8. november 2019

Fodbold på besat jord: PUMA støtter aktiviteter i ulovlige israelske bosættelser

Israels bosættelser i de palæstinensiske områder er ulovlige ifølge international lovgivning. Alligevel har sportsfirmaet PUMA en fireårig kontrakt med det israelske fodboldforbund, der har aktiviteter i de besatte områder.

Demonstranterne foran PUMAs butik på Manhattan protesterer imod den tyske sportstøjgigant på grund af sponsorering af det israelske fodboldforbund. Foto: Joe Catron/Flickr

Når det israelske fodboldlandshold spiller landskampe på fodboldbaner verden over, er spillerne iklædt blå og hvide spilledragter med det velkendte logo af en Puma i spring placeret på spillernes brystkasser.

Pumaen på spilledragten skyldes, at det tyske sportsfirma PUMA er hovedsponsor for Israel Football Association (IFA). Det møder international kritik fra blandt andet Human Rights Watch, fordi IFA har aktiviteter i de ulovlige israelske bosættelser.

De israelske bosættelser er ulovlige efter international lov, og de risikerer ifølge FN at medvirke til menneskerettighedskrænkelser ved at støtte økonomiske aktiviteter i området.

Fodboldbaner og forretninger på besat jord

Det var i 2018 at PUMA blev hovedsponsor for det israelske fodboldforbund IFA. Den fire-årige kontrakt på sponsoratet er mellem PUMA, PUMAs israelske distributør Delta Galil Industries og IFA.

Delta Galil Industries har ifølge det uafhængige research center Whoprofits afdelinger i de israelsk besatte områder Pisgat Zeev og Ramot i Østjerusalem og i bosættelsen Maale Adumim på Vestbredden.

Human Rights Watch har dokumenteret at seks fodboldhold, der er med i det israelske fodboldforbund, holder til i de israelske bosættelser Ma’aleh Adumim, Ariel, Givat Ze’ev Tomer og Oranit.[Boks1]

Fodboldklubbernes baner og haller er bygget på besat jord, der er taget fra palæstinenserne på ulovlig vis. De er bygget eksklusivt for israelske borgere. Adgangen til bosættelserne, og dermed også fodboldfaciliteterne, er begrænset for palæstinensere, skriver Human Rights Watch i rapporten

Ved at støtte både Delta Galil Industries og IFA er PUMA dermed indblandet i aktiviteter, der finder sted i de israelske bosættelser.

Israels besættelse bliver kun værre

Ifølge Hugh Lovatt, der er ekspert på konflikten mellem Israel og Palæstina hos European Council of Foreign relations, bliver Israels besættelse af de palæstinensiske områder kun mere og mere permanent:

“Besættelse er ikke nødvendigvis ulovligt, men det skal ske inden for rammerne af specifikke militære begrundelser og grænser. På grund af Israels handlinger, er deres fortsatte tilstedeværelse som en besættelsesmagt ulovlig” siger Hugh Lovatt til Danwatch.

[Citat1]

Ifølge Michael Lynk, der er særlig udsending for de palæstinensiske territorier, bliver situationen kun værre og mere presset i de besatte palæstinensiske områder:

“Israels krænkelser af menneskerettighederne er foruroligende. Der fortsætter med at være dødsfald og sårede på grund af skyderier både på Vestbredden og i Gaza. Ejendomme fortsætter med at blive overtaget og konfiskeret, mens der bliver bygget nye bosættelsesenheder” sig Michael Lynk til Danwatch.

Virksomheder bør undgå alt økonomisk aktivitet

Danwatch har i undersøgelsen ‘forretning på forbudt land’ fra 2017 forklaret at FN’s retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv, UNGP, advarer virksomheder mod direkte og indirekte forbindelse til aktiviteter i de besatte palæstinensiske områder, fordi der er stor risiko for at medvirke til krænkelser af palæstinenseres rettigheder.

FN’s retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv er ikke bindende, hvilket vil sige, at det er op til firmaerne selv, om de vil følge retningslinjerne.

Hugh Lovatt fra European Council of Foreign Relations kender ikke til den specifikke sag, men mener generelt, at det er et kompliceret spørgsmål, når det kommer til transnationale firmaer:

“Spørgsmålet er, hvor tæt virksomhedernes aktiviteter er på Israels krænkelser af palæstinensernes rettigheder, og om de aktivt medvirker til en ulovlig situation” siger Hugh Lovatt.

FNs særlige udsending for de palæstinensiske territorier Michael Lynk mener derimod, at virksomheder helt bør undgå al økonomisk aktivitet, der relaterer sig til de israelske bosættelser. Det gælder både investeringer, virksomhedssamarbejder og virksomhedssponsorater. Han mener også, at de enkelte lande burde stille virksomheder til ansvar:

“Tyskland og EU burde ikke tillade PUMA’s aktiviteter i de besatte områder. Lande, og derfor også deres virksomheder, bør ikke have økonomiske forbindelser med israelske bosættelser, fordi de er ulovlige i henhold til international lov. FN’s sikkerhedsråd har instrueret det internationale samfund til ikke at hjælpe de israelske bosættelser” siger Michael Lynk.

“PUMA støtter ingen politisk retning”

I en mail til Danwatch har PUMA bekræftet, at de sponsorerer israelske fodboldhold gennem en lokal distributør, men de har ikke ønsket at give yderligere information om sponsoratet. De mener dog ikke, at der noget problematisk i samarbejdet:

[Citat2]

“Som et brand, der kun beskæftiger sig med den mulighed, sport har til at bringe folk sammen, støtter PUMA ikke nogen politisk retning, politiske partier eller regeringer”, skriver leder for virksomhedskommunikation hos PUMA Robert Bartunek som svar til Danwatchs henvendelse.

Han henviser også til PUMA’s arbejde for universel lighed i sportsverden med reference til deres #REFORM-platform, og siger, at PUMA gerne vil give alle muligheden for at deltage i sportsbegivenheder.

Stephanie Adam er en del af Palestinian Campaign for the Academic and Cultural Boycott of Israel (PACBI), der arrangerer globale kampagner. En af organisationens globale kampagner opfordrer til boykot af PUMA på grund af deres samarbejde med IFA.

Hun mener ikke, at PUMA kan støtte IFA uden at støtte Israels besættelsespolitik:

“IFA er langt fra en upolitisk organisation. De er direkte involveret i Israels militære besættelse gennem optagelse af hold i ulovlige israelske bosættelser i dets officielle ligaer” siger Stephanie Adam til Danwatch.

Flere artikler fra serien: 
Flere artikler fra undersøgelsen:

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right