8. juni 2019

CSR-ekspert: Nestlé-kursus i menneskerettigheder er problematisk

Nyt kursus i menneskerettigheder fra fødevaregiganten Nestlé er “vildledende og dybt problematisk”, mener ekspert i CSR. Nestlé har ikke ønsket at svare, men Institut for Menneskerettigheder, der har været med til at udvikle træningen, mener ikke kurset er problematisk.

Fødevaregiganten Nestlé har bedt Institut for Menneskerettigheder om at lave et kursus i menneskerettigheder, men kurset stikker folk blår i øjnene, mener ekspert. Billedet er fra selve kurset, der ligger frit tilgængeligt online. Nestlé

“Jeg får et indtryk af, at Nestlé ikke respekterer menneskerettighederne”, siger Sune Skadegaard Thorsen, ekspert i Corporate Social Responsibility (CSR).

Danwatch har bedt Sune Skadegaard Thorsen om at tage et onlinekursus i menneskerettigheder.

Kurset, som egentlig er beregnet til ansatte i fødevaregiganten Nestlé, er udarbejdet af det danske Institut for Menneskerettigheder på vegne af Nestlé, og Sune Skadegaard Thorsens dom er hård: “Kurset er vildledende og dybt problematisk”.

Træningskurset er bygget op over tre kapitler – et med viden om menneskerettigheder, et om hvad Nestlé gør på området og et om, hvad medarbejdere selv kan gøre for at holde øje med og indrapportere mulige overtrædelser af menneskerettigheder. [Citat1]

Tanken er, at alle medarbejdere hos Nestlé skal tage kurset, men hvem som helst kan logge ind og tage det. Danwatch har også taget kurset, der tager omtrent 45 minutter at gennemføre.

I en pressemeddelelse fra Institut for Menneskerettigheder, som har været med til at udvikle træningens indhold, lyder det blandt andet fra Dirk Hoffmann, seniorrådgiver på Institut for Menneskerettigheder:

“Det er prisværdigt, at Nestlé er banebrydende ved at dele deres træning i menneskerettigheder offentligt, hvilket kan inspirere andre virksomheder til at udvikle lignende træninger for deres ansatte”.

Nestlé vasker hænder

Sune Skadegaard Thorsen, som også er direktør for rådgivningsfirmaet Global CSR, mener imidlertid, at kurset er Nestlés måde at vaske hænder på i stedet for at tage fat om roden på de problemer, som Nestlé står overfor.

“Det er jo lidt absurd, at Nestlé, verdens største virksomhed indenfor fødevarer kommer frem til, at man har udfordringer med 9 menneskerettigheder og 2 issues ud af de i alt 48 menneskerettigheder, der findes”, siger Sune Skadegaard Thorsen med henvisning til FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv.

Han mener ikke, at Nestlé på forhånd kan sige, hvor deres udfordringer ligger. Det skal deres leverandører ind og kortlægge.

Stikker medarbejdere blår i øjnene

Han opstiller derudover et eksempel til sammenligning fra sine egne erfaringer:

“Når vi laver en virksomhedsanalyse for danske virksomheder, der opererer i Danmark og blot driver virksomhed i et kontormiljø, ja, så har du mulige indvirkninger på minimum 16 menneskerettigheder, så det her er dybt misvisende”, siger han og fortsætter:

“Når man som professionel ser et sådant resultat gengivet i træningen er det at stikke medarbejdere og alle andre blår i øjnene”.

Han pointerer, at det er problematisk, fordi Nestlé netop har haft adskillige sager, hvor de er blevet kritiseret for negative indvirkninger på menneskerettighederne.

Nævner ikke specifikke overtrædelser

I 2015 indrømmede koncernen, at migrantarbejdere i Thailand havde arbejdet under slavelignende forhold, og at der var sket brud på menneskerettighederne. Tidligere har koncernen også været anklaget for brug af børnearbejdere på kakaoplantager i Elfenbenskysten.

Begge dele er ikke nævnt specifikt i kurset – også selvom Nestlé selv bestilte en uafhængig rapport fra NGO’en Verité, der bekæmper krænkelser af arbejdstageres rettigheder.

“Min oplevelse af ’kurset’ er, at Nestlé giver det indtryk til deres medarbejdere, at “Nestlé håndterer sit ansvar for at respektere menneskerettighederne. Det skal I ikke tænke over””, siger Sune Skadegaard Thorsen.

I februar kunne Danwatch også fortælle, at brasilianske myndigheder havde fundet slavelignende forhold hos en Nestlé-leverandør i Brasilien.

Medarbejdere burde inddrages

Sune Skadegaard Thorsen mener, de skulle have grebet det helt anderledes an.

“Man skal have en meget større interaktion med sine medarbejdere om selve due diligence-processen”, siger Sune Skadegaard Thorsen, der mener, at medarbejderne bør kunne sige til eller fra, hvis noget er galt.

“Det vil være en god ide at lave den her uddannelse mere lokalt, hvor man deler den lokale indvirkningsanalyse med medarbejderne. Og hvis man vil lave en generel uddannelse som den her, bør medarbejderne jo få lov til selv at deltage i arbejdet med at identificere, hvor Nestlé lokalt som virksomhed kan have negative indvirkninger”, siger han og tilføjer:

“Kurset kunne løbe alle menneskerettigheder igennem, og lade medarbejderne identificere risici”.

Whistleblowerordning ikke nok

Selvom kurset også beskriver, hvordan medarbejdere kan indrapportere overtrædelser af menneskerettighederne og tilsvarende beskriver en whistleblowerordning, mener Sune Skadegaard Thorsen ikke, at det løser problemet.

“Hvad er det medarbejderne skal holde øje med? Det ved de jo ikke. Er det de ni eksempler på indvirkninger af menneskerettigheder, som Nestlé beskriver, eller hvad er det, de skal holde øje med? Det får vi jo ikke at vide”, siger han.

Derudover er ’retten til mad’ slet ikke nævnt, hvilket i et kursus om menneskerettigheder og Nestlé nærmest er absurd, mener Sune Skadegaard Thorsen.

Danwatch har foreholdt Sune Skadegaard Thorsens kritik for Nestlé, men virksomheden har ikke ønsket at svare.

Institut har udarbejdet kurset

Det danske Institut for Menneskerettigheder har siden 2010 samarbejdet med Nestlé. De er blevet bedt om at give konkrete forslag til, hvordan fødevarekoncernen i højere grad kan respektere menneskerettigheder over hele verden. Kurset er endnu et initiativ i det samarbejde.

Ifølge Sune Skadegaard Thorsen er det trist, at Institut for Menneskerettigheder har medvirket til at udarbejde kurset.

“Med den her træning blåstempler man en virksomhed som Nestlé. Det er jo trist”, siger han og tilføjer:

“Jeg synes ikke, de følger terminologien i FN’s retningslinjer, og det er ærgerligt, for det er dét, der er standarden”, siger han. [Citat2]

Institut: Vi blåstempler ikke

Cathrine Bloch Veiberg er programleder hos Institut for Menneskerettigheder. Hun er ikke enig i, at instituttet blåstempler Nestlé. Hun mener, at materialerne klæder Nestlés medarbejdere på til bedre at forstå menneskerettigheder og hun roser, at materialerne bliver offentliggjort. [Boks1]

”Sune Skadegaard har ikke ret i, at undervisningsmaterialerne rummer fejl. Vi mener, at træningen har den klare fordel, at den giver et eksempel på, hvordan en virksomhed kan skabe mere klarhed blandt sine medarbejdere om menneskerettighederne. Mange virksomheder træner deres medarbejdere i menneskerettigheder uden at offentliggøre træningen”, siger hun og pointerer:

“Det sagt, så kan træning ikke gøre det alene. Det er Nestlés opgave at fortsætte arbejdet med at respektere menneskerettigheder, og vi vil følge kritisk med i vores rolle som menneskerettighedseksperter”.

Terminologi bliver ikke brudt

Derudover er Cathrine Bloch Veiberg ikke enig i, at alle menneskerettigheder ikke er reflekteret i træningen, idet kurset henviser til FN’s Verdenserklæring for Menneskerettigheder og en række andre menneskerettighedsinstrumenter. Hun mener ikke, at terminologien i FN’s retningslinjer bliver brudt i kurset.

Til spørgsmålet om, hvorfor ’retten til mad’ slet ikke er nævnt, svarer hun:

”Nestlé har i træningen valgt at fremhæve de rettighedsområder, som de selv finder mest centrale for deres virksomhed. Det er deres træning. Men der er også andre områder, som virksomheden bør arbejde med. Vi er allerede i dialog med dem om at arbejde med disse områder”.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down