Et cykelbud suser gennem Paris’ gader og forsøger at undvige den ene bil efter den anden. Jeg sidder med hjertet helt oppe i halsen i biografens mørke af frygt for, at der lige straks sker et uheld.
Manden på cyklen hedder Souleymane og er filmens hovedperson. Han er flygtet fra det vestafrikanske land Guinea og er i gang med at søge asyl i Frankrig. Om to dage skal han til et vigtigt møde med en sagsbehandler, og indtil da forsøger han at tjene penge ved ulovligt at arbejde som cykelbud, der i et hektisk tempo pendler mellem restauranter og private hjem med takeaway. Og så forsøger han at forberede sig bedst muligt på interviewet om opholdstilladelse, der kan afgøre hans fremtid.
Filmen er et portræt af en asylansøger i Paris. Et lille indblik i et liv, som de færreste kender til. Som den franske filmtitel, ‘L’histoire de Souleymane’, afslører, er det historien om Souleymane. Filmen forløber over to døgn og på den tid, kommer man som seer omkring mange facetter af både Souleymanes liv i Paris, men også hvordan systemet og lokale franskmænd behandler de mange migranter og flygtninge, der opholder sig i byen. Vi møder både den imødekommende franskmand, der deler mad ud til asylansøgerne, og den irriterede franskmand, der råber nedsættende ord. Vi møder de andre asylansøgere i byen, der er lige dele hjælpsomme og udspekulerede over for hinanden. Vi ser, hvordan Souleymane kæmper for at skabe et liv i Paris og få plads på de overrendte herberger og tjene bare en anelse penge. Vi ser, hvordan han forsøger at holde kontakt til sin syge mor i Guinea og sin store kærlighed, som han drømmer om at blive genforenet med.
I virkelighedens spor
I hovedrollen er førstegangsskuespilleren Abou Sangare. Han er 23 år og er selv født og opvokset i Guinea, ligesom hovedpersonen i filmen. Han kom til Frankrig, da han var 16 år og har lige siden forsøgt at få asyl og undgå deportering. Lige nu opholder han sig i Frankrig på en etårig arbejdstilladelse, hvor han arbejder som mekaniker for at få lov til at blive i landet.
Filmen balancerer mellem fiktion og Abou Sangares egne oplevelser. Men når man læser om Abou Sangares historie i diverse interviews, er det tydeligt, at filmens handling baserer sig på hans egen flugt fra Guinea og livet i Frankrig. Abou Sangare bringer med sin eminente skuespilpræstation og baggrund en nerve og ægthed til filmen, der ikke ville være det samme, hvis det var en franskfødt skuespiller uden samme livserfaring, der havde spillet rollen.
Han er en gave til filmen, og ved Cannes filmfestival sidste år vandt han også to priser for præstationen.
I disse år er der stor debat om asylansøgere i Europa, og Frankrig har strammet grebet om indvandringen, fordi der har været problemer med kriminalitet og en forfejlet integration. I debatten hører vi ofte om problemerne ud fra politikernes og eksperternes synspunkt, så det er tiltrængt med en film, der forsøger at skildre livet som asylansøger og give et andet billede af de mange mennesker, der lever i Europa, uden papirer. Et mere menneskeligt og dybdegående billede, der viser sårbarhed og modstandsdygtighed, og som heldigvis ikke falder i fiktionens fælde med en for rosenrød og urealistisk handling.
Derudover udstiller filmen udfordringen i, at flere europæiske lande fører en hård politik over for migranter og flygtninge, der ønsker arbejdstilladelse og asyl i et europæisk land, men at landene samtidig har brug for arbejdskraften, hvis vi vil opretholde en livsstil, hvor vi eksempelvis får bragt mad til døren af cykelbude. Eller får høstet vores oliven, som Danwatch for nylig afdækkede med serien ‘Siciliens grønne guld’.
Filmen er en af dem, der sætter sig fysisk i kroppen. Sætter refleksioner og følelser i gang. Den sad i mig længe efter. Det bør alle opleve.
Filmen får premiere i udvalgte biografer i Danmark den 15. maj.
