Paul mistede datter i Beirut-eksplosion i 2020: “Ingen er blevet stillet til ansvar”

Paul Naggears datter Alexandra var tre år gammel, da tragedien indtraf den 4. august 2020. 2.750 ton ammoniumnitrat eksploderede på havnen i Beirut og jævnede flere nabolag og tusind bygninger i den libanesiske hovedstad med jorden.

207 personer blev dræbt under eksplosionen, herunder Alexandra. Mere end 7.000 personer blev såret, 300.000 blev fordrevet. 

“Det er det værste, man kan opleve. Vi mistede vores barn, vi mistede vores hjem, vi mistede alting, og det gjorde mange omkring os også. Selvom der er gået fem år, så sørger vi stadig hver dag,” fortæller Paul Naggear.

Det var en brand i en lagerhal, der antændte ammoniumnitratet, der blev opbevaret på havnen. Branden førte til en eksplosion omkring klokken 18, og trykbølger fik lejlighedskomplekser over hele byen til at styrte sammen – også den bygning, hvor Paul var hjemme med sin kone og datter.

Myndighederne var i flere år op til eksplosionen blevet advaret om, at de mange ton ammoniumnitrat, som man i 2014 havde konfiskeret fra et russisk fragtskib, ikke var opbevaret sikkerhedsmæssigt forsvarligt. 

Det retslige efterspil efter eksplosionen på havnen har været præget af politisk modstand og juridisk stilstand. Efterforskningen af ulykken har været suspenderet i lange perioder, og partier som Hizbollah og Amal Movement har aktivt forsøgt at blokere den.

Internationale organisationer og menneskerettighedsorganisationer har opfordret til, at der blev foretaget en uafhængig, international undersøgelse, men det er blevet afvist af Libanons myndigheder.

“Libanon har notorisk været et land, hvor korruption har givet straffrihed, og det gælder også sagen om eksplosionen. Ingen er blevet stillet til ansvar, og vi oplever ingen retfærdighed, fordi undersøgelserne af sagen konstant har været saboteret af politikerne,” fortæller Paul Naggear.

Krise efter krise

Efter eksplosionen gav Danmark via Udenrigsministeriet 12 millioner kroner til nødhjælpsarbejdet.

Størstedelen af pengene gik til Røde Kors med to millioner til Dansk Røde Kors, og otte millioner til Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC).

Den humanitære bistand er blevet brugt på akut nødhjælp, medicinsk behandling og støtte til genopbygning for de tusinder af udsatte familier, der mistede deres hjem. Det fortæller Hans Storgaard, seniorrådgiver hos Røde Kors, til Danwatch.

Ifølge ham var det de humanitære organisationer, som i tiden efter eksplosionen løftede den største del af arbejdet med genopbygningen af byen.

“Eksplosionen kom oven på en både politisk og økonomisk krise, som betød, at statsapparatet ikke stod særligt stærkt,” siger han. 

Inden ulykken i august 2020 var Libanon midt i et økonomisk sammenbrud. Derudover var der omkring 1,5 million syriske flygtninge, hvoraf omkring 900.000 var registreret hos FN’s flygtningeorganisation UNHCR, hvilket gjorde Libanon til det land i verden med den højeste andel af flygtninge pr. indbygger.

Spørger man Hans Storgaard er kriserne dog langt fra blevet færre over de seneste fem år, og han beskriver situationen i landet som kompleks:

“De seneste år har Libanon bevæget sig fra den ene krise til den næste, og det er efterhånden et vilkår for den libanesiske befolkning – der har været flygtningekrise, strømkrise, økonomisk krise og medicinkrise.”  

Han tilføjer, at Libanons konflikt med Israel siden oktober 2023 og den globale reduktion af udviklingsbistand, har gjort Røde Kors arbejde i landet sværere og mere omfattende: 

“Situationen i regionen har betydet, at behovet for vores arbejde er accelereret, og vi har svært ved at nå det hele. Reduktionen af global udviklingsbistand gør også, at der er andre humanitære organisationer, der må reducere deres arbejde, og det betyder, at vi må træde til.”

Nyt, lille håb

Fem år efter eksplosionen står de store kornsiloer stadig på havnen som et dystert monument for en mørk dag i Libanons historie.

Flere politikere har de seneste år ønsket at rive siloerne ned, men det har mødt store protester fra familierne til ofrene for eksplosionen. Familierne mener, politikerne ønsker at slette de synlige beviser for den uansvarlighed, der førte til ulykken.

Paul Naggear og andre ofre for eksplosionen er sammen med aktivister og menneskerettighedsorganisationer gået sammen og har etableret gruppen 4AugLebanon.

Gruppen demonstrerer hvert år på årsdagen for eksplosionen, både for at mindes dem, der mistede livet, men også for at kræve, at de ansvarlige bliver stillet til ansvar.

“Sammen med blandt andre Human Rights Watch og Amnesty forsøger vi at råbe politikerne op,” fortæller Paul Naggear.

I starten af 2025 fik Libanon en ny regering med premierminister Nawaf Salam i spidsen. Salam har fra starten af sin regeringsperiode signaleret, at eksplosionen havde høj prioritet, og i foråret genoptog dommer Tarek Bitar sagen med en række afhøringer af højtplacerede embedsmænd.

Regeringens engagement giver Paul Naggear et nyt, lille håb.

“Jeg er forsigtigt optimistisk, men vi har stadig tilgode at se reelle resultater. Vi har kæmpet fem år for retfærdighed, og det har allerede taget alt for lang tid,” siger han.