4. marts 2023

På trods af pres fra Biden og Sanders: Novo vil ikke følge konkurrents kæmpe prisnedslag

Efter medicinalvirksomheden Eli Lilly i denne uge besluttede at sænke prisen på insulin i USA, er Novo Nordisk blevet opfordret af amerikanske politikere til at gøre det samme. Men Novo afviser, da de mener deres insulin allerede er til at betale for amerikanerne.

I 2019 kørte Bernie Sanders diabetespatienter over grænsen fra USA til Canada og købte insulin til en væsentlig billigere pris. Foto: Scott Eisen/AFP/Ritzau Scanpix

En kæmpe sænkning af priserne på insulin fra en af deres største konkurrenter har sat Novo Nordisk under pres i USA.

Det hele begyndte, da medicinalgiganten Eli Lilly i denne uge annoncerede, at de sænker prisen på to af deres mest solgte insulinprodukter med 70 procent. Sammen med medicinalvirksomheden Sanofi sidder Novo Nordisk og Eli Lilly på 90 procent af insulinmarkedet i USA. Og sammen med annonceringen leverede Eli Lillys direktør David A Ricks en indirekte stikpille til andre producenter af insulin. 

“Vi driver forandringen ved at ændre prisen på ældre insuliner, men vi ved, at syv ud af ti amerikanere ikke bruger Lilly-insulin. Vi opfordrer politiske beslutningstagere, arbejdsgivere og andre til at slutte sig til os for at gøre insulin nemmere at betale”.

Derefter var det USA’s præsident Joe Biden, der sagde, at “andre burde følge” Eli Lillys eksempel.

Og til sidst henvendte Bernie Sanders sig direkte til Novos direktør Lars Fruergaard Jørgensen i et åbent brev.

“Hr. Jørgensen”, indledte Sanders, der er senator og formand for senatets Committee on Health, Education, Labor, and Pensions, uden et “kære”, “hej” eller nogen andre former for høflighedsfraser.

“Jeg opfordrer dig til at tilslutte dig Eli Lilly i væsentligt at sænke prisen, som dit selskab kræver for insulin, og sikre, at alle amerikanere er i stand til at købe den livreddende medicin”, skrev Sanders.

Derefter gav han virksomheders grådighed skylden for, at prisen på insulin er blevet så høj, at “1,3 millioner mennesker med diabetes måtte rationere insulin sidste år, mens jeres firmaer tjente milliarder i profit”.

“Det er fuldstændig uacceptabelt”.

Novo Nordisk ser dog ikke ud til at bøje sig for presset. Medicinalgiganten vil ikke oplyse, om de har svaret Bernie Sanders eller nogen som helst andre, men det lader ikke til, at de vil gøre det, han beder om og følge Eli Lillys eksempel, da de mener, at de allerede sikrer adgang til insulin.

“Vi har tilbudt insulin, der er til at betale, i USA i en årrække, og det vil vi fortsætte med. Patienter i USA, der har brug for adgang til insulin kan få hjælp gennem vores tilbud om prisbillighed”, skriver Ambre Brown Morley, Vice President for Media & Digital Global Communication i Novo Nordisk.

Svært at få svar

Da Danwatch først henvender sig til Novo er det i håbet om et mundtligt interview, hvor Novo vil forklare, hvordan de forholder sig Joe Bidens opfordring og Bernie Sanders brev.

I stedet sender presseafdelingen et skriftligt svar:

“I Novo Nordisk har vi en forpligtelse over for patienter til at skabe bedre adgang til medicin og til overkommelige priser. I den forbindelse har vi gennem de sidste mange år lanceret flere patientstøtteprogrammer i USA”, står der efterfulgt af en række eksempler på disse programmer.

For eksempel sælger Novo såkaldt human insulin, som man kan få uden recept i Wallmart for omkring 25 dollar. De har et program, hvor berettigede patienter får 30 dages forsyning for 99 dollars. Og de giver insulin til 30 dage gratis til patienter, der er i risiko for at måtte rationere deres insulin.

“Hos Novo Nordisk er vi fokuserede på vigtigheden af, at alle patienter kan få adgang til medicin, de kan betale, og vi er opmærksomme på, at ikke alle patienters situation er ens. Derfor er vi fortsat meget optaget af, dels hvad vi kan gøre for at forbedre vores patientstøtteprogrammer, dels at bidrage hvor vi kan i forhold til udviklingen af et mere bæredygtigt sundhedssystem i USA”, fortsætter svaret.

Da svaret ikke forholder sig til presset fra Biden og Sanders, spørger Danwatch om det skal forstås sådan, at Novo ikke kommer til at følge Eli Lilly og sænke priserne, fordi de allerede mener, at de tilbyder billig nok insulin, og om de har svaret Bernie Sanders.

Her overtager Ambre Brown Morley korrespondancen, og understreger “to be sure”, at Novo altså har tilbudt billig insulin i lang tid.

“Vi har ikke nogen yderligere kommentarer”, slutter hun.

Novo forholder sig stadig ikke til, om de vil følge Eli Lilly eller ej, eller om de vil svare Bernie Sanders. Derfor spørger Danwatch, om det vil være korrekt at skrive, at “Novo Nordisk afviser, at slutte sig til Eli Lilly og sænke priserne på samme måde, da de mener, at de allerede tilbyder insulin til en pris, der er til at betale.

Ambre Brown Morley mener, at det vil være “forvirrende” at skrive, at Novo afviser at slutte sig til Eli Lilly, når nu de allerede har muligheder på plads, der sikrer, at folk har råd til insulin. Hun skriver dog ikke, at det vil være forkert.

Karteller og høje priser

Danwatch kunne i forbindelse med Novos årsregnskab tidligere på året fortælle, at Novo blev sagsøgt af den californiske stat for indirekte karteldannelse, blandt andet sammen med Eli Lilly. I samme historie kritiserede forskere og internationale ngo’er Novos priser og prispolitik.

For eksempel forklarede Dzintar Gotham, der forsker i insulinpriser og arbejder som konsulent for blandt andre Verdenssundhedsorganisationen WHO, at insulin var langt billigere at producere, end de listepriser, som Novo sælger det til i USA, når de ikke giver rabat.

“Billedet er helt entydigt. Novo og de andre producenter henter fortsat meget store fortjenester på insulin. Og det er slet ikke nødvendigt. Der er masser af plads til at sætte priserne ned og samtidig bevare en god forretning,” sagde Dzintar Gotham.

Flere artikler om

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right