24. oktober 2022

Mærsks skandale-havn i Liberia finansieret af statslig udviklingsfond

Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU), der hører under Udenrigsministeriet, har ydet et lån på 80 millioner kroner til Mærsks havnedrift i Liberia. Danwatch og Ekstra Bladet har tidligere afsløret, at virksomhedens ansatte i det vestafrikanske land i årevis har arbejdet under stærkt problematiske forhold. Regeringens støttepartier vil have præciseret, hvad IFU kan støtte.

Mærsk har drevet havneforretning i Liberia siden 2010 Foto: Anthon Unger/Ekstra Bladet

Da Mærsks havneforretning APM Terminals i 2010 indledte aktiviteter på havnen i Liberias hovedstad Monrovia, skete det med danske statsmidler i ryggen. 

Frem til 2016 modtog APM Terminals Liberia et lån på i alt ca. 80 millioner kroner fra Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU), en statslig selvejende fond, der hører under Udenrigsministeriet.

Og det møder skarp kritik fra Enhedslistens udviklingsordfører, Christian Juhl:

“Investeringen har ikke noget med udviklingshjælp at gøre, men kan bedst betegnes som gammeldags imperialistisk støtte til en ekspansion af Mærsks maritime aktiviteter”, siger han til Danwatch. 

Kritikken kommer efter, at Danwatch og Ekstra Bladet i sommer afslørede, at Mærsk-ansatte i Liberia i årevis har arbejdet under stærkt problematiske forhold. 

Vi har dokumenteret ulovlige fyringer og systematiske lønproblemer, mens de syv nuværende og syv tidligere ansatte, der er stået frem, har fortalt om omfattende cementstøvsforurening, en ubrugelig sundhedsforsikring samt chikane af medarbejdere, der engagerer sig i fagforeningsarbejde. 

Skærpet mandat

I dag kan IFU både finansiere virksomheder registreret i selve udviklingslandene og danske virksomheder, der ønsker at gøre forretning på disse markeder. 

Det mandat vil Christian Juhl og Enhedslisten nu have skærpet: 

“Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen og erhvervsminister Simon Kollerup er efter min mening og efter dette forløb med Mærsks aktiviteter i Liberia forpligtet til at stramme reglerne for IFUs aktiviteter væsentligt op, så de alene bruges til udviklingsmæssige formål”, siger han. 

Det samme vil SF’s udviklingsordfører Rasmus Nordqvist: 

“Vi er i udgangspunktet tilhængere af en dansk udviklingsfond, men det nytter selvfølgelig ikke noget, at IFU fungerer som eksportstøtte til store, danske virksomheder”, siger han. 

Udviklingsordfører hos Radikale Venstre, Anne-Sophie Callesen, har ikke haft mulighed for at stille op til interview, men oplyser til Danwatch i en skriftlig kommentar, at hun også er parat til at se på mulighederne for at justere IFU’s mandat og “skærpe kontrolle med, hvordan midlerne bliver brugt”. 

IFU selv kan ikke genkende kritikken

“Forudsætningen er altid og har altid været, at der er et selskab i et udviklingsland, som IFU kan investere i. Selskabet i udviklingslandet kan derudover få finansiering fra andre kilder, herunder danske virksomheder. IFU ydede således ikke lånefinansiering til Mærsk, men det selskab der er oprettet i Liberia”, skriver pressechef Rune Nørgaard i en mail til Danwatch.

Udvikling og forretning

Ifølge Rune Nørgaard var formålet med investeringen i Mærsks havnevirksomhed i Monrovia at bidrage til Liberias udvikling, “blandt andet i forhold til at styrke og udbygge landets infrastruktur, skabe økonomisk vækst og arbejdspladser”, skriver han i en mail til Danwatch.

Men det ændrer ikke på, at danske udviklingsmidler ikke bør bruges på vores egne største og rigeste virksomheder, mener Christian Juhl (Ø). 

“Og når så Mærsk oveni forsøger at udnytte arbejdskraften på kanten af love og aftaler, burde sagen være klar. IFU har brugt udviklingsmidler til lån, der ikke er udvikling”, siger han. 

På deres hjemmeside skriver IFU selv, at de tror på “forretningsmæssige investeringer er et godt redskab til at sikre varige forbedringer”. 

Det er Lars Engberg-Pedersen, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier og medlem af Udviklingspolitisk Råd, dog mindre overbevist om. 

“Det afhænger selvfølgelig af, hvad man mener, når man snakker om varige forbedringer, men IFU har et grundlæggende problem med at finde penge til for eksempel uddannelse, sundhed og rent drikkevand i fattige lande”, siger han. 

“De måler meget efter, hvor mange arbejdspladser de skaber, men er det sådan, vi skal måle vores udviklingsarbejde, og hvordan sikrer man, at de arbejdspladser, man skaber, ikke ender med at udkonkurrere andre arbejdspladser?”, siger forskeren. 

Et spørgsmål om udviklingspolitik

I sidste ende handler det om hvilken udviklingspolitik, man mener, Danmark skal føre, vurderer Lars Engberg-Pedersen. 

“Der er i hvert fald ikke meget fattigdomsbekæmpelse over den måde, IFU arbejder på”, siger han. 

Rasmus Nordqvist og SF vil have IFU til at se helt bort fra danske virksomheder som Mærsk.

“De kan fint klare sig på rene kommercielle vilkår. IFU bør udelukkende opbygge private initiativer i udviklingslandene og tilbyde kapital til projekter, der ellers ikke ville blive til noget”, siger ordføreren. 

Så langt er Alternativet imidlertid ikke klar til at gå.

“For os er det vigtigt, at udviklingshjælp virker i den rigtige retning – det er ikke et mål, men heller ikke diskvalificerende, at en aktør også er en af Danmarks rigeste virksomheder. Vi vil selvfølgelig gerne se på, om vi kan styrke monitorering af støttemidler, så det gives uden at komme i konflikt med grundlæggende menneskerettigheder”, skriver Jan Kristoffersen, politisk rådgiver og folketingskandidat, i et mailsvar.

Rune Nørgaard, pressechef i IFU, oplyser, at fonden i forvejen investerer i flere og flere projekter uden deltagelse af danske virksomheder.

“IFU’s mandat i 2010 (ved investeringen i APM Terminals Liberia, red.) var såkaldt bundet, hvilket betyder, at IFU på daværende tidspunkt alene kunne investere i projekter, hvor der var en dansk partner, som var finansielt engageret i projektet. Mandatet blev ændret i 2017, således at IFU nu også kan investere i projekter uden dansk partner, hvilket i stigende grad er tilfældet.”

Minister gentager gammelt svar

Danwatch har forholdt kritikken af IFU’s mandat for erhvervsminister Simon Kollerup og udviklingsminister Flemming Møller Mortensen. 

Socialdemokratiets pressetjeneste henviser til et skriftligt svar, Flemming Møller Mortensen gav til Folketingets Beskæftigelsesudvalg i forlængelse af et samråd om arbejdsforholdene for Mærsks ansatte i Liberia.

I svaret lyder det blandt andet: 

“Når IFU investerer eller yder lånefinansiering, stiller IFU en række krav og betingelser til selskabet bl.a. ift. overholdelse af miljø-, samfunds- og ledelsesmæssige forhold (ESG) samt arbejdstagerrettigheder. IFU følger op på disse forhold gennem aktivt ejerskab og handlingsplaner under investeringsperioden, i dette tilfælde fra 2010 til 2016. Det skal understøtte, at det regelsæt og den kultur, der opbygges undervejs, også fortsætter, når IFU’s aktier i selskabet sælges eller lånefinansieringen indfries”. 

Artiklen blev opdateret med kommentarer fra IFU d. 31/10 2022

Tidligere fremgik det, at IFU “havde smidt penge efter” Mærsks havneforretninger i Liberia. Det er d. 31/10 blevet præciseret, at der var tale om et lån.

Flere artikler fra undersøgelsen:

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right