Israelsk dokumentarfilm tager livtag med bosættelserne

Dokumentarfilm fra CPH Dox er pludselig blevet meget aktuel, efter konflikten i mellem Israel og Palæstinai maj blussede op igen.

Med mobiltelefonen er det ikke længere forbeholdt journalister at fortælle historien om verdens krige. Det kan man mærke i Avi Mograbis dokumentarfilm om besættelserne i Palæstina, der skrifter karakter, efter alle kan filme. Foto: Avis Mograbi

Efter uger med raketterne flyvende om ørene på folk i Israel og Palæstina er der indgået en våbenhvile. Endnu en våbenhvile, fristes man til at sige, forsituationen er langt fra ny. I en ny dokumentarfilm, der bærer navnet “The first 54 years: An Abbreviated Manual for Military Occupation”, som blandt andet kan ses hos online-delen af dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, fortæller den jødiske instruktør Avi Mograbi historien om de jødiske bosættelser, og hvordan staten Israel har bidraget til at opretholde besættelsen. 

Filmen er bygget op som en manual til at besætte et land og knække et folk. Vores guide er filmens instruktør, der med et tykt satirisk sprog gennemgår besættelsen skridt for skridt. Der er mange skridt i filmen, men nogle af dem lyder:

  1. Indtag området og undlad at udvise originalbefolkningen, men forbyd dem at komme tilbage, hvis de udrejser.
  2. Hæv levestandarden og normalisér den nye situation. Folk skal ikke være i tvivl om, at du er den nye overherre. Slå hårdt ned på modstand.
  3. Der skal være tydelig forskel på besætterne og de besatte. Besætterne skal have ret til alle demokratiske rettigheder. De besatte skal overholde de arbitrære regler, militæret stikker ud. 

Gennem hver regel i manualen fortæller filmen i en række historiske nedslag bosættelsernes 54 år lange historie – fra seksdagskrigen i 1967 og frem til i dag. 

Med historiske klip fra krigshandlinger, bosættelser og nyhedsindslag får vi fortalt historien om, hvordan bosættelserne i Palæstina uden for staten Israels grænser og besættelsen af Østjerusalem overhovedet kom i stand. Hvem gik ind? og hvad gjorde den israelske hær for at deltage? 

Den førte hånd

Mellem de historiske klip fortæller nulevende veteraner fra den israelske hær, IDF, helt roligt og nogle gange endda med et lille smil eller sågar et lille grin, om hvordan de selv groft har overtrådt menneskerettigheder, eller hvordan overordnede har begået krigsforbrydelser. 

Veteranerne kommer alle fra organisationen Breaking the Silence, som er en forening for tidligere soldater, der har til formål at gøre bosættelserne synlige for israelerne og for resten af verden. 

En tidligere officer fortæller, at der ikke er sket upassende opførsel i hans deling. “Men”, siger han så, “det kommer selvfølgelig an på, hvordan man definerer upassende opførsel”. 

For eksempel er det ikke upassende opførsel at efterlade en mand bundet i solen i flere timer, mens man bliver enige om, hvad der skal ske med ham, eller at endevende folks huse uden grund, siger han: 

“Det var jo en del af rutinen. Det var en del af jobbet”. 

En anden veteran fortæller, hvordan han sender et barn op i en højspændingsmast for at fjerne et flag.

“Det var jo ikke sådan, at vi slukkede strømmen inden”.

En tredje fortæller, hvordan han sammen med en gruppe soldater beslutte at skyde med skarpt fra en tank med et geværmod nogle børn, fordi de stod på en skraldespand. 

“Jeg syntes ikke, det var mærkeligt, men nu kan jeg godt se, at hvis vi havde ramt, var de jo døde”. 

En fjerde fortæller om at vente på, at palæstinensere bliver provokerede nok til at affyre skud mod de israelske soldater, så de havde en undskyldning for at skyde maskingeværer ind i beboelsesområder. 

Hævnen

Filmen, der er skabt af Israelsk films enfant terrible Avi Mograbi, har en tydelig dagsorden: Den skal fortælle, hvor grusomt Mograbi oplever bosættelserne. Igennem filmen løber en underliggende præmis om, at Israels hævn indeholder et modsvar mod alle de forbrydelser, det jødiske folk er blevet udsat for. 

En tidligere soldat fortæller således, hvordan et helt palæstinensisk marked i 1983 blev  brændt ned som hævn for mordet på en ung seminarieelev.

Tallene taler da også deres eget tydelige sprog i filmen: Det vurderes, at 20 procent af den palæstinensiske befolkning blev anholdt og tilbageholdt i længere eller kortere periode i intifada-årene (1987–1992). 

Generelt er hovedparten af filmen ikke præget af eftertænksomhed. Soldaterne kan nogle gange endda virke stolte over de overgreb, de begår mod den palæstinensiske befolkning, men da historieskrivningen når op i 00’erne skifter tonen. 

Klippene suppleres af mobiloptagelser fra lokale indbyggere i området, og fortællingen fra soldaterne skifter fra, at det er dem som individer, der begår overgreb til, at det er en kultur i hæren. Mens soldater fortæller om, hvordan de opdrages i voldens navn, ser man en hjemmevideo af en flok unge soldater, der tømmer en maskinpistol mod folks private hjem og jubler, da de rammer noget. 

Til sidst står kun røgen tilbage, efter en bygning i Gaza bliver sprunget i luften. Helt stille, mens Avi Mograbis navn og navnene på de næsten 40 soldater, der deltager i filmen, ruller over skærmen. 

The first 54 years An Abbreviated Manual for Military Occupation kan ses på CPH:DOX. 

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down