Mens danske plejehjemsbeboere og kronisk syge modtager invitationer til et tredje “booster”-stik i deres e-boks, så er kun omkring 3% af Afrikas befolkning fuldt vaccinerede for COVID-19. Samtidig sår forskere tvivl om, hvorvidt booster-vaccinen overhovedet er nødvendig.
Den danske stat har imidlertid 46,5 millioner nye vacciner på vej, viser de nyeste tal, som Danwatch har fået oplyst af Statens Serum Institut.
Det drejer sig blandt andet om 5,7 millioner fra Johnson & Johnson og 5,2 millioner fra AstraZeneca, selvom vaccinerne er udgået af det danske vaccinationsprogram. Statens Serum Institut oplyser i en mail til Danwatch, at de ikke kan afbestilles, da der er indgået bindende aftaler om vaccinerne.
Den 1. juli i år lød det fra Udenrigsministeriet, at den danske stat ville donere 1 million forudbestilte AstraZeneca-vacciner til den internationale organisation COVAX, der omfordeler vaccinerne til verdens fattigste lande. Derudover har Danmark doneret knap 2 mio. vacciner uden om COVAX direkte til Ukraine, Bhutan, Kenya og en række lande i Vestbalkan.
Men strategien er for uambitiøs, når man samtidig tager højde for de kommende leverancer, mener Læger Uden Grænser:
“Faktum er, at vi kommer til at have millionvis af overskudsvacciner i Danmark, selvom man har vaccineret hele befolkningen og givet booster-vacciner til de sårbare grupper. Det er fuldkomment latterligt, når der er akut behov for dem til at stoppe pandemien ude i verden”, siger Julia Raavad, der er analysechef i Læger uden Grænser.
Statens Serum Institut har oplyst til Danwatch, at Danmark i den kommende tid vil modtage følgende vacciner fra de forskellige vaccineproducenter.
Angivet i millioner doser
Den internationale organisation COVAX, hvis erklærede mål er at forsyne lav- og mellemindkomstlande med 1,5 milliarder vacciner inden udgangen af 2021, er slet ikke i mål. Organisationens egne tal fra den 15. september viser, at blot 272 millioner vacciner er sendt i cirkulation.
Flemming Konradsen, der er professor i global sundhed på Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet, mener, at COVAX har svært ved at nå målet, fordi lande som Danmark er ineffektive, nu hvor deres egne befolkninger er færdigvaccinerede.
“Problemet er, at højindkomstlandene sidder for længe på doserne. De modtager dem og begynder først at overveje, om de skal videregive dem, når lageret er helt proppet”, siger Flemming Konradsen.
Julia Raavad fra Læger uden Grænser ser samme tendens. Hun frygter, at den ineffektive fordeling af vacciner betyder, at der ved årets afslutning sendes en enorm mængde overskudsvacciner til COVAX for at nå målet. Konsekvensen er, at de modtagende lande ikke kan følge med:
“Hvis højindkomstlandene finder ud af, at de har alt for mange vacciner liggende, risikerer vi, at der kommer en kæmpe sending af doser i november og december . Langt flere end de modtagende lande og deres sundhedssystemer kan håndtere på så kort tid”.
For at undgå flaskehalseffekten haster det at få vaccinerne ud nu, understreger hun.
Danmark har indgået følgende aftaler for donationer fra vaccinebeholdningen. 1 million er lovet til COVAX, der efterfølgende vurderer, hvilke lande, der har behov for vaccinerne. Resten er øremærket specifikke lande, mens der også er solgt en mængde Pfizer-BioNTech-vacciner til New Zealand.
“Der er virkelig ingen grund til, at de vacciner ligger på et lager ude på Amager. De skal ud og gøre en forskel så hurtigt som muligt. De skal direkte fra fabrikken og ud i armene på folk”, siger Flemming Konradsen.
Han kalder det ‘mystisk’, at højindkomstlande ikke giver leverancerne direkte til COVAX. Det kan løse akutte behov i lavindkomstlandene, men det kan også spare højindkomstlande for en lang række logistiske og administrative omkostninger, mener han:
“Der er en hel del administration, lagerplads og forsinkelse i, at doserne skal hertil, hvor en masse mennesker skal bruge rigtig meget energi på at få dem ud af vagten igen nogle måneder senere”.
Når Danmark laver aftaler med f.eks. Ukraine, så er det ikke “bare at køre vaccinerne til lufthavnen og sætte dem på flyet”, som Flemming Konradsen formulerer det.
At højindkomstlande tilvælger det logistiske besvær kan ifølge Flemming Konradsen være udtryk for, at eksterne politiske hensyn vægter tungere end den globale pandemibekæmpelse.
“Det kan være, at man får nogle bistands- eller udenrigspolitiske point ud af at besidde nogle doser, som man kan handle med. På den måde indgår doserne i ens udenrigspolitiske engagement”, siger Flemming Konradsen.
Han fremhæver blandt andet den danske donation til Ukraine og salget af 500.000 Pfizer-vacciner til New Zealand som symptomer på, at der kan være gået udenrigspolitik i vaccinepolitikken.
De fleste af Danmarks vaccinedonationer har hidtil været udenom COVAX-samarbejdet som øremærkede donationer. Men øremærkede donationer af vacciner, der allerede har været opbevaret i Danmark, er ikke nødvendigvis en fordel for et lavindkomstland, mener Julia Raavad:
“Vi er bestemt ikke fortalere for, at vaccinerne først kommer til Danmark, der så laver de her bilaterale donationer, som vi har set tidligere. Det er svært for de lande, der modtager doserne, at lave en vaccinationskampagne, når man ikke kan regne med hverken mængden af vacciner eller deres udløbsdato”.
Fordelen ved en leverance af vacciner fra COVAX er, at et lavindkomstland modtager en samlet mængde vacciner, der har samme holdbarhed og er af samme type. Det gør det lettere at facilitere et nationalt vaccineprogram, påpeger Julia Raavad. Derudover tager COVAX højde for, hvor vaccinebehovet er størst i verden, hvilket de bilaterale aftaler ikke vægter på samme måde.
Hun tilføjer, at det ikke bare er i lavindkomstlandenes interesse, men at det internationale samfund som helhed burde prioritere COVAX højere, hvis man på globalt plan skal få bugt med pandemien:
“Vi er jo nødt til at bekæmpe pandemien globalt, for ellers risikerer vi bare, at pandemien kommer tilbage i mutationer, som vores nuværende vacciner ikke kan håndtere”.
Joachim Krejberg Knudsen
Charlotte Aagaard
