2. april 2021

Nationalisme bremser vacciner til verdens fattigste

FN er i fuld gang med at rulle corona-vacciner ud til verdens fattigste lande, men omsiggribende vaccine-nationalisme spænder ben for bestræbelserne. WHO advarer om, at manglede vacciner til det globale syd kan udløse en boomerang-effekt, som gør det umuligt at stoppe pandemien

Ghana har indtil videre modtaget 600.000 vaccinedoser til landets 31 millioner indbyggere. Vaccinerne blive blandt andet leveret med droner til afsidesliggende klinikker Foto: Samuel Moore/Gavi

Vi kan først stoppe pandemien, når vi holder op med kun at tænke på os selv.

Det er budskabet fra Verdenssundhedsorganisationen WHO fire måneder efter de første corona-vacciner blev taget i brug.

Mens Danmark og mange andre af verdens rigeste lande snart kan ånde lettet op i takt med at ældre og udsatte medborgere er blevet vaccineret mod corona, ser virkeligheden helt anderledes ud i resten af verden.

Selv om FN ihærdigt forsøger at levere vacciner til verdens 92 fattigste lande, står en omsiggribende vaccinenationalisme i vejen for at skaffe tilstrækkelig med vacciner til at beskytte de mest udsatte og de ansatte i sundhedssektoren.

Indtil videre er det lykkedes den såkaldte Covax-ordning, der opkøber og fordeler vacciner til de fattigste lande at levere 32 millioner doser til foreløbig 63 lande. De resterende 31 lande har endnu ikke fået så meget som en dråbe.

Ifølge UNICEFs oversigt over leveringsaftaler står Covax til at levere yderligere 16 millioner doser inden 1 maj, men målet er fortsat at nå op på mellem 1,3 og 1,8 milliarder doser i 2021, siger Gavi’s talsmand. 

Vaccine-nationalisme spænder ben

Allerede for et halvt år siden stod det klart, at det bliver meget svært at få vaccineret befolkningen i verdens fattigste lande.

Som Danwatch kunne fortælle i efteråret 2020, havde verdens rigeste allerede på daværende tidspunkt sat sig tungt på langt størstedelen af verdens vaccine-forsyninger ved at indgå forhåndsaftaler med de store vaccineproducenter. 

Men det er ikke kun verdens rigeste lande, der har travlt med at reservere vacciner. Senest har også Indien meldt sig på listen over lande, der vælger at prioritere deres egen befolkning.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters skulle Covax have modtaget 28 millioner doser fra den indiske vaccineproducent i første kvartal af 2020, men i sidste uge kom det frem, at Indien har valgt at beholde en fjerdedel af vaccinerne selv. I alt ti millioner vaccinedoser er dermed blevet brugt i Indien i stedet for at lande hos Covax som oprindelig aftalt – en situation, som også bekræftes at UNICEFs oversigt over levering af Covax-vacciner.

Det betyder, at udrulningen af vacciner til de fattigste lande bliver yderligere forsinket

Så mange vacciner er Covax blevet lovet

Covax har ligesom alle andre opkøbere lavet forhåndsaftaler med de store vaccineproducenter. Vaccinerne fra AstaZeaca udgør langt størstedelen af de aftaler, Covax har indgået, men per 1. april har alliancen kun fået 32 mio doser. Målet er at levere 1,3 milliarder doser inden nytår.

  • AstraZeneca/ Covishield  – op til 1,27 mia doser
  • Pfizer-BionTech – 40 mio doser
  • Johnson & Johnson – 500 mio doser
  • Novavax – 1,1 mia doser
  • Sanofi/GSK – 200 mio doser
Kilde: Gavi

Et globalt problem

Problemerne med at skaffe vacciner til Covax-ordningen har fået WHO til at advare om, at den ulige adgang til vacciner kan underminere hele indsatsen for at bekæmpe pandemien.

Lederen af WHO’s nødprogrammer på sundhedsområdet Maria Van Kerkhove advarede i sidste måned om, at verden ikke har vacciner nok til at stoppe pandemien.

“Mange lande ruller vacciner ud i øjeblikket men vi har ikke vacciner nok til at vende epidemien”, sagde hun på et pressemøde om vaccinesituationen.

“Vi er nødt til at anvende vaccinerne på en smartere måde.”

Og med det mener WHO, at lande som Danmark, der planlægger at vaccinere hele befolkningen, bør skifte kurs og i stedet give en del af deres vacciner til resten af verden, så de mest udsatte og sundhedsarbejdere i alle lande kan blive vaccineret først.

“Bilaterale aftaler, eksportforbud, vaccinenationalisme og vaccinediplomati har forvredet markedet og skabt ekstrem ulighed i udbud og efterspørgsel af vacciner,” sagde generalsekretær Tedros Adhanom Ghebreyesus på et pressemøde for nylig.  

Han understreger, at der er brug for “flere hundreder af millioner” vacciner mere, hvis det skal lykkes at stoppe pandemien.

Risiko for boomerang effekt

Når WHO i den grad advarer mod konsekvenserne af den ulige adgang til vacciner er det ikke kun fordi befolkninger over hele verden bør have ret til at blive vaccineret. Det er også fordi der konstant udvikles nye corona-variationer, som kan resultere i ny global corona-bølge.

Og frygten for, at vaccinenationalisme vil give bagslag bakkes op af internationale eksperter. 

En af den er Jeremy Farrar, professor i tropisk medicin og direktør for den britiske sundhedsorganisation Wellcome Trust. I et interview med BBC Radio forklarer han, hvorfor en mere ligelig adgang til vacciner er den bedste måde at beskytte verden mod nye corona-varianter. 

“Vi beskytter også os selv, hvis vi sørger for at levere vaccinere til hele verden.” 

“Den største risiko i øjeblikket er, at der bliver ved med at dukke nye varianter op og disse vender tilbage for at hjemsøge os i vores egne lande,” siger professor Farrar til nyhedsbureauet Reuters. 

“Hvis vi fortsætter med at lade smitten brede sig i store dele af verden uden at tilbyde vacciner, vil denne pandemi fortsætte i flere måneder og år fremover. Den bedste måde at slippe af med pandemien er er at gøre vacciner tilgængelige globalt,” siger han.

Opfordring til Danmark

Derfor mener WHO, at Danmark og andre rige lande skal vente med at vaccinere hele befolkningen og i stedet bruge vaccinerne på at beskytte bl.a. sundhedsarbejdere over hele verden. 

Ghebreyesus kalder det “grotesk” at rigere lande satser på at beskytte hele befolkninger på bekostning af udsatte og sundhedsansatte i fattigere lande.

“At nogle lande nu vaccinerer yngre, raske mennesker med lav risiko for alvorlig sygdom vil koste sundhedsarbejdere, ældre og udsatte i andre lande livet”, siger han.

Ghebreyesus opfordrer derfor lande med adgang til store vaccineforsyninger til at “donere så mange vacciner, som de kan” til Covax.

“Jo flere lande, som donerer hurtigst muligt, jo flere doser har vi at dele med lande, som har desperat brug for dem”.

Hos Gavi bekræfter talsmanden, at det vil være “en vigtig del af bestræbelserne på at sikre verden hurtig og ligelig adgang til vacciner”, hvis lande som Danmark donerer en del af sine vacciner til Covax.

“Vi har brug for at de rigeste lande og vaccineproducenterne prioriterer Covax. Faren ved ikke at gøre dette er indlysende, når man ser pandemiens effekt på hele verdens sundhed, økonomi, handel, rejser, lokalsamfund og enkeltpersoner ”, siger talsmanden.

Flere artikler fra undersøgelsen:

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right