28. sep '24Sikkerhed og våben

G4S-fængsel under anklage: Dansk livstidsdømt kollapsede under ransagning af sin celle  

Mystik om en 72-årig danskers død under en ransagning i et G4S-fængsel i Sydafrika i sidste uge har ført til en politiefterforskning. Det bekræfter politiet over for Danwatch.

20181011 212718 2 1920x1280web
Det tidligere danskejede sikkerhedsfirma G4S, der driver fængsler i flere lande, bliver lige nu efterforsket af politiet i Sydafrika, fordi en dansk indsat døde under en ransagning af sin celle. Foto: Christian Lindgren / Scanpix

Han døde af naturlige årsager i fængslet. Det var meldingen fra det lokale politi, da nyheden om, at den 72-årige danske våbenhandler og drabsdømte Peter Frederiksen var fundet død i sin celle i et fængsel i Sydafrika, ramte de danske medier i midten af september. 

Fængslet er drevet af G4S, der også er kendt som Danmarks største vagtberedskab, og som indtil 2021 var dansk ejet. 

Nu kan Danwatch afsløre, at den danske våbenhandlers død lige nu efterforskes politiet som en potentiel forbrydelse. En talsperson fra South African Police Service oplyser således, at “politiet har åbnet en efterforskning”. 

Det sker på baggrund af nye oplysninger om, at Peter Frederiksen døde umiddelbart efter vagter ransagede hans celle.

De nye oplysninger fra politiet kommer efter, at Danwatch konfronterede dem med en lydfil, hvor en indsat stiller spørgsmålstegn ved, at Peter Frederiksen led en naturlig død. 

Ikke det første mystiske dødsfald

Lydfilen er optaget af en sydafrikansk kvinde, Glynnis Merriday, som leder ngo’en Exclusive Mediators, der hjælper indsatte med sagsbehandling eller klager. 

Det var hende, som modtog det 18 minutter lange opkald fra den indsatte, som hun kender indgående, fordi hun har hjulpet indsatte fra netop dette G4S-fængsel i tre år. 

Danwatch har talt med Glynnis Merriday og lyttet den fulde lydfil igennem, og er kildens navn bekendt, men vælger ikke at bringe den i sin helhed, da det ikke har været muligt at få alle oplysningerne bekræftet. I stedet bringer vi kun de dele, som politiet på nuværende tidspunkt kan bekræfte. 

“Det er ikke første gang, at en indsat i dette fængsel dør under mystiske omstændigheder”, siger Glynnis Merriday.

Danwatch research viser, at politiet i dag også efterforsker et dødsfald fra august, hvor en livstidsdømt angiveligt sprang ud fra en bygning og døde af kvæstelserne. I januar 2021 blev en ung indsat dræbt, angiveligt af seks andre indsatte. Politiets efterforskning pågår stadig. 

Mellem januar 2021 og oktober 2022 er 19 indsatte døde i Mangaung Prison. Det skriver det sydafrikanske medie GroundUp, og ud af dem er fem “unaturlige dødsfald”, hvilket omfatter mord og selvmord, der rapporteres til myndighederne. 

Her er dommene over Peter Frederiksen

  • I september 2025 finder Sydafrikas politi 21 afskårne kvindelige kønsdele i Peter Frederiksens fryser i Bloemfontein. Fundet er han ikke dømt for. 
  • Samme efterår bliver Peter Frederiksens ekskone dræbt af skud i nabolandet Lesotho. Hun var kronvidne i sagen mod ham.
  • I marts 2028 bliver Peter Frederiksen kendt skyldig i 36 anklager.
  • Den sydafrikanske domstol finder, at Peter Frederiksen var i besiddelse af børneporno, og at han har bestilt mordet på sin ekskone og voldtægt af hendes lille pige, fra pigen er tre til syv år gammel. 

Vagterne var i cellen, da han døde

Mangaung Prison i Bloemfontein, Sydafrika, er et topsikret fængsel med plads til knap 3000 af de hårdest dømte kriminelle i Sydafrika. South Africa Department of Correctional Services, der svarer til Kriminalforsorgen i Sydafrika, har udliciteret driften af flere fængsler til private aktører som G4S.

I 2018 blev Peter Frederiksen idømt to gange livstid for besiddelse af børneporno, seksuelt misbrug af et barn og bestillingen på drabet af sin ekskone, der blev skudt i Lesotho. Dommene skulle han afsone i Mangaung Prison.

På lydfilen, som Danwatch modtog, rejses der spørgsmål om, hvad der skete i cellen, før Peter Frederiksen døde. 

Kilden indleder med at sige, at han “så det hele”, og “det handler om den gamle mand fra Danmark, der er død”. Herefter fortæller han: 

“En gruppe vagter går ind i cellen til den gamle mand. Alle andre indsatte stod udenfor deres celler. Da de åbner cellen, ligger den gamle mand på gulvet. Da de bærer båren ud, er det helt tydeligt, at manden er død”, siger kilden i lydfilen.

South African Police Service bekræfter, at politiet lige nu undersøger påstande om, at der har været fængselsvagter i cellen, og at Peter Frederiksen blev tilbageholdt – umiddelbart inden han døde.

“Politiet ankom efter, at han (Peter Frederiksen red.) kollapsede, så vi er afhængige af de informationer, vi modtog, da vi ankom. Der er påstande om, at manden kollapsede, efter at vagter ransagede hans celle, mens den indsatte blev tilbageholdt”, siger brigadier Motantsi Makhele, talsperson fra South African Police Service til Danwatch.

Ingen kommentar fra G4S

Vi ville gerne have spurgt G4S, hvad de mener om, at der nu pågår en politiefterforskning efter påstande om, at fængselsvagter befandt sig i cellen, da Peter Frederiksen faldt om og ikke rejste sig igen? 

Vi ville også gerne have spurgt dem om, hvorvidt det er almindelig praksis, at vagter tilbageholder en 72-årig mand under ransagning af hans celle på en måde, så han kollapser og dør efterfølgende?

Men en talsperson fra G4S i London siger, at G4S ikke må udtale sig om sagen, da der er tale om en igangværende politisag. 

Department of Correctional Services, Bloemfontein, som svarer til Kriminalforsorgen i Danmark, ønsker heller ikke at udtale sig. 

Underigsministeriet ønsker ikke at forholde sig til det sydafrikanske politis efterforskning af de mystiske omstændigheder omkring Peter Frederiksens død, men skriver i en mail til Danwatch, at ”Udenrigsministeriet har tavshedspligt i personsager, og kan derfor ikke give yderligere oplysninger”.

Mere om samme virksomhed: G4S