“Se datoen”. Francis Ajumane, fodboldjournalist i slutningen af tyverne, peger ned på sit gule vaccinationskort, stemplet af Camerouns sundhedsministerium. Der står den 7. januar. “Det var to dage inden åbningskampen. Jeg har aldrig været decideret modstander af vaccinerne, men jeg har bare ikke fået det gjort. Nu havde jeg ikke noget valg”, siger han.
I disse uger er Cameroun værter for Africa Cup of Nations, de afrikanske fodboldmesterskaber. Det er en stor begivenhed, måske den største på kontinentet i lang tid. Den centralafrikanske nation er en del af den kontinentale fodboldelite, og for landets præsident gennem 40 år, Paul Biya, er det et politisk projekt, der skal køre ham i stilling til endnu en valgsejr i 2025. Det er umuligt at tage fejl af i hovedstaden Yaoundé, hvor alle større gader er plastret til med bannere og plakater, der promoverer turneringen – og Biya selv.
Alligevel er slutrunden ikke blevet det tilløbsstykke, den var tænkt som. Mange kampe er blevet spillet foran få tusinde mennesker, enkelte foran endnu færre. For at få adgang til tribunerne skal man kunne fremvise et vaccinationsbevis mod corona, og det har fået konsekvenser. Francis Ajumane, der dækker slutrunden for det statslige onlinemedie Cameroon Insider, fik stikket i sidste øjeblik og kan nu passe sit arbejde på pressepladserne, men for mange andre camerounere har muligheden for at komme på stadion ikke været nok til at lade sig vaccinere.
“Folk her tror ikke på pandemien, så hvorfor tro på vaccinerne?”, siger Francis Ajumane.
Den 33. udgave af Africa Cup of Nations er dermed en påmindelse om, at den lave vaccinationsrate mange steder på det afrikanske kontinent ikke kun handler om mangel på vacciner. Det handler også om problemer med at få udnyttet de vacciner, landene rent faktisk har til rådighed.
“Enkelte lande har svært ved at få brugt bare halvdelen af deres doser”, skrev WHO’s Afrika-kontor i en status på kontinentets vaccineudrulning den 24. december – og det genkender Aminatou Seydou. Hun er grundlægger af Arda Yesso, en nigersk ngo, der blandet andet har fokus på folkesundhed, og har undersøgt den lave vaccinetilslutning i flere afrikanske lande for analyseinstituttet Afrobarometer.
“Der er en lang række faktorer i spil, og meget af det handler ikke decideret om pandemien, men er udtryk for nogle mere generelle problematikker på kontinentet”, siger hun.
Lige siden vi i Danmark og resten af Vesten begyndte at vaccinere mod coronavirus i slutningen af 2020, har der været kritik af den globale vaccinefordeling. De rige lande er blevet – og bliver stadig – beskyldt for at have hamstret vacciner.
Mens 77% af EU’s voksne befolkning har fået minimum to vacciner, er kun 10% af afrikanerne immuniseret. Og selvom omikron-varianten, der som bekendt først spredte sig i det sydlige Afrika, er blevet tilskrevet netop vaccineuligheden, kæmper mange i lande i det globale syd stadig med forsyningerne. For eksempel forventer den ulighedskritiske ngo Oxfam Ibis, at 71 procent af fremtidens vacciner vil gå til verdens tyve rigeste lande.
Sara Cooper, seniorforsker ved South African Medical Research Council, fastholder da også, at såkaldt “vaccinenationalisme” er den primære årsag til Afrikas tynde vaccinedækning. Hun nævner også, at mange vacciner ankommer til landene alt for tæt på deres udløb – noget som for eksempel har tvunget Nigeria til at smide én million doser ud i skraldespanden.
“Men”, siger hun. “Som vaccinerne er begyndt at ankomme til kontinentet, har det helt klart vist sig, at vaccinationsraterne ikke alene er et spørgsmål om udbuddet”.
Det ser man blandt andet i Cameroun. De første vacciner ankom til landet doneret af Kina i april sidste år. Siden er næsten 3,5 millioner doser blevet leveret, men kun lige akkurat halvdelen er indtil videre blevet taget i brug ifølge Africa CDC, de kontinentale sundhedsmyndigheder.
Der er undtagelser – Mozambique og Botswana blandt andet – men billedet gentager sig over meget af Afrika. I Nigeria, Camerouns store nabo mod nordvest, er knap 40 procent af i alt 46,5 millioner tilgængelige vacciner blevet givet. I Gabon er tallet 36,5 procent. Og i DR Congo er kun syv procent af forsyningerne blevet hevet ned fra hylderne.
“Det er meget bekymrende, at de enkelte lande ikke får brugt vaccinerne. Optaget er ikke, som vi gerne så”, sagde John Nkengasong, chef for sundhedsmyndighederne i Africa CDC, i december.
Spørgsmålet er selvfølgelig hvorfor? Hvorfor når så mange af vaccinerne aldrig ud i befolkningens arme?
“Enkelte lande har svært ved at få brugt bare halvdelen af deres doser
I Niger hører man ofte, at vaccinerne er et middel mod overbefolkning. Den slags spreder sig lynhurtigt på tjenester som WhatsApp. Det er sådan noget, min mor er faldet for.
Aminatou Seydous forældre har begge gode jobs i Niger. Hendes far er læge, og hendes mor er skolelærer. “Men de har virkelig hver deres syn på coronavaccinerne”, siger hun. “Som læge er min far naturligt nok for vaccinerne. Han ringede i går for at sikre sig, at jeg havde fået mit tredje stik. Men min mor hun tænker helt anderledes”.
Aminatou Seydou bruger sin mor som eksempel, fordi hendes indstilling til vaccinerne – og pandemien i det hele taget – er repræsentativ for situationen flere steder i Afrika.
“Der er rigtig mange, der, ligesom min mor, ikke tror på vaccinerne”, siger Aminatou Seydou.
Enkelte studier viser faktisk, at vaccineskepsis er mere udbredt i visse etablerede økonomier end i lav- og mellemindkomstlande, men det gør det ikke til en mindre udfordring i Afrika. Aminatou Seydous analyse for Afrobarometer – foretaget i Benin, Liberia, Senegal, Togo og Niger – viser, at hele syv ud af ti ikke har tillid til vaccinerne.
Tendensen viste sig også, da Den Afrikanske Union i februar sidste år undersøgte femten afrikanske landes indstilling til vaccination mod coronavirus. I lande som Etiopien og Tunesien lå vaccineskepsissen helt nede på 2-4 procent, men i halvdelen af de femten lande var det mere end tyve procent af de adspurgte, der ikke ønskede at blive vaccineret. I DR Congo var det hele 38 procent.
Aminatou Seydou mener, at der er flere forskellige ting på spil. Først nævner hun misinformation.
“I Niger hører man ofte, at vaccinerne er et middel mod overbefolkning. Den slags spreder sig lynhurtigt på tjenester som WhatsApp. Det er sådan noget, min mor er faldet for”, siger hun.
Misinformation om coronavaccinerne cirkulerer verden over, også herhjemme. I Afrika har den dog særligt gode vilkår, mener Aminatou Seydou.
For det første er der generelt lav tillid til politikerne på kontinentet. “I mange samfund er det familieoverhovederne eller de religiøse ledere, der er autoriteten, man lytter til. Det er ikke staten, så når regeringen opfordrer til, at man bliver vaccineret, vil det ikke have særlig stor gennemslagskraft, nogle gange nærmest tværtimod”, siger hun. I Niger og Liberia svarede næsten 90 procent af dem, Afrobarometer spurgte, eksempelvis at bøn var et mere effektivt middel mod corona end vaccinerne.
Samtidig er der en oplevelse af, at pandemien ikke er i nærheden af at være den primære sundhedsudfordring. Og ikke helt uden grund: Coronasmitten i Afrika blegner, når man sammenligner den med for eksempel malaria og HIV.
“Det betyder, at corona ikke rigtig er en prioritet i hverdagen”, siger Aminatou Seydou. “Og så er der mange, der spørger sig selv, hvorfor der mon er en vaccine mod corona, som der er rigtig meget af i Vesten, når der ikke er en mod de sygdomme, der er mest udbredte i Afrika? Det skaber spekulationer og usikkerhed”.
43% af de adspurgte i undersøgelsen fra Den Afrikanske Union var således overbeviste om, at afrikanere bliver brugt som forsøgskaniner i udviklingen af vaccinerne. Og på den måde skriver coronavaccinerne sig også ind i et langt større koloni- og medicinhistorisk spørgsmål.
“Det kan ikke undgås”, siger Sara Cooper fra South African Medical Research Council. “Vi har en historie, der automatisk svækker tilliden til Vesten. Der er bunkevis af eksempler på grimme medicinske forsøg udført i Afrika og også mere generel marginalisering af kontinentet. Det sidder i mange mennesker og kommer til udtryk i forhold til vaccinerne”, siger hun.
Vaccinesituationen i Afrika er dog ikke kun et spørgsmål om vigende efterspørgsel. Tag bare Sekenani Health Clinic langt ude på landet i det sydvestlige Kenya.
I december havde en gruppe fra lokalområdet rejst til klinikken for at blive vaccineret mod corona. Men det da de nåede frem, fik de besked på, at der ikke var flere doser på lager. Eller det vil sige: de lå i et køleskab i den nærmeste by 115 kilometer væk. De skulle være blevet kørt ud til Sekenani Health Clinic, men noget var gået galt i de lokale myndigheders koordinering.
“Vi måtte sige undskyld. Det er ikke en god følelse at afvise folk, der gerne vil have vaccinen”, sagde Mike Nalakiti, der arbejder på klinikken, da Reuters i december skrev om episoden.
Den slags logistiske udfordringer er ikke ligeså nemme at sensationalisere i overskrifter som eksempelvis vaccineskepsis, mener Sara Cooper, men de er mindst ligeså vigtige.
“De fleste afrikanske sundhedssystemer har ikke infrastrukturen til at få afviklet store vaccinationsprogrammer. Der mangler både finansielle og menneskelige ressourcer”, siger seniorforskeren fra South African Medical Research Council.
Problemerne er typisk størst i landområder som Narok County, hvor Sekenani Health Clinic ligger. Her er intet nemt. Først skal vaccinerne transporteres fra hovedstaden Nairobi til Narok by. Herfra skal de videre på motorcykler ud til klinikken. Kun ét pålideligt køleskab gør opbevaringen af vaccinerne besværlig, og så nytter operationen altså kun, hvis leverancerne falder sammen med, at de semi-nomadiske Maasai-hyrder, der bor i området, har råd og tid til at lægge vejen forbi klinikken.
Der er stor risiko for, at kæden hopper af undervejs. Uanset hvor gode intentionerne er.
Som Africa Cup of Nations er skredet frem, er der kommet væsentligt flere tilskuere på stadion i Cameroun. Flere og flere har takket ja til vaccination, men det er næppe hele forklaringen. Tomme sæder ser ikke godt ud for regimet, der for at komme dem til livs efter sigende har uddelt billetter til grupper af offentligt ansatte. Meget tyder også på, at vaccinekravet ikke altid bliver håndhævet lige konsekvent.
Hvis hjemmeholdet når finalen den 6. februar, kan Francis Ajumane heller ikke forestille sig, at der er én eneste camerouner, der vil lade en vaccine stå i vejen for en plads på stadion i Yaoundé.
“Er Cameroun i finalen, skal folk nok være klar til at drikke 20 doser, hvis det er det, der skal til for at komme ind og se kampen”, siger han.
Den afrikanske vaccinevirkelighed kommer i mange udgaver. Der kan være alverdens årsager til, at vaccinerne aldrig ender i armene på folk. Nogle gange handler det om misinformation, mistillid, endda kolonihistorie, andre gange om mere simpel logistik.
Men der kan også være alverdens årsager til, at man visse steder eller i visse perioder lykkedes med at få folk vaccineret. Et fodboldmesterskab, for eksempel.
Oscar Rothstein
