10. november 2023

Gabon finder ulovligt tømmer i Mærsk-containere

Flere Mærsk-containere fyldt med den ulovlige og truede træsort kevazingo er blevet konfiskeret i Gabon. Mærsk er i kontakt med gabonesiske myndigheder om sagen, bekræfter rederiet til Danwatch.

Minister for skov, vand og miljø, Maurice Ntossui Allogo, inspicerer de beslaglagte containere Foto: Ministère des Eaux, des Forêts, de la Mer, de l’Environnement

“We take a strong stand on preventing the shipment of illegal timber”. 

Sådan lyder det i Mærsks seneste bæredygtighedsrapport

Alligevel bliver den danske shippingvirksomhed nu blandet ind i en sag om transport af ulovligt og truet tømmer i det centralafrikanske land Gabon. 

Onsdag den 1. november fandt de gabonesiske myndigheder ti containere fyldt med den beskyttede træsort kevazingo på havnen i Owendo. Flere af dem tilhørte Mærsk. 

Det viser billede- og videomateriale bragt i gabonesiske medier.

Over for Danwatch bekræfter Mærsk, at de er blevet kontaktet af de gabonesiske myndigheder, og at de vil assistere dem i efterforskningen. 

“Mærsk er fast besluttet på at efterleve al gældende regulering og vil ikke bevidst acceptere nogen bookinger i strid med sådanne regler. Det gælder eksempelvis også inden for dyre- og planteliv, hvor vi ikke vil acceptere bookinger, hvis vi ved, at de er i strid med Convention on International Trade in Endangered Species of Wildlife Fauna and Flora (CITES) eller på anden vis ulovlige”, skriver rederiet i en mail til Danwatch.

Mærsk uddyber ikke, hvordan de konkret vil assistere de gabonesiske myndigheder i efterforskningen. 

Truet af udryddelse

Kevazingo er en tropisk træsort, der er kendt for sin tykke stamme og rødlige farve. I Gabon, hvor de ældste af træerne er over 500 år gamle, har sorten hellig status.

Ifølge internationale eksperter er kevazingo truet af udryddelse, primært på grund af stor efterspørgsel i Asien, hvor træet bliver brugt til at bygge møbler og instrumenter. Derfor har det også været forbudt at fælde kevazingo-træ i Gabon siden 2018.

Men det betyder ikke, at der ikke stadig foregår handel med træet. 

I 2019 blev over 350 containere fyldt med kevazingo fundet på havnen i Owendo. Træet var på vej til Kina, men nåede at blive konfiskeret af myndighederne. Efterfølgende blev både Gabons vicepræsident og minister for skov og miljø fyret. 

Og nu er der så igen blevet forsøgt smuglet kevazingo ud af Gabon. 

video og billeder fra havnen i Owendo fremgår det, at minimum otte af de beslaglagte containere tilhører Mærsk. 

Foreløbigt har rederiet kun identificeret den ene af dem.

“Vi har ud fra de tilgængelige videoklip identificeret en af containerne. Denne container har ikke været aktiv i vores flåde de sidste tre år, og vi betragter den som tabt. Vores sidste registrering af containeren viser, at den var tom, da den blev tjekket ind på en logistikfacilitet i Gabon”, skriver Mærsk i en mail. 

“Bekymrende”

Det er ikke første gang, at Mærsk er involveret i transport af ulovligt træ i Afrika. 

I marts 2023 kunne Danwatch fortælle, hvordan rederiet adskillige gange mellem 2019 og 2021 transporterede tømmer omfattet af et eksportforbud fra Mozambique til Kina. 

“Det er bekymrende, at Mærsk igen er relateret til transport af ulovligt tropisk træ. Ulovlig fældning af værdifulde tropiske træarter er et stort problem på verdensplan”, siger André Mildam, rådgiver hos naturbeskyttelsesorganisationen Verdens Skove.

Han håber på, at kommende EU-lovgivning vil kunne afhjælpe problemet. 

“Forhåbentligt vil kravene i EUs forordning om skovrydning (EUDR), der træder i kraft i løbet af 2025, hjælpe til at vigtige aktører som shippingvirksomheder til at få mere indsigt i og kontrol med, hvad  de transporterer, så det her problem kan afhjælpes”, siger han til Danwatch. 

Den nye EU-forordning skal forhindre virksomheder i at sælge råvarer, der har ført til skovrydning og skovødelæggelse.

Flere artikler om

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right