Det er ikke kun de mennesker, der bliver ofre for undertrykkende regimers fængslinger af dissidenter, der lider skade. Politisk vold har også konsekvenser for ofrenes kommende børn og børnebørn.
Det er temaet for dokumentarfilmen “Born in Evin”, som i denne uge åbner filmfestivalen Docs and Talks.
I filmen forsøger den iransk-tyske skuespiller og instruktør Maryam Zarees at få sin mor til at fortælle om, hvad hun oplevede, da hun som helt ung sad fængslet i Iran.
Det gør hun uden held, afslører Robin May Schott, der er seniorforsker ved DIIS og deltager i en debat om konsekvenserne af kollektiv vold efter filmvisningen.
“Maryam Zarees prøver forgæves at få moderen til at fortælle om sin tid som politisk fange i Iran. Men hendes mor vil ikke tale om det. Hun vil ikke fokusere på det grusomme, men på alt “det andet”, som hun udtrykker det”.
Fortsat åsted for politiske forbrydelser
På trods af grusomhederne, er det gået både mor og datter godt i Tyskland. Maryam Zaress var kun to år gammel, da de kom til deres nye land. Moderen, der dengang var i starten af tyverne, har siden taget en PhD i psykologi og stillet op som borgmesterkandidat. Men at fortælle sin datter om fortiden i Iran, magter hun ikke.
Maryam Zaress ved, at hun blev født i det berygtede torturfængsel Evin i Irans hovedstad Teheran. Et sted, der også i dag er åsted for både tortur og henrettelser.
[Citat1]
Zaress ved også, at moderen var gravid og kun 19 år gammel, da hun på grund af sin politiske aktivisme blev taget til fange. Men hun kan ikke få sin mor til at fortælle om, hvad hun oplevede i fængslet. Eller om hvordan det var at blive fængslet som ung og gravid. Eller om hvordan en fødsel foregår sådan et sted.
I stedet må hun tale med både familiemedlemmer og andre mennesker, der selv har siddet i fængslet, for at forsøge at strikke historien sammen.
“I Evin-fængslet var tortur udbredt. Der var også tilfælde, hvor forældre blev tortureret, mens deres børn så på. Det er også et spørgsmål, som instruktøren stiller, men ikke får svar på. Blev hun selv vidne til tortur mod sin mor, da hun var helt lille”, siger Robin May Schott.
– Hvorfor vil ofre for kollektiv eller politisk vold, som moderen i denne film, ofte ikke fortælle deres historie?
“Det er der flere forklaringer på. Der et følelsesmæssigt niveau, men også et samfundsmæssigt niveau. For det første er modstandsdygtighed en dyd i samfundet. For det andet skal man være stærk og ikke dvæle ved fortiden. Det samme kender man fra fanger, der overlevede koncentrationslejrene under Anden Verdenskrig”, siger Robin May Schott.
“Det er en ideologi i samfundet, hvor man er et mindre værdigt menneske, hvis man er et offer. Derfor er der et pres om, at de skal glemme fortiden og se fremad”.
Og det har konsekvenser også for ofrenes efterkommere.
“Det har måske været en del af moderens overlevelsesstrategi ikke at fortælle. Men det påvirker også familierelationerne, forholdet mellem mor og datter. Hvis man holder noget meget stort, der er sket i ens liv, hemmeligt, betyder det noget for barnet. På den måde kan man tale om, at traumer går i arv.”
[Citat2]
Sandhedskommissioner afgørende
For at bryde arven, må tavsheden brydes, mener Robin May Schott.
“Nogle psykologer taler om, at hvis man har oplevet tortur, hvis et andet menneske har slået din krop i stykker på ordre fra en regeringsmagt, så smadrer det ens tillid til hele verden. Ikke kun til den konkrete regering, eller den konkrete torturbøddel”, siger hun.
“At mishandlingen, torturen, er blevet opfattet som legitim under det politiske system og af det samfund, man har været en del af, bidrager til, at tillidsbruddet bliver endnu værre”.
Men tilliden kan genetableres, mener Robin May Schott.
“Jeg mener, at det er meget vigtigt med sådan noget som sandhedskommissioner. Det er afgørende, når der er tale om forbrydelser, der er sket i fortiden, at samfundet fordømmer dette og anerkender ofrene. Samfundet skal sige til dem: Vi har hørt din lidelseshistorie, og du har ret. Det var forkert, det der skete. Derefter kan man genetablere en tillid til verden”.
I Iran er en undertrykkende og voldelig regering fortsat ved magten. En anerkendelse af de overgreb, der er foregået, ligger derfor meget langt væk. I filmen “Born in Evin” fremgår det også, at det har betydning for både filminstruktøren og hendes mors forhold til deres fælles kulturelle baggrund, siger Robin May Schott.
“Det er en meget personlig og rørende film om, hvad det betyder at blive født i vold.”
Docs and Talks-festivalen finder sted fra 30. januar til 18. februar 2020. Den arrangeres i samarbejde mellem Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og Cinemateket.
Emilie Ekeberg