Arbejderne, der syr dit tøj, får stadig dårligere vilkår – og intet tyder på, at det ændrer sig

En rapport fra en britisk NGO afslører, at stort set ingen tøjfabrikanter kan garantere, at en eneste af de arbejdere, der syr deres tøj, får hvad der svarer til en leveløn. Til trods for CSR-indsatser går udviklingen i den gale retning, understreger en ekspert, fordi tøjindustrien er designet til hele tiden at tjene flere penge. Koste hvad det vil.
Du skal til at læse en Danwatch Perspektiv-artikel. Hvad er det? PERSPEKTIV stiller grundlæggende spørgsmål til komplekse problemstillinger og udfordrer din viden på områder fra hjørner af verden, som du ikke vidste, at du gerne ville vide mere om. God læselyst!

De arbejdere, der syr vores tøj får stadig dårligere forhold, fastslår en ny rapport. Her er det en fabrik i Phnom Penh i Cambodja. Ifølge en ekspert i globale arbejdstagerforhold er bunden er meget vel endnu ikke nået.

Foto: US Embassy / Flickr


Derfor skal du bruge 11 minutter på denne artikel:

Med åbne leverandørlister, højere grad af gennemsigtighed og CSR-indsatser er det oplagt at tro på, at tøjindustrien gradvist forbedrer forholdene for de arbejdere, der syr vores tøj. Men virkeligheden er ifølge rapporter den modsatte: Forholdene bliver værre. En ekspert i globale arbejdstagerforhold går her i dybden med den globale kapitalistiske model, som tøjindustrien er støbt ud af, og som ifølge ham er den grundlæggende forklaring på, at arbejderne stadig har så dårlige vilkår.

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Om leveløn

The Global Living Wage Coalition definerer leveløn således:

  • “Den betaling som arbejdere på et specifikt sted bør modtage for en standard arbejdsuge for at have råd til en anstændig levestandard til sig selv og sin familie. Elementer i en anstændig levestandard inkluderer mad, vand, bolig, uddannelse, sundhedspleje, transport, beklædning og andre essentielle behov herunder også uventede begivenheder”.
Kilde: The Global Living Wage Coalition

“Fattigdommen i tøjindustrien er ikke ved at forsvinde, den forværres”.

Sådan skrev den britiske NGO, Labour behind the label, i juni på Twitter og slog dermed fast, at arbejderne, der syr vores tøj, bliver presset hårdere og hårdere til at levere hurtigere og hurtigere. De arbejder over, og de bliver underbetalt, fremhævede NGO’en, der arbejder for at forbedre arbejdstageres rettigheder over hele verden.

Organisationen slyngede ikke blot en holdning afsted. De udgav samtidig en rapport, der bakker ordene op.

Med titlen: “Tailored Wages – The State of pay in the global garment industry” har Labour behind the label spurgt 32 tøjmærker og tøjfirmaer, hvad de gør, for at sikre, at arbejderne får udbetalt en leveløn. Altså en løn, som kan dække de basale behov for den enkelte arbejder og deres familier.

Svaret var, at 31 af virksomhederne ikke kan dokumentere, at en eneste af deres ansatte på leverandørfabrikkerne får en leveløn. Blandt de virksomheder var Adidas, H&M, Inditex, Nike og PVH. Den eneste virksomhed, der kunne føre delvist bevis var Gucci, men beviset omfattede kun den del af produktionen, som foregår i Italien.

Ekspert: Ingen fabrikker betaler leveløn i Asien

Labour behind the label undersøgte allerede forholdene i tekstilindustrien for fem år siden. Konklusionen var dengang tilsvarende deprimerende.

NGO’en håbede, at det siden var blevet bedre, men det var det ikke. Derefter konkluderede de, at: “selvom nogle tøjmærker gør mere end andre for at promovere bedre adfærd, kan ingen brands endnu bevise, at de udbetaler en leveløn til en eneste arbejder i deres varekæde uden for deres hovedkontor-land”.

Rapportens dystre konklusioner matcher det indtryk, Bent Gehrt fra Workers Rights Consortium (WRC) har. Han er områdekoordinator for Sydøstasien og har fokus på arbejdstagerrettigheder.

“Jeg har endnu til gode at se en fabrik betale leveløn herude i Asien”, siger han.

Han er enig i, at forholdene er blevet værre, når man ser på det store billede.

For at se det store billede er man nødt til først at se nærmere på hvert enkelt land – og her går det i den rigtige retning.  En rapport over Global Wage Trends, som WRC har lavet, viser, at selvom ingen asiatiske lande udbetaler, hvad der svarer til en leveløn, så er arbejdernes løn stadig blevet bedre.

Tallene viser, at arbejderne i Indien i dag får 36 procent af levelønnen. Det niveau var 23 procent i 2011. I Bangladesh får arbejderne 21 procent, hvilket er steget fra 14 procent i 2011, og i Kina er tallet 46 procent mod 36 procent i 2011.

Om WRC’s beregning

Tallene for hvor stor en del af levelønnen arbejderne tjener, er beregnet af Bent Gehrt fra Workers Rights Consortium (WRC) ved at sammenligne procentsatserne fra denne Real Wage Study-rapport med tallene leveret i Tailored Wage-rapporten.

De to rapporter benytter ikke helt samme metode til at beregne tallene, men ifølge Bent Gehrt er forskellen ved de to forskellige beregninger så minimal, at det er muligt at sammenligne tallene.

Kilde: Workers Rights Consortium

Store lønforskelle

Der er dog stadig stor forskel på, hvor meget en arbejder får i Bangladesh sammenlignet med Kina, og der er stor forskel på, hvad en leveløn svarer til fra land til land.

Det er altså eksempelvis dyrere at opretholde en levestandard i Kina, hvor levelønnen ifølge Global Living Wage Coalition er 2.148 kr. om måneden, sammenlignet med Bangladesh, hvor niveauet er 1.151 kr.

Problemet er, at fordi de store brands sjældent ejer den fabrik, de får produceret på, kan de nemt flytte deres bestillinger til andre lande, hvor det er billigere – og det gør de i stor stil.

“Det er da fint at lønnen i Kina for eksempel snart er en halv leveløn i forhold til en tredjedel for otte år siden, men så er det jo et problem, at tøjindustrien faktisk er på vej væk fra Kina og eksempelvis er flyttet til Bangladesh, Myanmar eller Etiopien, som har endnu lavere løn”, siger Bent Gehrt og tilføjer:

“Da vi generelt ser, at mærkerne flytter til billigere og billigere lande, så er jeg overvejende enig i, at fattigdommen i tøjindustrien over en bred kam er blevet værre”.

Garrett Brown har i mere end 20 år arbejdet for Californiens myndigheder for arbejdssundhed og -sikkerhed. I dag underviser han på Californiens Universitet i Berkeley. Han har desuden siden 1993 inspiceret fabrikker i blandt andet Asien for en gruppe af eksperter i arbejdssikkerhed, der er samlet under navnet Maquiladoras Sundheds & Sikkerheds-netværk.

Han er ikke overrasket over rapporten fra Labour behind the label.

“Tøjmærkerne går udelukkende op i at optimere deres indtjening på bekostning af alle andre i varekæden, lige fra arbejdere til fabriksejere og i sidste ende forbrugerne, der bliver præsenteret for opskruede priser sammenholdt med, hvad det koster at producere”, siger han.

Billigst og hurtigst muligt

Han peger på tre grundlæggende problemer, der har ført til, at forholdene er, som de er.

Det første handler om, hvad han har døbt tøjmærkernes sweatshop-model eller jerntrekanten, om man vil. En model, der bygger på, at tøjfirmaerne til enhver tid arbejder for at få syet deres tøj billigst muligt, til den bedst mulige kvalitet og med hurtigst mulig levering.

“Denne logik trumfer alle andre overvejelser. Der er endda medarbejdere i de fleste store tøjvirksomheders afdelinger, der bliver belønnet efter, om de opnår de bedst mulige forhold i jerntrekanten”.

Det leder over til det andet problem: Afdelingerne hos tøjvirksomhederne, der står for virksomhedens bæredygtighedsansvar også kendt som Corporate social responsibility eller CSR.

Et begreb, der de senere årtier er kommet til overalt, men ifølge Garrett Brown er de fleste tøjfirmaer i krig med deres egne CSR-afdelinger, fordi de arbejder i forskellige retninger.

“CSR-afdelingerne prøver desperat at overbevise forbrugere, investorer og andre interessenter om, at forholdene på fabrikkerne bliver bedre, men virkeligheden er en anden”, siger Garrett Brown og pointerer:

“Utallige rapporter har dokumenteret, at forholdene på fabrikkerne ikke har ændret sig det store i løbet af de seneste 25 år. Det gælder også, hvad angår forhold som friheden til at organisere sig, sexchikane og fysisk vold – alt sammen noget der gennemsyrer forholdene i tøjindustrien”, siger Garrett Brown.

Det tredje problem er, at medarbejdere på fabrikkerne ikke bliver involveret til at udpege mulige farer ved arbejdet eller til at træne andre medarbejdere.

“Medarbejderne deltager ikke i fabrikkernes udvikling på nogen meningsfuld måde. Det gælder alt fra sundheds- og sikkerhedsforhold til at implementere CSR-programmer og at udbetale den løn medarbejderne fortjener”, siger Garrett Brown.

Rapport: Forhold i Bangladesh forværret

I 2018 udgav Mark Anner, der er centerleder på Penn State Universitetet, en rapport om forholdene i tøjindustrien i Bangladesh.

Der var på det tidspunkt gået fem år, siden den ni-etagers fabriksbygning Rana Plaza styrtede sammen nordvest for Dhaka, og rev mindst 1.132 arbejdere med i døden, mens mere end 2.500 blev såret.

Rapporten var dyster læsning.

Den konkluderede ikke blot, at på trods af mere end to årtiers kamp for at adressere arbejderes rettigheder, var der stadig problemer med arbejdsforholdene. Mark Anner nåede også frem til, at de førende tøjfirmaer havde betalt 13 procent. mindre til leverandørerne fra 2011-2016, og at årsagen ikke kunne tilskrives højere priser for bomuld, udsving i valutakurser eller lignende.

Samtidig var produktionstiden faldet med otte procent i gennemsnit fra 2011-2015, hvilket førte til mere overtidsarbejde på fabrikkerne.

Tøjmærkerne havde altså fået leverandørerne til at levere tøjet hurtigere til ikke bare den samme pris, men en lavere pris. 

Brown: CSR-indsats virker ikke

Rapporten underbygger ikke blot Garrett Browns pointer. Den er ifølge ham et billede på en større tendens i branchen: At CSR-indsatserne ikke virker.

Udover Rana Plaza fremhæver han to andre alvorlige ulykker: Dels en brand hos Ali Enterprise i Pakistan i 2012, hvor over 250 menneske døde. Dels en brand på fabrikken Tazreen i Bangladesh i 2012, hvor 112 mennesker ifølge officielle rapporter mistede livet.

“Før hvert af disse uheld var fabrikkerne blevet overvåget og inspiceret på bestilling af de firmaer, der får tøj produceret på fabrikkerne. Det er altså både de internationale tøjfirmaer og de såkaldte tredjeparts CSR-auditører, der har erklæret hver af disse fabrikker “sikre” før disse fatale uheld”, siger Garrett Brown.

Tredjeparts-auditører vil sige uafhængige firmaer, der er blevet bestilt af tøjmærkerne til at tjekke forholdene på fabrikkerne.

“Det viser, at CSR-overvågning har slået komplet fejl, når det kommer til at identificere problemer, der kan føre til død og permanente skader på arbejdere over hele verden hver eneste dag.”

Systemisk problem

Problemet er ifølge ham systemisk og udspringer af, hvordan den globale kapitalisme reelt fungerer. Han giver et eksempel:

“Typisk render tøjfirmaerne med 60 procent. af indtjeningen, så der ér penge i systemet. Det handler udelukkende om, hvordan det er fordelt. De kunne fordoble de 12 cent (80 øre, red.) som typisk bliver betalt til arbejderne for en t-shirt. Det ville kun påvirke prisen for t-shirten minimalt i sidste ende, men logikken i global kapitalisme vil bare ikke tillade sådan en beslutning”, siger Garrett Brown.

Det er også grunden til, at virksomhederne hele tiden leder efter det billigste sted at få deres tøj produceret. Garrett Brown fremhæver, at Kina og Bangladesh gennem mange år har været de foretrukne steder, at få produceret tøj, men det har ændret sig.

De senere år har især Kina mistet mange kontrakter til andre lande, hvor lønnen er lavere, og hvor udgifterne til at regulere arbejdernes forhold er færre.

Et af de lande, hvor tøjmærkerne er strømmet til, er Myanmar.

Efter landet i 2011 indførte demokratiske reformer og overgav magten til Aung San Suu Kyi er tøjfirmaerne væltet ind for at lægge deres ordrer på fabrikker i Myanmar.

Men som Danwatch har kunnet beskrive i en større undersøgelse var arbejderne ekstremt sårbare for at blive udnyttet. Indtil 2015 havde landet ingen mindsteløn og den britiske analysevirksomhed Verisk Maplecroft vurderede samme år, at landet havde verdens næstlaveste lønomkostninger. Kun Djibouti i Østafrika placerede sig lavere.

Et andet godt eksempel er Etiopien. Ifølge en rapport fra Workers Rights Consortium (WRC), der monitorerer arbejderes rettigheder over hele verden, har Etiopiens tøjindustri oplevet stor vækst de senere år, hvor store mærker som H&M og PVH er begyndt at få lavet deres tøj. WRC kortlagde, hvordan arbejdere bliver udnyttet og fandt eksempler på timelønninger helt ned til 80 øre i timen. WRC skriver i rapporten:

“Vores undersøgelse fandt også de laveste lønninger WRC har dokumenteret i noget land, der producerer tøj til eksport i nyere tid”.

Ifølge Garrett Brown kan det sagtens være, at den rekord bliver slået i fremtiden:

“Vi har de her internationale mærker, som søger efter de mest sårbare befolkninger og de mest samarbejdsvillige regeringer over hele verden. Det var det, de fandt i Myanmar og i Etiopien, og det er det, de håber at gøre hvor som helst, hvor de kan betale 12 cents (80 øre) i timen til arbejdere og ikke meget mere til fabriksejere”.

Løfte om mere gennemsigtighed

Ifølge Garrett Brown gør grupper som Labour behind the label og Workers Rights Consortium, hvad de kan, for at forbedre forholdene.

Derudover har menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch lanceret det såkaldte gennemsigtighedsløfte, som er et forsøg på at få alle aktørerne i tøjindustrien til at offentliggøre viden om fabrikkerne i deres varekæde.

“Det er et vigtigt første skridt, for i øjeblikket har de fleste forbrugere ikke nogen anelse om, hvordan de faktiske forhold i industrien er, og selv de forbrugere, der er bevidste om det, bliver typisk mest påvirket af skandaleafsløringer, men det er ikke vejen til at forbedre forholdene systemisk”, siger han.

“Den eneste måde at gøre det er på industriniveau, hvor det samme sæt af regler og politikker gælder for alle, således at alle også er nødt til at offentliggøre data om, hvor de får deres tøj lavet og hvordan forholdene er på de fabrikker. I øjeblikket er der lang vej igen, før det bliver til virkelighed”.

Bankoverførsel

Enkeltbidrag

Vores bank
Merkur Bank

Registreringsnr.
8401

Kontonr.
0001 119 355

Bemærk, at du skal donere min. 200 kr. for at dit støttebidrag kan være med til at kvalificere os til at søge Tipsmidler.

Husk at skrive dit fulde navn, og gerne din e-mail som kommentar til overførslen. Tilføj dit CPR nr i kommentarfeltet, hvis du ønsker skattefradrag.

Want to make an international donation?

IBAN:
DK4284010001119355
SWIFT/BIC:
MEKUDK21

Click here

Bliv støttemedlem

Fast overførsel med Betalingsservice. Som fast bidragsyder accepterer du, at vi opbevarer dine data som beskrevet her.

Månedligt bidrag

Du viderestilles til ForeningenLet, der håndterer vores medlemskaber.
Du viderestilles til ForeningenLet, der håndterer vores medlemskaber

Årligt bidrag

Du viderestilles til ForeningenLet, der håndterer vores medlemskaber.
Du viderestilles til ForeningenLet, der håndterer vores medlemskaber

Tip os

Har du en idé, eller har du kendskab til forhold, som du mener, vi bør undersøge – så kontakt os.

Det kan også være, at du er freelancejournalist med en god ide – skriv eller ring.

Jeg vil være anonym

Du kan bruge formularen – også anonymt – men vil du være helt sikker på, at ingen kan spore din kommunikation til os, anbefaler vi, at du installerer app’en Signal på din telefon.

I Signal kan du kontakte os på dette telefonnummer: +45 2784 8139