Kultur & kritik26. dec '24Byggeri og infrastruktur

Huse af ålegræs og salt: Udstilling giver bud på klimavenlig arkitektur

Hvordan kan man forsvare at bygge nyt i en verden, hvor der allerede bliver bygget for meget?

Juleanbefaling24 Emilie
Arkitekter fra franske Atelier LUMA producerer fliser af salt.Alle fotos: Louisiana pressefoto

Det er enormt klimabelastende at bygge nyt. Faktisk står byggeriet for ca. en tredjedel af Danmarks CO2-udledning. Så hvordan kan man forsvare at bygge nyt i en verden, hvor der allerede bliver bygget for meget?

Tre tegnestuer er gået til biologien og naturen for at finde svar på netop det spørgsmål. Og de står nu i centrum for en udstilling om bæredygtig arkitektur på kunstmuseet Louisiana, der ligger i Humlebæk nord for København.

Tegnestuerne går til problemet på vidt forskellige måder. Men til fælles har de et ønske om at ændre måden vi tænker på byggeri på. I stedet for blot at bruge naturen, vil de lære af den. 

De franske arkitekter hos Atelier LUMA arbejder efter det mantra at materialer er tunge og skal findes på stedet, mens mennesker og ideer er lette og kan rejse. Det betyder, at de udvikler byggematerialer og design med udgangspunkt i naturen i den region, hvor de bygger.

200729 Luma Atelierluma Salinsdgiraud Adriandeweerdt 85 Huge Jpg

Mantraet er ret konkret. Inden for en radius af 70 kilometer, skal materialerne findes. Således også på Louisiana. Efter et feltarbejde i det nordsjællandske har Atelier LUMA skabt et bud på den klassiske danske stikkontakt skabt af bioplast fra blandt andet ålegræs og melasse fra sukkerroer fra fabrikker på Sjælland. Håbet er, at det skal kunne erstatte den plastik, som stikkontakterne i dag består af.

Og stikkontakterne i forskellige naturmaterialer er faktisk bemærkelsesværdigt flotte, langt mere spændende at kigge på end de normale stikkontakter i skinnende hvide plastik.

Atelier LUMA udnytter også de egenskaber, som naturmaterialerne har. Salt, for eksempel, er ikke brændbart. Derfor laver de indendørs vægbeklædning bestående af salt. Og så er salt også antibakterielt, og af samme grund har de franske arkitekter designet og produceret dørhåndtag af salt – for at reducere smitterisiko når mange mennesker går ind og ud af de samme døre. 

Menneskeskabt natur

En anden tegnestue, ecoLogicStudio der er grundlagt af to italienske arkitekter, har lavet en skov, en “Deep forest”, på Louisiana. Den ligner og lyder umiddelbart som naturen, men den er noget mere end det. 

Det er deres bud på et menneskeskabt stykke natur, hvor store glaskolber med algevækst – algetræer, om man vil – blander sig med træstammer. Og disse algetræer forvandler CO2 til ilt ved hjælp af fotosyntesen. På samme måde som et fuldvoksent træ. 

Kim6043

Arkitekterne har for eksempel bygget en legeplads i Krakow i Polen – et område med stor luftforening – som de har omgivet med de  menneskeskabte algetræer, der forvandler forurening til ren luft.

Og de går videre end det, når de lærer af naturen. De har ved at studere hvordan svampe og mug vokser – altid i retning af de steder hvor de kan finde næring – lavet en algoritme som de håber at kunne bruge til byplanlægning. Sådan at man kan designe nye byområder, der udnytter ressourcerne i området, og indtænker naturens egne egenskaber. 

Lysglimt af håb

Arkitekterne er langt fra i mål med de klimavenlige byggematerialer. Hvis det regner, vaskes saltet af vægpanelerne, så de kan indtil videre kun bruges indendørs. 3D-printede byggematerialer af bioplast bestående af ålegræs og sukkerroer kan heller ikke tåle vand. Materialerne er mere forgængelige end mange af de standardiserede og masseproducerede byggematerialer, vi bruger i dag. 

Der er altså ikke noget quick-fix, heller ikke på Louisianas udstilling. Men som en modgift til en nyhedsstrøm, der fortæller om klimakatastrofer og dystre fremtidsscenarier, er det alligevel opløftende at gå på rundvisning i arkitekternes eksperimenter. Det giver håb. 

Udstillingen “Levende strukturer” kan ses på Louisiana frem til den 23. marts 2025