Kemikalier18/02/2020

Import af fødevarer med chlorpyrifos bliver forbudt i EU

EU besluttede i dag, at frugt og grønt, der er sprøjtet med insektmidlet chlorpyrifos, som beskyldes for at skade børns hjerner, ikke længere må findes på europæiske supermarkeders hylder.
1
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Denne artikel er en del af undersøgelsen Sprøjtemidlet, der gør dig dummere

  • Sprøjtemidlet chlorpyrifos findes i de fleste danskeres kroppe, selvom det er forbudt i Danmark.
  • Chlorpyrifos anklages for at skade hjernen hos særligt fostre og små børn, og det kædes sammen med ADHD, autisme og lavere IQ hos børn.
  • Netop nu diskuterer EU, om chlorpyrifos igen skal godkendes til brug i EU.
  • Derfor er Danwatch gået sammen med Investigative Reporting Denmark og medier i syv andre lande for at undersøge, hvor udbredt chlorpyrifos er i vores mad, og hvad det gør ved vores hjerne.

Først sagde de danske supermarkeder stop, så fulgte den danske fødevareminister efter med et dansk forbud. Nu har EU besluttet, at det ikke længere er lovligt at sprøjte med chlorpyrifos eller overhovedet at importere frugt og grønt med chlorpyrifos og søsterstoffet, chlorpyrifos-methyl. 

“I dag er en stor dag”, udtaler fødevareminister Mogens Jensen (S) i en pressemeddelelse på Fødevarestyrelsens hjemmeside. 

“Det er lykkedes os at få vedtaget et EU-forbud mod rester af to skadelige sprøjtemidler i frisk frugt og grønt, og det har vi arbejdet hårdt for fra dansk side. Vi skal ikke tillade sprøjtemidler, der udgør en risiko for forbrugerne, og jeg er meget tilfreds med, at vi med det her forbud får beskyttet både danske og europæiske borgere”, siger fødevareminister Mogens Jensen. 

Et stærkt signal

Fødevareministeren har presset på for et EU-forbud siden august 2019, hvor det europæiske fødevaresikkerhedsagentur (EFSA) skærpede sin risikovurdering af chlorpyrifos og chlorpyrifos-methyl.

“Med forbuddet sender vi et stærkt signal til producenter af frugt og grønt i lande uden for EU. Vi vil ikke have frugt og grønt med rester af stofferne, og det må man lytte til, hvis man vil eksportere til EU”, siger fødevareminister Mogens Jensen. 

Indtil forbuddet er fuldt implementeret, vil Fødevarestyrelsen kontrollere for de to typer sprøjtemiddelrester og fjerne partier af frugt og grønt, der udgør en risiko. 

I december vedtog EU Kommissionen efter en afstemning blandt medlemslandene, at chlorpyrifos ikke kan godkendes igen. 

I begyndelsen af februar bekendtgjorde producenten bag sprøjtemidlet chlorpyrifos, Corteva Agriscience at trække produktet af markedet

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.