10. juni 2016

Ny måling: Moderne slaveri vidt udbredt

Mange flere mennesker lever i “moderne slaveri”, end man hidtil har vidst. Det viser ny rapport fra Walk Free Foundation. Antallet er steget med 28 procent siden 2014 og er nu oppe på 45,8 millioner mennesker i verden.


Led og du vil finde. I dag er det ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt der findes moderne slaver i store virksomheders forsyningskæder men snarere et faktum.Det fortæller Fiona David, hovedforfatter til Walk Free Foundations nye rapport ‘The Global Slavery Index’, til Danwatch. Rapporten bygger på 42.000 interviews og estimerer, at der i 167 lande lever næsten 46 millioner mennesker i ufrihed på grund af vold, trusler eller bedrag.[INSERT_ELEMENTOR id=”8121″]

“Spørgsmålet er ikke, om du har slaveri i din forsyningskæde, spørgsmålet er, om du har fundet det endnu, og hvad du derefter vil gøre ved det”, siger Fiona David.

Siden 2014 er det estimerede antal slaver i verden steget med 28 procent, men det skyldes snarere at metoden til at indsamle data er forbedret, end at det reelle antal er øget, forklarer Fiona David.

Slavearbejde sandsynligt i Gevalia og Nestlé

Den kaffe som danskerne køber kan være produceret under slavelignende forhold, afslører Danwatch i undersøgelsen “Bitter kaffe”. Verdens to største kaffeproducenter Nestlé (bl.a. Nescafé og Nespresso) og Jacobs Douwe Egberts (bl.a. Gevalia) indrømmede efter Danwatchs afsløringer, at kaffe fra plantager med slavelignende arbejdsforhold kan være endt i deres kaffe. Nestlé indrømmede desuden at have købt kaffe fra to plantager, hvor de brasilianske myndigheder i juli 2015 befriede arbejdere fra slavelignende forhold.

”Vi er fast besluttede på at løse dette komplekse problem i tæt samarbejde med vores leverandører, som vi har kontaktet”, skriver Nestlé.

Jacobs Douwe Egberts oplyser også, at virksomheden efter Danwatchs henvendelse har taget kontakt til alle underleverandører for at bede dem forklare, hvordan de sikrer sig mod at videresælge kaffe fra plantager med slavelignende arbejdsforhold.

Australsk multimilliardær kigger indad

Det er på høje tid, at virksomheder tager ansvar for deres underleverandører, lyder det fra multimilliardær og forretningsmand Andrew Forrest, som er formand for Walk Free Foundation.

“Tiden er inde til at tegne en streg i sandet og sige – ikke mere. Dette er hverken AIDS eller malaria, det er et menneskeskabt problem, som kan løses, og det er tid til at handle og befri verden fra slaveri en gang for alle”, sagde Andrew Forrest, da rapporten blev præsenteret i London af skuespiller Russell Crowe, der også er involveret i fonden.

Forrest har selv erfaret, at hans mineselskab Fortescue Metals Group havde underleverandører med slavelignende arbejdsforhold.

En inspektion af arbejdsforholdene hos et multinationalt selskab i Mellemøsten bekræftede, at der var en standard praksis, hvor man fratog migrantarbejdernes pas lige så snart de landede. Interviews med arbejderne viste, at de blev nødt til at betale skyhøje, ulovlige gebyrer for at få lov at arbejde, og derfor blev mange nødt til at låne penge til en rente på 60 procent. Det fik den konsekvens, at da to års arbejde var ovre, havde arbejderne ikke været i stand til at spare op af deres løn, og de rejste derfra med lige så lidt på lommen, som da de ankom, forklarer Fiona David.

Problemerne blev løst, fordi Andrew Forrest fik indsigt i de elendige forhold, og derfor ønsker Fiona David ikke at oplyse navnet på underleverandøren.

Direktører skal bekæmpe moderne slaveri

[INSERT_ELEMENTOR id=”8857″]

I dag er det staters myndigheder, der har ansvaret for at håndhæve et lands love og menneskerettigheder, og virksomheder står ikke til juridisk ansvar for, hvad deres underleverandører foretager sig. CSR er altså frivilligt. Flere organisationer heriblandt Human Rights Watch ønsker at forandre dette forhold.

Læs også: Human Rights Watch: Tving virksomheder til at overholde menneskerettigheder

I Storbritannien har regeringen i 2015 dog vedtaget “The Modern Slavery Act”, der forpligter virksomheder med en omsætning på 36 millioner pund og derover, til at lave rapporter der synliggør virksomhedernes strategier for at sikre, at der ikke eksisterer moderne slaveri i deres forsyningskæder. I Danmark er virksomhederne ikke forpligtet til at adressere slaveri i deres afrapportering. Dog er visse virksomheder forpligtet til at rapportere om deres politikker og strategier for menneskerettigheder.

Direktørerne i de britiske virksomheder skal skrive under på, at de vil gøre en aktiv indsats for at begrænse lovbrud, og ifølge Fiona David har det direkte ansvar sat skub i direktørerne. Hun oplever nu, at virksomhedernes bestyrelser i højere grad bliver forelagt strategier for at eliminere moderne slaveri.

“Jeg kan se ud fra de mange telefonopkald, jeg får fra britiske virksomheder, at loven har medvirket til, at moderne slaveri i forsyningskæder kommer på dagsordenen”, siger Fiona David og kalder det et “første vigtigt skridt”.

“Vi vil også meget gerne se en forandring i, hvordan man taler om problemet. I stedet for at hænge virksomheder ud, bør man fejre dem, som finder frem til slaveforholdene, afskaffer dem og laver nye, forbedrede arbejdsforhold”, siger Fiona David.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down