De unge arbejdere, slaverne, bliver hentet i byerne og kørt til farmområder så langt væk fra alting, at de ikke selv kan finde butikker at købe basale fornødenheder i. Arbejderne ved simpelthen ikke hvor de er.
Ifølge Luiz Machado fra the International Labour Organisation (ILO), er det sådan, at gato’en, mellemmanden som har ansvaret for slaverne, skaber situationer, hvor mændene ender i gældsslaveri.
”De må købe alle nødvendigheder såsom tandpasta, sæbe osv. af gato’en. Han noterer derefter alt, hvad de bruger, selv benzin til motorsavene og den mad, de spiser, og trækker det fra den løn, som er beregnet til slaverne,” fortæller Amarildo Borges de Oliveira fra det regionale Arbejdsministerium og fortsætter:
”Priserne, som gato’en tager, er altid højere end markedspriserne.” I praksis betyder det, at slaverne altid skylder mere, end de har til gode og er derved fanget i en fælde, som gør det umuligt at forlade farmen.”
Et af de mindre åbenlyse problemer med dette er, at de arbejdere, der ender som slaver, er stolte mænd, ifølge Elizabete Flores fra Den Pastorale Landkommission, en organisation der arbejder for at forhindre slaveri i Brasilien.
”Hvis de får at vide, at de har gæld, vil de betale den tilbage. Selv hvis gælden er opdigtet, føler de en moralsk forpligtelse til at betale”, siger hun.
På den måde bliver arbejderne fasthold i de slavelignende forhold.
Den brasilianske ’sortliste’
Et af de instrumenter, som de brasilianske myndigheder har frembragt, er ‘Lista Suja’ (smudslisten, red.), en offentlig database over farme og produktionssteder, hvor de føderale myndigheder har fundet og befriet slaver. Ifølge Leonardo Sakamoto, Direktør i Réporter Brasil, kan listen bruges globalt til at udrydde slaveri uden at straffe de brasilianske landmænd, der ikke bruger slaver.
Hver gang de føderale myndigheder foretager en razzia på en farm og finder slaver – hvilket de gør, når de modtager en anmeldelse og ved, at der er problemer på en bestemt farm – bliver farmen føjet til listen.
Men kvægindustrien er lukket og selvbeskyttende. Det ses, når regeringen befrier slaver under razziaer på farme, som Daniel Ferreira, ex-slave, siger: ”Der er en stærk fællesskabsfølelse mellem farmene. Når de ser de store, hvide regeringsvarevogne, kontakter de hinanden over radioen, så slaverne kan få besked på at flygte og komme i skjul.” Det gør det svært at have en nøjagtig smudsliste.
Dertil kommer det, at den gruppe af mennesker, som er ansat til at lave disse razziaer på farmene og placere dem på smudslisten, er for lille. Ifølge Valdiney Antõnio de Arruda, Direktør i det regionale arbejdsministerium, er der kun ansat omkring 2800 inspektører i hele Brasilien, et land med 193 millioner indbyggere.
Selv om smudslisten ikke er perfekt, har det konsekvenser at befinde sig på den. En farm på listen mærker finansielle konsekvenser i form af bøder og begrænset mulighed for at låne penge. Men hvad der er endnu vigtigere, er, at de ikke længere kan sælge deres kvæg til de store slagterier, som har underskrevet en aftale om ikke at bruge disse farme – en aftale, der er underskrevet af hovedparten af de store slagterier.
Ingen europæiske sko-mærker har indtil videre givet denne ‘Lista Suja’ opmærksomhed eller medtaget den i politikker for social ansvarlighed.
Ida Dalgaard Steffensen
