12. maj '21Tøj og tekstil

Mindre modebrands undgår Kina. Risikoen for tvangsarbejde er for stor

Arbejdsforhold og menneskerettigheder i den kinesiske bomuldsproduktion er så vanskelige at kontrollere, at flere danske modebrands har valgt helt at undgå kinesisk bomuld i deres varer. Men det er ikke en realistisk løsning for de store fast fashion-kæder som H&M, mener branchefolk og eksperter.

Depositphotos 245009550 Ds

Kinas omfattende brug af uighurske tvangsarbejdere i bomuldsprovinsen Xinjiang bør få modevirksomhederne til at genoverveje, om Kina er det rigtige sted at få syet modetøj, mener flere branchefolk.

Alle der er med til at producere vores tøj har ordentlige forhold. Der er mindsteløn, barselsorlov, rent vand, adgang til toilet. Her er ingen, der bliver låst inde i produktionslokaler eller andre steder.

Sådan beskriver Camilla Balle forholdene i den kæde af virksomheder, som leverer økologisk bomuldstøj til det succesfulde modefirma Basic Apparel, som hun grundlagde for otte år siden.

Camilla Balle er overbevist om, at der  ikke er tvangsarbejde i Basic Apparels varekæde, hverken hos de plantager, hvor bomulden bliver plukket; på spinderierne, hvor den bliver renset og spundet; på væverierne hvor tråden bliver strikket eller vævet til metervarer; eller på de systuer, hvor stofrullerne bliver forvandlet til færdige t-shirts, striktrøjer eller bomuldskjoler.

Løftet om ingen tvangsarbejde kan være svært at holde i tekstilindustrien. Særligt i den kinesiske bomuldsproduktion er det blevet et aktuelt problem, efter den britiske tv-station BBC har afsløret, hvordan de kinesiske myndigheder tvinger hundredtusindvis af muslimske uighurere og andre religiøse mindretal til hårdt fysisk arbejde i de mange bomuldsplantager i den kinesiske Xinjiang-provins.

Omkring 85 procent af Kinas bomuld kommer fra Xinjiang, og 20 procent af verdens bomuld kommer fra Kina, hvilket gør det meget svært for modebranchen at undgå tvangsarbejde i deres varekæde.

Læs mere: Danske modebrands anvender kinesisk bomuld trods risiko for tvangsarbejde

Undgår helst Kina

Men hos Basic Apparel er Camilla Balle altså sikker på, at der ikke er nogen form for tvangsarbejde bag firmaets afslappede bomuldstøj.

Forklaringen er, at hendes firma anvender en certificeringsordning, der angiveligt fører tilsyn med alle led af varekæden fra plantage til færdigt produkt mindst en gang om året.

Og så har hun som en lang række andre, mindre tøjbrands, valgt at undgå Kina som produktionsland, når det gælder bomuld.

“99,9 procent af vores bomuldsvarer bliver produceret i Tyrkiet. Vi ønsker generelt ikke at producere varer, der er lavet af bomuld fra Kina,” siger hun og understreger, at det blandt andet skyldes arbejdsforholdene i Kina og den manglende gennemsigtighed.

Kun i ét enkelt tilfælde er Basic Apparel gået på kompromis med dette princip.

“Vi får lavet en enkelt bomuldsvare i Kina. Det er en trenchcoat i økologisk bomuld, som bliver syet på en fabrik i Kina, og det er simpelthen, fordi kineserne er meget dygtige til overtøj. Det er vi ikke her i Europa, og det er simpelthen ikke lykkedes os at finde en fabrik, der kan lave det pænt,” siger hun og forklarer, hvordan Basic Apparel har sikret sig, at forholdene både på fabrikken og i resten af varekæden er i orden.

Hun forklarer, at alle led i varekæden har det såkaldte GOTS-certifikat.

Det står for Global Organic Textile Standard og er en økologisk certificeringsordning, der dækker både økologi og arbejdsforhold.

Ifølge ordningens hjemmeside er der mere end 10.000 virksomheder i 73 lande, som er GOTS-certificeret, men selv ikke denne ordning er fejlfri viser sidste års afsløring af omfattende svindel med GOTS-certificeret bomuld i Indien.

Hvad er GOTS?

GOTS er en forkortelse for Organic Textile Standard og er den mest brugte certificering inden for økologiske tekstiler af f.eks bomuld, uld og silke.

Der findes to typer GOTS-certificering, hvor det ene mærke garanterer 95 procent økologisk indhold i produktet og det andet 70 procent.

GOTS-certificeringen skal ske i alle led af produktions-kæden, fra plantage til færdigt produkt, for at være gyldig.

Ifølge ordningens hjemmmeside gennemføres der årlige tilsynsbesøg for at sikre, at certificeringskravene overholdes.

Kravene omfatter blandt andet, at:

  • Arbejdet skal udføres efter arbejdernes eget valg.
  • Arbejdsforholdene skal være sikre og hygiejniske
  • Der må ikke anvende børnearbejde
  • Der skal være en fastsat mindsteløn
  • Arbejdstiden må ikke være overdreven
  • Der må ikke udøves forskelsbehandling
  • Tvang eller anden umenneskelig behandling må ikke finde sted.
 Læs mere her: Global Organic Textile Standard

Strenge regler

Alligevel har Camilla Balle ro i maven.

“Vi er sikre på, at vores trenchcoats bliver syet af certificeret bomuld på en systue, som også er certificeret,” siger Camilla Balle og forklarer, at hun netop har valgt at bruge en producent, som er GOTS-certificeret af det danske konsulentfirma Sourcing House, der har specialiseret sig i at bygge bro mellem leverandører og kunder, som ønsker en mere bæredygtig produktion.

“Sourcing House har leverandører, vi kan stå inde for, og der er tjekket op på alle de her krav,” siger Camilla Balle.

“Og desuden besluttede vi, at vi ikke ville producere i Kina, med mindre der var tale om certificeret økologisk bomuld, så vi er sikre på, at bomulden ikke kommer fra Xinjiang”.

Hos Sourcing House undgår man også generelt bomuldsindustrien i Kina, forklarer varekædechef Anja Padget. Men der er enkelte undtagelser.

“70-80 procent af vores certificerede leverandører befinder sig i Indien, Tyrkiet og Bulgarien, men vi har også formidlet kontakter til enkelte kinesiske leverandører, der kan noget, man ikke kan andre steder” siger hun og nævner blandt andet to kinesiske virksomheder, der er “verdensmestre i at lave termotøj og regntøj i certificeret genbrugspolyester”.

Ifølge Anja Padget er der ikke nogen af de store modebrands, som anvender GOTS-certificering til at sikre, at deres forsyningskæde er i orden. Men hun fortæller, at der er stor interesse fra mindre brands, hvilket bekræftes af en søgning i GOTS medlemsliste.

En hjertesag

Forklaringen er blandt andet, at det er dyrt at undersøge og sikre hele sin forsyningskæde.

“Det er dyrt at certificere, det er hele dilemmaet. Og derfor er det ikke prioriteret for de store kæder der laver hurtigt og billigt tøj. En af grundene til, at det kan lade sig gøre at producere fast fashion så billigt, er fordi de ikke kigger ned i varekædens mange led med fokus på social og miljømæssig ansvarlighed”, siger hun.

Fast Fashion er en betegnelse, som bruges om masseproduktion af tøj, hvor kvalitet og pris ofte er i bund.

Men det er ikke fordi, det ikke kan lade sig gøre, understreger Anja Padget.

“Hvis man virkelig ønsker at sikre, at arbejdsforhold, miljø og sporbarheden er i orden, kan det godt lade sig gøre. Men det kræver et større arbejde, og at man afsætter medarbejdere til at gøre det, samt bruger ressourcer og penge på kontinuerlig opfølgning”.

Hos Basic Apparel mener Camilla Balle også, at det har lange udsigter, før fast fashion-kæderne er villige til at satse på en gennemkontrolleret produktion.

“Jeg tror, der er lang vej igen, før fast fashion kæderne er parat til at sætte sig i certificeringsordninger som GOTS. Det er dyrt og tungt, så det skal virkelig være noget, man gør med hjertet  og ikke fordi man tænker kroner og ører,” siger hun og understreger, at bæredygtighed ikke nødvendigvis er en god forretning.

“Så længe de store kæder kan sælge deres tøj på den måde, de gør i dag, tror jeg ikke, de ændrer kurs. Hvis de satser på at blive bæredygtige, også socialt, vil det ihvertfald ikke kunne lade sig gøre at blive i Kina og producere til de priser, de kan i dag.”

Hvad er virksomhedernes ansvar?

Ifølge FN’s regler for Menneskerettigheder og Erhverv er alle virksomheder, uanset størrelse ansvarlig for, at menneskerettighederne overholdes i alle led af deres produktion.

Ifølge FN’s regler skal virksomheden have styr på forholdene hele vejen fra bomuldsplantagen til butikken hvor deres vare sælges.

Denne kæde kan bestå af mange led, f.eks. bomuldsplantage, frøsorteringssanlæg, auktionshus, spinderi, væveri, farveri, syfabrik, pakning, transport og salgssted.

I praksis har mange virksomheder i mode- og tekstilbranchen kun styr på forholdene i første led af deres baglæns varekæde, hvilket typisk vil være den systue eller fabrik, hvor deres tøj bliver fremstillet.

Reglerne er vejledende men suppleres blandt andet af OECDs regler for multinationale virksomheder, retningslinjerne fra UN Global Compact samt en række nationale lovgivninger.

Læs mere her: FNs regler om virksomhedsansvar

At blive eller ikke blive

Flere branchefolk mener, at tøjproducenterne er nødt til at genoverveje måden at producere især fast fashion på, fordi hensynet til indtjening vægtes langt højere end hensynet til de mennesker, der skal producere varerne.

Frederik Larsen fra konsulentfirmaet In futurum, der rådgiver danske virksomheder om social ansvarlighed, er en af dem.

“Lige nu regner mange virksomheder med, at de ikke behøver at gøre noget i forhold til deres produktion i Kina. Der er indtil videre kun nogle få store brands, som har fået ørerne i maskinen, så de fleste regner med, at de går under radaren” siger han.

En af de store virksomheder, der rent faktisk er kommet i klemme er H&M, som tidligere på året har erklæret, at de fremover ikke ønsker at anvende bomuld fra Xinjiang – et skridt, der har fået det kinesiske kommunistparti til at opfordre kinesiske forbrugere til at boykotte det populære brand og myndighederne til at fjerne H&M fra kinesiske handelsportaler.

Hvordan H&M i praksis har tænkt sig at undgå bomuld fra Xinjiang, så længe store dele af deres tøj produceres i Kina, er uklart.

Frederik Larsen mener, at den eneste måde at være 100 procent sikker på, at den bomuld man bruger, ikke er plukket af tvangsudsendte uighurer, er at undlade at source bomuld fra Kina.

“Opskriften på at undgå at medvirke til tvangsarbejde i Kina er at droppe kinesisk bomuld og etablere en kortere leverandørkæde, som man har styr på”, siger han.

Menneskeret eller mammon

Men det er ikke bare Kina, der er problemet, det er selve måden at producere på, som er forkert, mener Frederik Larsen

“Det store problem i tøjbranchen er, at mange virksomheder søger at få den bedste kvalitet til den billigste pris og derfor er villige til til at se gennem fingre med forholdene der, hvor deres varer bliver produceret”, siger han.

“Så længe vi bliver ved med at producere så billigt og hurtigt som muligt, er der ikke   grundlag for at sikre en etisk forretning. Det er den indstilling, der skal ændres”, siger han og opfordrer den danske tøjbranche til at bruge problemerne med tvangsarbejde i Kina til at genoverveje deres forretningsmodel.

“Lige nu er det i Kina, der er store problemer der bliver belyst. For ti år siden var det Bangladesh, der var problemet og før det et andet sted. Der bliver ved med at være problemer, fordi det er forretningsmodellen, der er noget galt med,” siger han.

“Det er vigtigt at tage fat om roden af problemet, ellers bliver de her sager ved med at poppe op.”