
Kongeriget Lesotho ligger i det sydligste Afrika med frodige bjerge og jordsletter. Til alle sider er landet omgivet af Sydafrika, som kongerigets økonomi er stærkt afhængig af. Lesotho eksporterer nemlig sin vigtigste naturressource til nabolandet: vand. Men en ny rapport fra den britiske NGO Water Witness viser, at landets andet eksporteventyr truer vandressourcerne.
Ifølge rapporten har Lesothos voksende tøjindustri blandt andet ført til forurening af floder. En anonym embedsmand i Lesotho fortæller til Water Witness, at kemisk affald fra tøjindustrien forurener vandet i de omkringliggende byer og skaber store problemer med landets flodsystemer, der fører vandet rundt.
“Befolkningen klager over lugten fra vandet og er bange for deres sundhed. Nogle steder gør forureningen vandet blåt”, fortæller han. Samtidig har forureningen skabt konflikter mellem lokale og tøjindustrien, fordi industrien har førsteret til vandet. Det betyder, at folk, der bor nær industriområderne, i perioder bliver tvunget til at klare sig i flere dage uden adgang til vand.
Netop fordi Lesotho tjener penge på at levere vand til nabolandet, er befolkningens adgang begrænset. I 2020 solgte Lesotho knap 800 milliarder liter vand videre til Sydafrika med en indtjening på mere end 400 millioner kroner. Det sker via enorme dæmningsprojekter støttet af blandt andet Verdensbanken og Den Europæiske Investeringsbank. Men dæmningerne har afskåret omkringliggende landsbyer fra adgang til vand. 69-årige Mammofeng Sejanamane bor i landsbyen Thabaneng tæt ved Katse-dæmningen. Hun fortæller til Daily Maverick, at hun før dæmningen havde adgang til vand, men nu må gå i flere timer for at finde vand, der ofte er forurenet.
Dæmningerne og den voksende tøjindustri sætter skub i Lesothos trængte økonomi, men har samtidig skabt vandmangel hos befolkningen. Og tøjproduktionen har også andre følgevirkninger. Læs om det her:
- Som Lesothos største private arbejdsgiver beskæftiger tøjindustrien 55.000 ud af landets to millioner indbyggere, og 90 procent af arbejderne på tøjfabrikkerne er kvinder. Med en høj arbejdsløshed er tøjindustrien vigtig for Lesothos økonomi. Men siden marts 2020 er 6.000 arbejdere blevet fyret som følge af covid-19. Det vil ifølge fagforeningen National Clothing, Textile and Allied Workers Union føre til stigende kriminalitet, fordi folk i forvejen kæmper for at brødføde sig selv og deres familier, hvilket i sidste ende vil svække landets samlede økonomi.
- Tidligere i år nåede nåede befolkningens desperation et kritisk punkt og tusindvis af tekstilarbejdere gik på gaden i protest over lave lønninger på tøjfabrikker, der producerer for internationale mærker som Levi’s og Wrangler. Det lokale politi forsøgte at stoppe demonstrationerne og under sammenstødet blev en kvinde skudt og dræbt. Det skriver den britiske avis The Guardian.
- De mange kvinder, der syr jeans for Levi’s og Wrangler lider ikke kun under lave lønninger og løse ansættelser. I en rapport fra Workers Rights Consortium fortæller mere end 120 kvinder fra tre forskellige fabrikker, at de er blevet tvunget til sex med mandlige overordnede. Det skriver The Guardian.









