Det norske olieselskab Equinor, der indtil nu har haft over en kvart milliard danske pensionskroner i ryggen, vil snart pumpe den første olie op fra det såkaldte Bacalhau-oliefelt ud for Brasiliens kyst.
Ifølge Equinor selv er det et af de mest komplekse olie- og gasprojekter der er under udvikling i verden. 2.000 meter under havoverfladen skal der udvindes mere end 13 gange så meget olie, som Danmark forbruger på ét år.
Det hele skal ske i et beskyttet naturområde med udrydningstruede arter af fugle, hvaler, delfiner, fisk og havskildpadder.
Netop olieudvinding fra ultra-dybt vand er en kompliceret og risikofyldt proces – og så kontroversiel, at Danske Bank, som Danica Pension er en del af, har fravalgt at finansiere olieselskaber, der udvinder mere end fem procent af deres olie og gas fra ultra-dybt vand.
Alligevel kunne Danwatch tilbage i maj fortælle, at Danica Pension havde investeret 176 millioner kroner i Equinor.
Podcast
Du kan lytte til denne undersøgelse
Podcasten “Oliejagt i Paradis” er baseret på denne undersøgelse. Den er udgivet i samarbejde med RadioIIII og produceret af Rakkerpak. Udkom 5. maj 2026.

Danwatch samarbejder i øjeblikket med både Rakkerpak og RADIO4 om at gøre vores journalistik til gode lytteoplevelser. Følg med her …
I efteråret 2025 bliver de første tønder olie pumpet op fra en ny boring i dybhavet ud for Brasilien. Dermed bliver kampen mod olieboringen erklæret tabt. Journalist Emilie Ekeberg har været i Brasilien og besøgt dem, der har kæmpet mod olieboringen og ikke mindst set det paradis, der risikerer at gå tabt, hvis der skulle ske et olieudslip. I denne episode kan du høre om de bekymringer, der findes på land, og ikke mindst, hvordan danske penge kan knyttes til olieboringen.
Frederik Holst og Emilie Ekeberg er dine rejsekammerater, når de guider dig gennem historien om en af verdens dybeste oliebrønde dybt under havets overflade. I serien ser de nærmere det tropiske paradis og unikke havliv, der nu er nærmeste nabo, de følger pengesporet til de danske pensionskasser og møder de lokale, der har forsøgt at råbe myndighederne op. Oliejagt som du aldrig har hørt før. Værter: Frederik Holst og Emilie Ekeberg.
Medvirkende: Journalist, Emilie Ekeberg
Vært og tilrettelægger: Frederik Holst
Musik og lyddesign: René Slott
Redaktør: Tor Arnbjørn

Danica’s pressechef, Nicolai Johnsen, skrev dengang i en mail til Danwatch, at Danica var i færd med at genoverveje sin investering i Equinor.
”Vi er lige nu i en proces, hvor vi omlægger vores samlede investeringer i energisektoren ud fra en ny politik på området, og derfor er alle investeringer i energiselskaber lige nu til vurdering, herunder også Equinor”, skrev pressechefen til Danwatch i maj.
Nu har Danica, der forvalter en pensionsformue på mere end 400 milliarder kroner på vegne af 750.000 danske pensionskunder, så konkluderet, at de ikke længere kan investere i Equinor.
Pressechefen oplyser, at det sker ud fra en helhedsvurdering, hvor også Equinors “udvidelsesplaner for fossil energi” indgår.
“Samlet set efterlever selskabet ikke vores kriterier for en realistisk omstillingsplan”, skriver pressechefen.
Han oplyser samtidig, at Equinor kan blive taget ind i varmen igen, hvis Danica vurderer, at selskabet har forbedret sin klimapolitik.
“Restriktionslisten justeres løbende, hvor selskaber vil blive inkluderet eller ekskluderet, alt efter deres arbejde med at omstille sig”, skriver han.










