Over 6 milliarder kroner.
Så mange penge har Danmarks største pensionsselskaber i alt investeret i statsobligationer i lande i Afrika, der har alvorlige problemer med korruption og menneskerettighedskrænkelser.
Blandt andet i Cameroun, hvor militæret ifølge både Amnesty International og Human Rights Watch rutinemæssigt begår voldsomme overgreb på civile.
I Mozambique, hvor regeringspartiet FRELIMO er involveret i en af de største korruptionssager i nyere afrikansk historie og flere gange er blevet beskyldt for valgsvindel.
Og i Uganda, hvor myndighederne tyranniserer oppositionspolitikeren Bobi Wine, og der senest er blevet vedtaget en stærkt repressiv LGBTQ-lovgivning.
Det viser en opgørelse, Danwatch har foretaget i samarbejdet med Altinget.
Opgørelsen er baseret på Danwatchs database Pensionsmaskinen, mens situationen i de enkelte lande er opgjort ved hjælp af data fra organisationer som Freedom House og Transparency International.
Danwatch og Altinget har præsenteret materialet for en række eksperter, der mener, at pensionsselskaberne har et ansvar, når de investerer i autokratiske og korrupte lande.
“Når man køber statsobligationer i et land, understøtter man samtidig landets ledelse. Det kan ikke være anderledes”, siger professor på Institut for Økonomi, Carsten Tanggaard.
Overblik
Spørgsmålet om pensionskassernes investeringer i afrikanske statsobligationer skriver sig ind i et større dilemma, siger Gregory Smith, britisk investeringsmanager og forfatter til bogen Where Credit is Due: How Africa’s Debt Can Be A Benefit, Not a Burden.
De afrikanske økonomier har massivt behov for privat kapital for at kunne sende børn i skole, skabe arbejdspladser, bygge infrastruktur, producere fødevarer og bekæmpe klimaforandringer.
Men hvad så når lederne af de samme økonomier har for vane at dirigere penge ned i egne lommer og blæse på selv de mest grundlæggende demokratiske principper og menneskerettigheder?
“Hvis man ser på målinger fra IMF (Den Internationale Valutafond, red.) har lande som Cameroun, Etiopien og Rwanda hævet levestandarden de seneste år. Det var ikke sket uden udenlandske investeringer. Men samtidig er der i alle tre lande alvorlige eksempler på seriøse menneskerettighedsbrud. Det er en svær balance”, siger Gregory Smith.
Den særlige udfordring med statsobligationer er, at de i udgangspunktet er en blankocheck til landet, der udsteder dem.
Pengene er typisk ikke reserveret til bestemte formål eller projekter, men kan bruges på hvad som helst. Det kunne være en bro eller et vandprojekt – men det kunne ligeså godt være våben til militæret, eksempelvis.
“Man smider pengene direkte ned i statskassen, og hvad der så sker med dem derfra, er nærmest umuligt at holde snor i”, siger Gregory Smith.
De seneste år er der dog opstået et voksende marked for såkaldte ESG bonds, det vil sige en type statsobligationer, der er specifikt tiltænkt klimavenlige eller socialt ansvarlige tiltag.
Markedet for ESG bonds er endnu ikke særlig udbredt i Afrika, men i sidste uge introducerede Gabon en “blå statsobligation”, der skal skaffe finansiering til “maritim naturbevarelse”.
Som den eneste af pensionskasserne med målrettede statsobligationer i Afrika oplyser PensionDanmark, at deres knap 14 millioner kroner statsobligationer i vestafrikanske Benin er øremærket projekter, der “skal fremme uddannelsesmulighederne i Benin, sikre bedre adgang til drikkevand og sørge for vedvarende energi til den beninske befolkning”.
Hverken grønne eller sociale obligationer eliminerer dog risikoen ved at investere i lande, der har kendte problemer med korruption og menneskerettigheder, vurderer Gregory Smith.
“Man skal tage højde for såkaldt additionalitet, altså netto-effekten af sin investering. Det kan godt være, at man køber obligationer øremærket bestemte, velgørende formål, men investeringen frigiver samtidig midler andre steder i budgettet, som så kan blive brugt på præcis nogle af de ting, man som investor gerne vil undgå at finansiere. Lidt forenklet kan man sige, at hvis man låner et land til en dæmning, vil landet have flere penge at bruge på sit militær”, siger han.
Læs alle pensionskassernes fulde svar i bunden af artiklen
PensionDanmark “anerkender til fulde denne risiko”, skriver Jan Kæraa Rasmussen, chef for ESG og bæredygtighed i en mail til Danwatch og Altinget.
“Det er risikofyldt at investere i udviklingslande, men uden privat kapital er det meget begrænset, hvor mange muligheder disse lande har for at udvikle sig i en positiv og bæredygtig retning”, skriver han.
OVERBLIK
Netop de afrikanske økonomiers behov for privat kapital går igen i pensionsselskabernes svar på, hvorfor de køber statsobligationer i afrikanske lande med historik for menneskerettighedskrænkelser og korruption.
“Hvis udviklingslandene nogensinde skal komme deres udfordringer til livs, så er der brug for private investeringer, som kan være med til at rykke landene økonomisk for at skabe bedre vilkår inden for uddannelse, infrastruktur, menneskerettigheder og miljø”, siger Mads Steinmüller, Chief ESG Specialist i Danica Pension.
Fra AP Pensions chef for ansvarlige investeringer, Anna Maria Fibla Møller, lyder det, at “adgangen til international kapital er essentiel for at kunne tilvejebringe økonomisk fremgang for landene og deres indbyggere og en positiv udvikling generelt set”.
Og PensionDanmark henviser til, at Afrika, ifølge FN’s klimapanel IPCC, har et finansieringsbehov til den grønne omstilling, som er tolv gange højere end det nuværende niveau af investeringer.
Når det kommer til stykket, vurderer professor Carsten Tanggaard, er pensionskasserne imidlertid kun optaget af én ting:
“Det er ikke pensionskassernes opgave at løse Afrikas problemer. Deres mandat er at skaffe et godt afkast for kunderne”, siger han.
De afrikanske landes finansieringsproblemer betyder heller ikke, at pensionskasserne kan ignorere risikoen for, at deres investeringer går til et brutalt specialpoliti eller aldrig kommer befolkningen til gavn.
Det slår Ioana Tuta, specialkonsulent med ekspertise i menneskerettigheder og finans hos Institut for Menneskerettigheder, fast.
”Pensionskasserne skal respektere menneskerettigheder. Det indebærer, at de vurderer, hvorvidt deres investeringer bliver brugt af stater, der undertrykker menneskerettigheder, og hvor muligt, bruger deres indflydelsesevne således at stater stopper og udbedre deres krænkelser af menneskerettighederne. De kan ikke vende det blinde øje til menneskerettighedsovertrædelser og sige, at de intet med dem har at gøre”, siger hun.
Når et pensionsselskab investerer i en stor virksomhed, kan de samtidig få mulighed for at stemme på virksomhedens generalforsamling. Ny bestyrelse? Udfasning af olie? Øget transparens? På den måde kan de som investorer, afhængig af størrelsen på deres aktiepost, påvirke deres investering.
Samme mulighed har pensionsselskaberne ikke, når de investerer i statsobligationer, forklarer Ann Frank Andresen og Camilla Ogunbiyi.
De arbejder begge i Nordea Asset Management, og så er de medforfattere til en ny rapport om menneskerettigheder og statsobligationer udgivet af UNPRI, et FN-støttet netværk for finansielle institutioner.
Når det nigerianske militær, som Reuters gjorde december 2022, bliver afsløret i at drive et ulovligt abortprogram i den nordlige del af landet, kan man som dansk pensionskasse med nigerianske statsobligationer i porteføljen, i udgangspunktet ikke stille meget op.
Det samme, når Benins præsident Patrice Talon fænglser oppositionspolitikere. Eller når senegalesiske sikkerhedsstyrker dræber 23 demonstranter.
“Som investor har man ingen direkte indflydelse, når man køber obligationer af en suveræn stat. Ultimativt kan et land gøre, hvad det har lyst til. Det er det, der gør investeringer i statsobligationer så komplekse”, siger Camilla Ogunbiyi.
I deres svar til Danwatch og Altinget anerkender pensionsselskaberne, at det er svært at påvirke de stater, de køber statsobligationer i.
“Helt overordnet er det langt vanskeligere at udøve aktivt ejerskab over for stater end over for virksomheder. Derfor står valget som udgangspunkt mellem at investere eller ej”, skriver Industriens Pensions pressechef Laurits Harmer Lassen i en mail.
Private investorer i statsobligationer er dog ikke helt uden påvirkningsmuligheder, siger Camilla Ogunbiyi.
“Landene rejser rundt på roadshows og præsenterer deres obligationer – enten virtuelt eller fysisk – og allerede her vil man som investor kunne rejse forskellige problematikker. Det vil give dig et godt billede af, om der er tale om en regering, der er bekendt med sine udfordringer, og gør hvad den kan for at løse dem, eller om den er fuldstændig afvisende over for enhver bekymring”, siger hun.
I UNPRI-rapporten, som Ann Frank Andresen og Camilla Ogunbiyi har været med til at skrive, anbefales private investorer netop at gå i dialog om blandt andet menneskerettigheder med obligationsudstederne. Også efter investeringen er foretaget.
“Opsøgende dialog er en afgørende del af ansvarlig investering i alle aktivklasser; der bør ikke være nogen undtagelse for investeringer i statsobligationer”, står der i rapporten.
Danwatch og Altinget har spurgt samtlige af pensionskasserne, hvad de gør for at påvirke menneskerettighedssituationen i de afrikanske lande, de har statsobligationer i.
Sampension oplyser, at de ikke har “nogen egen dialog med fremmede stater om sådanne forhold”. Det samme gør blandt andre P+, der skriver, at deres “aktive ejerskab er fokuseret på selskaber”.
Kun ét pensionsselskab oplyser, at de fører en selvstændig dialog med de afrikanske lande, de køber statsobligationer fra.
“Vi har blandt andet mødtes med repræsentanter fra Gabon og Angola for at tale om miljø, og vi har mødtes med Kenya for at tale om fødevaresikkerhed, anstændigt arbejde og økonomisk vækst og arbejdsløshed blandt unge”, skriver Danica Pensions Chief ESG Specialist, Mads Steinmüller, til Danwatch og Altinget.
Oscar Rothstein
