2. jan '25Sikkerhed og våben

Film om Putins glemte krig kaster lange skygger ind i nutiden

Brutal film om den russisk-georgiske krig går både i hjernen og hjertet.

Juleanbefaling24 Lasse
Slaget ved Shindisi kostede i 2008 17 georgiske soldater livet mod den russiske overmagt, der overmatchede georgierne i både antal og ildkraft.PR-foto: Free Movie Studio

“Hvad venter vi på?”

“Aner det ikke. Fred, tror jeg”, lyder det fra den unge georgiske soldat.

Det er sommer, år 2008, i den georgiske landsby Shindisi, skildret i den georgiske krigsfilm af samme navn. Russiske tropper er netop rullet ind i landet med retning mod hovedstaden Tbilisi.

I foråret havde Georgien gjort tilnærmelser til NATO-medlemskab, i ledtog med Ukraine, og i sommeren fandt en stor russisk militærøvelse sted klos op ad grænsen. Konflikten mellem Georgien og udbryderrepublikken Sydossetien blussede op den sommer.

Hastigt rykkede Putins tropper ind med landtropper, fly og bombardementer fra Sortehavet – og kom til “undsætning” for de sydossetiske borgere, der allerede fra 2002 var blevet udstyret med russiske pas. 

En illustration på, at tiden i sandhed er en flad cirkel i den postsovjetiske Putin-sfære, hvis man ellers abonnerer på Nietzsche. 

Kulminationen blev en fem dage lang krig – og endnu en udbryderrepublik, i form af Abkhasien. 

I Shindisi, midt under krigen, var georgiske soldater og civile blevet lovet en såkaldt “fredskorridor” gennem den lille landsby. Den fred blev til et russisk baghold, der kostede 17 georgiske soldater livet.

Den lille landsbybefolkning trådte siden til og evakuerede, gemte og behandlede de sårede georgiere. Med livet som indsats mod den russiske overmagt og besættelsesstyrke. Skildret brutalt og rystende med håndholdt kamera og blodet som et allestedsværende bagtæppe.

Frankrigs daværende præsident, Nicolas Sarkozy, forhandlede siden freden med Putin under forhandlinger, hvor Putin angiveligt ytrede ønske om at klynge Georgiens daværende præsident, Mikheil Saakashvili, “op i kuglerne”.

Og hvordan er Putins fred så?

I dag betragtes Sydossetien og Abkhasien fortsat som besatte. Områder, der svarer til 20 procent af Georgiens land. Pigtrådshegnene, der omgiver republikkerne, siges desuden at rykke sig længere og længere ind på georgisk territorium.

Selvom Georgien i 2023 blev optaget som kandidatland til EU, fulgte den såkaldte “russerlov”, hvis pendant i Rusland er blevet brugt flittigt til at lukke kritiske røster og medier ned. Senest var georgierne ved stemmeurnerne, hvor det prorussiske parti Georgiens Drøm løb med sejren.

Siden fulgte meldingerne om svindel med stemmesedler, dobbeltstemmer, indikationer på køb af stemmer og intimidering af uafhængige valgobservatører. 

Georgiens Drøms første påfund i november var at kvæle befolkningens europæiske drøm – i hvert fald de næste fire år, hvor de har udskudt forhandlingerne om medlemskab. 

Befolkningen i Georgien har siden da protesteret uafbrudt mod den nye regering.

Putins tropper? De står 50 kilometer fra hovedstaden Tbilisi.

“Shindisi” er instrueret af Dito Tsintsadze og kan ses gratis på Filmstriben.