Som en grå horisont bagved Louisiana ser havet ud til at påtage sig en lettere usynlig rolle denne torsdag. Det er dog vejret, der snyder.
Det store blå hav er øverst på plakaten.
Havet hedder sæsonens store tematiske udstilling på Louisiana – det internationale museum for moderne kunst, der ligger med panoramaudsigt over Øresund i den nordsjællandske stationsby Humlebæk nord for København.
“Jo mere vi dykker ned under overfladen, desto flere utrolige ting dukker der op,” skriver museet selv om udstillingen, der er tilrettelagt som et tværsnit gennem kunst- og kulturhistorien.
Og de besøgende er vitterligt på en lang – og til tider dyster – rejse i museets sydfløj.
Vi begynder dengang, hvor havets ukendte dybder gav rum for menneskets forestillinger om guder, uhyrer og eventyr.
For eksempel kærlighedsgudinden Venus, som fødes af havet i den antikke mytologi, hvilket er afbildet i maleriet Venus’ fødsel (Pieter De Jode II, 1606-1674). Eller havguden Neptun, som står frem sammen med en kvinde i maleriet Neptun and Amphidrite (Cornelis Van Haarlem, 1562-1638).
Minedrift på bunden af havet
Rejsen gennem havets historie fortsætter frem til i dag, hvor teknologien har kastet mere lys over det ukendte, mytologiske hav. Og lad det være sagt med det samme: Tidens undervandsrobotter har hverken fundet guder eller havfruer på bunden af havet.
Til gengæld har de spottet værdifulde metaller, hvilket har igangsat en minedrift langt nede i havdybet, som får havforskere til at frygte kollaps af biokemiske kredsløb.
Havet på Louisiana er ikke blot en kunstudstilling, men også en refleksion over de udfordringer, som præger samfundet.
Især er menneskets rovdrift på havet en fortælling, som går igen.
For eksempel ser vi søfolk skyde mod en gruppe desperate isbjørne i vandet i værket Vertigo Sea fra 2015 – en videoinstallation, som med tre kanaler (eller tre projektorer) formår at vise de besøgende havets storhed samt menneskets til tider destruktive og brutale adfærd på en gang.
Værket af John Akomfrah – som allerede har opnået klassikerstatus – er en påmindelse om, at der er lang vej fra fantasiens forunderlige fabeldyr til virkelighedens realiteter.
Det måtte en af de besøgende på Louisianas udstilling også sande. Forskrækket tog hun hænderne op foran sin datters øjne, da søfolkene havde fået ram på en af isbjørnene og flåede pelsen af dyret i Akomfrahs værk.
En barsk virkelighed. Og som Louisiana selv skriver om udstillingen, så er havet ikke længere kun et reservoir for vores kollektive forestillinger om guder, uhyrer og eventyr.
“Det er i høj grad også blevet en fælles losseplads og en ressource, som vi har drevet rovdrift på.”
Havets årti
Udstillingen er dermed et blandt flere aktuelle eksempler på, at et af klodens helt tunge politiske emner og alvorligste udfordringer – klimaet og miljøet – i stigende grad optager kunsten.
Bare kig mod Gammel Strand i København, hvor kunsthallen viser udstillingen After the Sun, som tegner et portræt af unge nordiske kunstnere, for hvem kunsten og klimakrisen er uløseligt forbundet.
”I en tid, hvor klimakrisen er allestedsnærværende, giver udstillingen et eksistentielt indblik i, hvordan vi som mennesker forholder os til naturen,” fortæller Gammel Strands direktør Nanna Hjortenberg i en pressemeddelelse.
Eller tag Arken i Ishøj, hvor man lige nu kan opleve den fransk-schweiziske kunstner Julian Charrières værker, der undersøger menneskets forhold til naturen og rolle i klimaforandringerne.
At havet har fået en særudstilling flugter med, at vi befinder os midt i, hvad FN har udpeget som Ocean Decade eller på dansk “Havets Tiår”, som varer fra 2021 til 2030.
Og der er i den grad behov for fokus på havet. Her er nogle fakta fra EU-Parlamentets hjemmeside:
- Det skønnes, at 4,8 til 12,7 millioner tons plastik ender i havene hvert år. Mere end 150 millioner tons plastik findes allerede i havene i dag.
- Havdyr er i risiko for at blive forgiftet af kemiske stoffer fra plastikken, og mennesker ender – via fødekæden – med at spise plastik.
For at vende tilbage til Louisianas udstilling – nærmere bestemt den japanske kunstner Hiroshi Sugimotos værk, der består af tre stort set identiske fotografier af havet, taget fra tre forskellige steder i verden.
Værket skal minde tilskueren om, at havet – modsat landjorden – altid ser ud på samme måde, uanset hvor og hvornår vi betragter det.
Man fristes til at tilføje, at det kun er på overfladen.
Udstillingen Havet vises frem til den 27. april.
