25. august 2022

Efter Danwatch-afsløringer: Nu får Mærsk-medarbejdere i Liberia lønforhøjelse

Afsløringer af mulig lønfusk på Mærsks havn i Liberias hovedstad Monrovia får nu konsekvenser. Mærsk og fagforeningen Dock Workers Union of Liberia har indgået et forlig, der sikrer medarbejderne den ekstra månedsløn, de mener, de er blevet snydt for

Mærsk har drevet havnen i Monrovia siden 2011 Anthon Unger/Ekstra Bladet

Tidligere på sommeren kunne Danwatch og Ekstra Bladet fortælle, hvordan ansatte i Mærsks havnevirksomhed APM Terminals i Liberia mener, at de er blevet snydt for løn i årevis. 

Både ansættelsesbreve, lønsedler, retsdokumenter og en dansk arbejdsmarkedsprofessor bakkede op om beskyldningerne, og nu kommer Mærsk med indrømmelser i sagen. 

Danwatch og Ekstra Bladet er i besiddelse af et forlig, som den danske rederigigant netop har indgået med fagforeningen Dock Workers Union of Liberia efter langstrakte forhandlinger. Forliget blev underskrevet under en seance på Liberias arbejdsminister Charles H. Gibsons kontor. 

Forliget sikrer samtlige nuværende ansatte i APM Terminals Liberia en lønforhøjelse på 8,33% gældende fra april 2022 og betyder samtidig, at Mærsk ændrer lønstrukturen for deres ansatte i det vestafrikanske land.

Ballah Kpadeh, truckfører og tillidsmand på havnen i Monrovia, er glad for aftalen, fortæller han til Danwatch og Ekstra Bladet. Alligevel er han ikke helt klar til at begrave stridsøksen:

“Det skulle aldrig have taget os over ti år at komme så langt. Mærsk har trukket forhandlingerne i langdrag, og det er kun fordi, de nu har fået dårlig presse, at det er lykkedes at lave et kompromis”, siger han. 

“Uklarheder i den hidtidige aftale”

Da Danwatch og Ekstra Bladet i juli konfronterede Mærsk med lønstriden afviste virksomheden blankt, at de ikke levede op til deres forpligtelser. 

Mens medarbejderne mente, at de blev snydt for en 13. månedsløn, de ifølge deres ansættelsespapirer skulle modtage hvert år i december som en ekstra betaling ud over deres årsløn, insisterede den danske rederikoncern på, at medarbejderne fik deres fulde løn.

Men nu er Mærsk altså alligevel gået med til et forlig om denne 13. månedsløn. 

I et mailsvar til Danwatch og Ekstra Bladet understreger virksomheden, at de stadig mener, at de hele tiden har udbetalt løn i overensstemmelse med medarbejdernes ansættelsespapirer. De anerkender dog, at der var “uklarheder i den hidtidige aftale”, skriver pressechef Jesper Løv.

Konkret er parterne gået med til helt at skrotte den 13. månedsløn, så årslønnen nu fremover vil blive udbetalt i tolv bidder, og derudover kommer så altså lønforhøjelsen på 8,33 procent, der reelt sikrer medarbejderne den 13. månedsløn, de hele tiden har ment, at de har krav på. 

Danwatch og Ekstra Bladet har tidligere skrevet om mekanikeren Momo Sambola, der har været ansat hos Mærsk siden 2011. Af hans ansættelsespapirer fremgår det, at hans årlige grundløn hidtil har været på 16341 dollars. Dermed burde han have fået 1316 dollars hver måned, men i stedet har han måtte nøjes med 1256,99 dollars, som han så har fået udbetalt i 13 portioner. 

For ham svarer en lønstigning på 8,33 procent netop til 1316 dollars. Dermed indvilliger Mærsk reelt set i at betale den 13. månedsløn, som medarbejderne hele tiden har ment, at den skulle betales – nemlig i tillæg til årslønnen. 

Sagen fortsætter 

Den nye lønaftale gælder imidlertid kun for Mærsks nuværende ansatte i Liberia, ikke tidligere medarbejdere på havnen i Monrovia. Derfor er striden om den 13. månedsløn heller ikke bilagt én gang for alle. 

Harriet Joan Wahblo var ansat hos Mærsk fra 2013 til 2019, og hun er ikke tilfreds med, at virksomheden ikke kompenserer tidligere ansatte. Sammen med en gruppe eks-kolleger vil hun indgive en klage til Arbejdsministeriet. 

“Vi synes ikke det er fair, at vi tidligere medarbejdere bliver overset. Mærsk bør tage det fulde ansvar for deres fejl”, siger Harriet Joan Wahblo til Danwatch og Ekstra Bladet.

En anden forhenværende medarbejder er tidligere lykkedes med at få rettens ord for, at han er blevet snydt for sin 13. månedsløn. I juli 2021 blev Mærsk dømt til at betale lidt over 400.000 kroner i erstatning til Augustus Payne Tarr, der indtil 2020 var IT-ansvarlig på havnen i Monrovia. Afgørelsen er blevet anket til Højesteret. 

Tillidsmand Ballah Kpadeh ærgrer sig over, at det ikke lykkedes at få de tidligere ansatte med i den nye aftale. 

“Det er godt Mærsk fremover vil betale os det, vi fortjener, men de burde have gået tilbage i tiden og kompenseret både nuværende og tidligere for de penge, vi alle er blevet snydt for hvert eneste år”, siger han. 

Danwatch og Ekstra Bladet har spurgt Mærsk, hvorfor tidligere medarbejdere ikke er inkluderet i forliget om den 13. månedsløn. Det har virksomheden ikke svaret på.  

Flere artikler fra undersøgelsen:

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right