Det første handler om, hvad han har døbt tøjmærkernes sweatshop-model eller jerntrekanten, om man vil. En model, der bygger på, at tøjfirmaerne til enhver tid arbejder for at få syet deres tøj billigst muligt, til den bedst mulige kvalitet og med hurtigst mulig levering.
“Denne logik trumfer alle andre overvejelser. Der er endda medarbejdere i de fleste store tøjvirksomheders afdelinger, der bliver belønnet efter, om de opnår de bedst mulige forhold i jerntrekanten”.
Det leder over til det andet problem: Afdelingerne hos tøjvirksomhederne, der står for virksomhedens bæredygtighedsansvar også kendt som Corporate social responsibility eller CSR.
Et begreb, der de senere årtier er kommet til overalt, men ifølge Garrett Brown er de fleste tøjfirmaer i krig med deres egne CSR-afdelinger, fordi de arbejder i forskellige retninger.
“CSR-afdelingerne prøver desperat at overbevise forbrugere, investorer og andre interessenter om, at forholdene på fabrikkerne bliver bedre, men virkeligheden er en anden”, siger Garrett Brown og pointerer:
“Utallige rapporter har dokumenteret, at forholdene på fabrikkerne ikke har ændret sig det store i løbet af de seneste 25 år. Det gælder også, hvad angår forhold som friheden til at organisere sig, sexchikane og fysisk vold – alt sammen noget der gennemsyrer forholdene i tøjindustrien”, siger Garrett Brown.
Det tredje problem er, at medarbejdere på fabrikkerne ikke bliver involveret til at udpege mulige farer ved arbejdet eller til at træne andre medarbejdere.
“Medarbejderne deltager ikke i fabrikkernes udvikling på nogen meningsfuld måde. Det gælder alt fra sundheds- og sikkerhedsforhold til at implementere CSR-programmer og at udbetale den løn medarbejderne fortjener”, siger Garrett Brown.
Rapport: Forhold i Bangladesh forværret
I 2018 udgav Mark Anner, der er centerleder på Penn State Universitetet, en rapport om forholdene i tøjindustrien i Bangladesh.
Der var på det tidspunkt gået fem år, siden den ni-etagers fabriksbygning Rana Plaza styrtede sammen nordvest for Dhaka, og rev mindst 1.132 arbejdere med i døden, mens mere end 2.500 blev såret.
Rapporten var dyster læsning.
Den konkluderede ikke blot, at på trods af mere end to årtiers kamp for at adressere arbejderes rettigheder, var der stadig problemer med arbejdsforholdene. Mark Anner nåede også frem til, at de førende tøjfirmaer havde betalt 13 procent. mindre til leverandørerne fra 2011-2016, og at årsagen ikke kunne tilskrives højere priser for bomuld, udsving i valutakurser eller lignende.
Samtidig var produktionstiden faldet med otte procent i gennemsnit fra 2011-2015, hvilket førte til mere overtidsarbejde på fabrikkerne.
Tøjmærkerne havde altså fået leverandørerne til at levere tøjet hurtigere til ikke bare den samme pris, men en lavere pris.
Brown: CSR-indsats virker ikke
Rapporten underbygger ikke blot Garrett Browns pointer. Den er ifølge ham et billede på en større tendens i branchen: At CSR-indsatserne ikke virker.
Udover Rana Plaza fremhæver han to andre alvorlige ulykker: Dels en brand hos Ali Enterprise i Pakistan i 2012, hvor over 250 menneske døde. Dels en brand på fabrikken Tazreen i Bangladesh i 2012, hvor 112 mennesker ifølge officielle rapporter mistede livet.
“Før hvert af disse uheld var fabrikkerne blevet overvåget og inspiceret på bestilling af de firmaer, der får tøj produceret på fabrikkerne. Det er altså både de internationale tøjfirmaer og de såkaldte tredjeparts CSR-auditører, der har erklæret hver af disse fabrikker “sikre” før disse fatale uheld”, siger Garrett Brown.
Tredjeparts-auditører vil sige uafhængige firmaer, der er blevet bestilt af tøjmærkerne til at tjekke forholdene på fabrikkerne.
“Det viser, at CSR-overvågning har slået komplet fejl, når det kommer til at identificere problemer, der kan føre til død og permanente skader på arbejdere over hele verden hver eneste dag.”
Systemisk problem
Problemet er ifølge ham systemisk og udspringer af, hvordan den globale kapitalisme reelt fungerer. Han giver et eksempel: