12. maj 2021

Bestseller overvejer at droppe samarbejde med tre kontroversielle fabrikker

Efter en ekstern undersøgelse overvejer Bestseller-koncernen helt at stoppe samarbejdet med tre omstridte fabrikker. Men det er en dårlig ide, siger forfatter bag undersøgelsen

Fabriksarbejdere risikerer at komme i klemme, når store virksomheder trækker sig ud af Myanmar, siger advokat Jonas Christoffersen, der helst ser, at Bestseller skynder sig tilbage til Myanmar og får gang i produktionen. Foto: Sai Aung Main, AFP, Ritzau Scanpix

Danske Bestseller har de seneste måneder måttet bremse produktionen i Myanmar, efter det kom frem, at tre fabrikker, tøjgiganten har købt tøj fra, lå i en industrizone med bånd til Myanmars berygtede militærjunta. 

Da kritikken i april ramte Politiken, besluttede Bestseller at bestille en rapport, som kunne finde ud af, hvad der var op og ned i sagen. Nu er rapporten, som Bestseller har købt hos advokatfirmaet Offersen:Christoffersen, kommet, og den frikender tøjgiganten fra alt ansvar.

Alligevel vil Bestseller nu overveje, om virksomheden skal stoppe samarbejdet med tre fabrikker, der ligger i en industrizone, der hedder Ngwe Pinlae.

“Vi vil ikke genoptage vores forretninger, med mindre vi kan være sikre på, at sanktionerne tillader det. Vi er nu ved at nærlæse den uvildige redegørelse for at se på spørgsmålet”, siger Claus Theilmann Petersen, der er Bestsellers interne menneskerettighedsekspert.

Han mener, at med rapporten har Bestseller fået et juridisk blåstempel, der slår fast, at virksomheden ikke har brudt sanktionerne. Men samarbejdet med de tre fabrikker må vente:

“Nu skal vi finde ud af, om vi kan samarbejde med dem de tre fabrikker efter 19. april (hvor sanktionerne blev indført i EU red.). og om vi kan lægge nye ordrer hos dem. Og før, vi er 100 procent sikre på det, vil vi stadig pause på de tre, men genoptage samarbejdet med de resterende fabrikker”, siger han.

Frikendelsen

Det er advokat Jonas Christoffersen fra advokatkontoret Offersen:Christoffersen, som står bag redegørelsen. Han er tidligere direktør for Institut for Menneskerettigheder, og med den baggrund mente Bestseller, at Jonas Christoffersen er den rigtige mand til at undersøge, om Bestsellers såkaldte due diligence i Myanmar har “levet op til de højeste, internationale standarder for virksomheders samfundsansvar”. Due diligence betyder rettidigt omhu og er en vurdering af, hvorvidt en virksomheds produktion påvirker menneskerettighederne. 

Og det mener Jonas Christoffersen, de har. Han forklarer, at militærets indblanding i industrizonen ikke har været ukendt, men at hans opdrag har været at undersøge, om Bestsellers due diligence har levet op til det, man kan forvente af en stor virksomhed.

“Og der har det været vores vurdering, at det har de. Vi har heller ikke kunnet konstatere, at de har misforstået eller overset noget”, siger han.

Kritikken

Men den konklusion vækker opsigt hos organisationen Justice for Myanmar. Som en del af undersøgelsen har Jonas Christoffersen nemlig skrevet en mail til Justice for Myanmar og spurgt på vegne af Bestseller, om der er hold i den kritik, FN har rettet mod de fabrikker, der leverer til Bestseller. 

Og det mener talsperson for Justice for Myanmar Yadanar Maung bestemt, at der er:“Hvis Bestseller havde udført deres due diligence ordentligt, ville de aldrig have begyndt at arbejde sammen med virksomheder, der ligger i Ngwe Pinlae industriområdet. MEHL (militærets holdingselskab, red.) og militæret er kriminelle organisationer, og alle betalinger til militært kontrollerede områder gør det muligt for dem at fortsætte deres uhyrligheder og korruption”, skriver Yadanar Maung, i en mail til Danwatch.

Organisationen Justice for Myanmar er internationalt anerkendt for at afsløre korruption, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i Myanmar. Det er også Justice for Myanmar, der af omgange har bundet tråde mellem virksomheder i Myanmar og topchefer i landets militær. 

“Vi er overraskede over, at Bestsellers advokater når frem til at fritage Bestseller for ansvar”, skriver Yadanar Maung til Danwatch. Han fortsætter:

“Ngwe Pinlae er skabt af MEHL, og MEHL administrerer zonen, ligesom de indsamler lejeudgifter fra virksomhederne i zonen. Militærets rolle i industriområdet er resultatet af systemisk korruption, og militærets forretninger kan simpelthen ikke tolereres”.

Justice for Myanmar har blandt andet sendt advokaten et dokument, hvor en stor fødevareproducent, som også har hjemme i industrizonen, oplyser, at MEHL har etableret industrizonen, og at MEHL fortsat er administratorer af zonen, og ad den vej modtager 460 US dollars om året for forskellige ydelser, herunder affaldssortering. 

Forsvaret

Jonas Christoffersen fortæller til Danwatch, at han anerkender Justice for Myanmars kritik, men at det, advokatkontoret er blevet bedt om at undersøge er, om der har været økonomiske betalinger i strid med virksomhedsansvaret før sanktionerne og efter sanktionerne blev indført. 

“Vi har ikke noget grundlag for at bestride Justice for Myanmars påstand om, at militæret har været inde over overdragelsen af landplots til de virksomheder, som ligger der, ligesom vi ikke kan modbevise, at der har foregået landgrabbing, men vi har undersøgt, hvem der i dag er udlejere af de her landplots, og om de er militært tilknyttet. Og det har vi ikke kunnet finde nogen beviser for”, siger han.

Jonas Christoffersen skulle også undersøge, om Bestseller har haft økonomiske forbindelser til militæret i Myanmar og derved har handlet i strid med Udenrigsministeriets eller EU’s retningslinjer og regler. Det, mener han ikke, er tilfældet:

”Vi finder, at der ikke er noget rimeligt grundlag for at antage, at de tre fabrikker er beliggende på plots/jordstykker, der direkte eller indirekte er ejet eller lejet af militæret, ligesom der ikke er noget rimeligt grundlag for at antage, at de tre fabrikker direkte eller indirekte har betalt administrationsbidrag til militæret”, skriver han blandt andet i rapporten.

Sidst men ikke mindst skulle Christoffersen undersøge, om Bestseller har overtrådt EUs sanktioner. Det mener han heller ikke, de har

Fremtiden

Alligevel genoptager Bestseller altså ikke samarbejdet med de tre fabrikker lige med det første. Men det giver ikke nødvendigvis mening, at Bestseller fortsat sætter samarbejdet med de tre fabrikker på pause, siger Jonas Christoffersen: 

“Hvis man beslutter sig for at trække sig med den konsekvens, at det fjerner syerskernes levebrød, så skal man have en god grund”, siger han og fortsætter:

“Og lige nu er den grund kritik af nogle betalinger, som der ikke ligger nogen dokumentation for, og som bygger på en FN-rapport, som er enormt bred, og som er virkelig godt arbejde, men som på lige det her punkt har nogle punkter, der er unuancerede”.

En fortsat produktion betyder dog, at Bestseller risikerer, med Jonas Christoffersens ord, at  “der sidder en idiot på en af de her fabrikker og betaler det her beløb alligevel”. Og så vil Bestseller skulle trække sig ud, vurderer han. 

Men indtil videre bestiller Bestseller altså ikke mere fra de tre fabrikker. Der er dog bestemt ikke lukket for, at Bestseller kan genoptage samarbejdet med de tre fabrikker, siger Claus Theilmann Petersen:

“Vi fortsætter med at vurdere fabrikkernes påvirkning på menneskerettighederne, som vi gør med alle vores fabrikker. Men bliver vi tvunget til at forlade dem på baggrund af sanktionerne, så gør vi det. Finder vi ud af, at produktion på fabrikkerne er i overensstemmelse med sanktionerne, så vil vi gerne lægge nye ordrer”.

Flere artikler fra serien: 

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right