifølge leder af det danske Kulturinstitut i Indien Thomas Sehested, betød murens fald, at Indien måtte love liberaliseringer til gengæld for at få lån, efter at landet ikke længere fik indtægter fra Sovjetunionen.

“Da Indien blandt andet handlede te med Sovjetunionen faldt en stor indtægtskilde væk med Murens fald. De var tvunget til at låne penge af verdensbanken mod at åbne deres økonomi op. Det betød, at de langsomt bevægede sig hen mod en global markedsøkonomi,” forklarer han.

“Der var en euforisk stemning”

Thomas Sehested er en af deltagere ved arrangementet ‘Meanwhile in India’. Den anden deltager er Ravinder Kaur, der er centerleder ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet og forsker i Indiens transformation i det 21. århundrede. Ravinder Kaur var ung studerende i Indien i 1989 og start 1990’erne. Hun beskriver årene som epokeskabende.

“I 1989 og starten af 1990’erne var der en euforisk stemning af, at der var forandring på vej. For eksempel åbnede McDonalds i Delhi. Jeg husker, at der var en kæmpe kø med nysgerrige folk. Alle havde hørt om McDonalds. Jeg stod selv i køen og tænkte: “Wow, man kan købe udenlandsk sodavand”. Det var en oplevelse af noget udenlandsk, som vi ikke havde set før. Vores livsstil ændrede sig til den, vi havde set i amerikanske film.”

Befolkningen kunne se den økonomiske udvikling som forandringer i det urbane landskab, fortæller Ravinder Kaur. Men den økonomiske fremgang var fortrinsvist for middelklassen.

“Den økonomiske forandring skete ikke kun på et politisk plan, det foregik også iblandt befolkningen. Folk kunne mærke forandringen. Der var noget i luften. Men samtidig steg uligheden. Nogle bliver rigere, mens andre bliver fattigere,” siger Ravinder Kaur.

Berlinmurens fald forandrede Indiens position i verdenssamfundet

Ifølge Thomas Sehested havde Murens fald massiv betydning for den globale økonomi, men måske mere i Indien end andre steder.

“Mange blev flyttet ud af absolut fattigdom til en tilværelse, der er mere tålelig. Der er stadig mange problemer, men det frie marked har givet flere mennesker flere penge,” siger Thomas Sehested, der udover at være leder af kulturinstituttet i Indien er uddannet historiker

Han mener, at Murens fald giver efterskælv i Indien selv i dag.

“En del af det det moderne Indien kan tilskrives Berlinmurens fald. I Europa glemmer vi nogle gange at kigge ud over grænserne, det er det vi gerne vil med arrangementet,” siger han.

Murens fald er foranledning til nationalisme

I april og maj i år var der valg i Indien, hvor det hindunationalistiske parti Bharatiya Janata Party (BJP) vandt massivt frem.

Ravinder Kaur mener, at den aktuelle hindunationalisme hænger sammen med den økonomiske vækst, som Indien oplevede efter Berlinmurens fald.

“Jeg tror ikke, at befolkningen ville have accepteret den nationalistiske bevægelse, hvis ikke det havde været for begivenhederne i 1989 og start 1990’erne. Når du som land får økonomisk styrke, får du samtidig mulighed for at bestemme din egen udvikling. Hindunationalisme er et moderne fænomen, der ligger i forlængelse af det frie marked,” siger hun.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down