Den syrlige lugt af tåregas hænger i luften. Den store gruppe af oprindelige folk, der ellers er samlet for at blokere vejen, må sætte i løb for at komme væk fra et stort militær køretøj, der er indsat mod dem.
Mange holder stykker af deres tøj eller halstørklæder op for at dække mund og næse, mens de løber gennem en mudret mark for at komme i sikkerhed.
Her ved Cutuglahua, en af indfaldsvejene i den sydlige del af Quito udspiller der sig en konflikt, der går igen over hele Ecuador. Oprindelige folk laver vejblokader, der stopper al trafik, indtil de bliver opløst af militæret. Ecuador er som resten af verden ramt af de stigende priser, men alt er forstærket i det sydamerikanske land, og derfor har kampen om priserne materialiseret sig i en fysisk konflikt, der hurtigt kan eskalere.
Da 25-årige Sandra Alomoto er kommet i sikkerhed, fortæller hun, hvorfor hun ville blokere vejen. Hun er oprindelig fra Cotopaxi provinsen, med stor indiansk befolkning, men bor i byen Machachi, lige syd for Quito.
”Benzinen er virkelig dyr, og det går ud over os fattige. Madolie er blevet meget dyrere. Det går ikke ud over de rige. Præsidenten vil sulte os ihjel. Han har revet landet fra hinanden. Vi vil have lavere benzinpriser”, lyder det fra den unge indianske kvinde.
Hun er den eneste her ved Cutuglahua, der vil tale med os – og kun ganske lidt. Resten har stor mistillid til pressen – og flere beskylder os, for at arbejde for regeringen, så vi må skynde os hurtigt videre. Stemningen er trykket, utilfredsheden ulmer.
Siden d. 13. december har der været national strejke i Andeslandet Ecuador ført an af den indianske bevægelse CONAIE (Confederation of Indigenous Nationalities of Ecuador) med deres leder Leonides Iza i spidsen.
Deres krav handler i bund og grund om bedre forhold til de mange fattige i Ecuador. Landets præsident Guillermo Lasso har sænket statsstøtten til benzin – og i en tid, hvor priserne stiger i hele verden, har det kastet mange ecuadorianere ud i fattigdom.
I Ecuador er prisen på diesel steget med 90 % og prisen på almindelig benzin med 46 % det seneste år.
CONAIE vil annullere prisstigningen på benzin, men kræver også kontrol med priserne på fødevarer, genforhandling af personlige banklån til knap fire millioner fattige familier og lavere priser på kunstgødning, som er steget voldsomt efter Rusland invaderede Ukraine.
Det er ikke unikt, at de oprindelige folk og indianske bevægelser i Ecuador går forrest i kampen for fattige. Oprindelige folk udgør cirka 1 af de 17 millioner indbyggere i landet,og det er en magtfuld bevægelse, der tidligere har væltet eller valgt præsidenter. Onsdag d. 15. juni 2022 blev den indianske leder Leonides Iza anholdt og først løsladt 20 timer senere. En beslutning, der fik både FN og Amnesty International, til at minde Ecuadors regering om befolkningens ret til at protestere.
Måden de oprindelige folk protesterer på tager udgangspunkt i at blokere vigtige veje, og det har været så effektfuld, at landet har været næsten paralyseret den seneste uge.
Mange i Ecuador holder vejret og tænker tilbage på oktober 2019, hvor netop benzinpriserne satte gang i store landsdækkende protester, der endte med at vare i 11 dage, og myndighedernes voldsomme håndtering af situationen kostede ni personer livet. Ifølge regeringen var der over 1500 personer sårede, der blev registreret tyve tilfælde af øjenskader på grund af tåregas, gummikugler eller stumpe genstande. 14 mennesker mistede et øje som følge af skaderne.
Ecuador har på mange måder været ramt af de samme problemer som resten af verden. Stigende inflation og arbejdsløshed, der er blevet forstærket af corona-pandemien. Men i Ecuador har de CONAIE, der repræsenterer de fattigste i landet, har en stærk tilstedeværelse generelt og kan mobilisere oprindelige folk fra hele landet til at komme til Quito samt til at blokere strategiske veje i store dele af Ecuador. Ved seneste præsidentvalg for lidt over et år siden, var det kun en lille forskel, der ikke sendte den indianske kandidat Yaku Pérez i anden runde mod Guillermo Lasso. Det er altså en vigtig opposition til den højreorienterede præsident, en organisation som med disse protester nu kræver adskillige tiltag til gavn for landets mest oversete og fattigste del af befolkningen.
På min vej ud for at møde demonstranterne og forstå lidt bedre, hvad de demonstrerer over, får jeg et lift af en familie. De er ikke begejstret for protesterne, der betyder, at de ikke kan komme til begravelse, fordi vejen dertil er blokeret med træstubbe, bål og mange meget viljefaste demonstranter, fast besluttede på ikke at lade andre end ambulancer og nødstilfælde komme forbi vejblokaderne. Hvor der normalt er en strøm af trafik, holder der i stedet en lang kø af biler, lastbiler og motorcykler. Der er også mange gående og på cykler – den eneste reelle måde at transportere sig på i disse dage i Quito.
Studerende, fagforeninger og chauffører har sluttet sig til den indianske bevægelses protester mod regeringen. Men ligesom familien i bilen, er Ecuadors befolkning splittet omkring blokaderne. Mange støtter op omkring den indianske bevægelses krav – men mange er også imod blokaderne og forsøget på at føre politik ved at demonstrere og råbe op.
Nær en af blokaderne møder jeg en familie, der har en lille butik. De fortæller utilfredse om, hvordan de på grund af strejken har brugt fem timer på bare at handle lidt i nærheden. En anden kvinde, som laver mad i vejkanten, siger, at det er svært at få grøntsager. Det er umuligt at skaffe majskolber, siger hun.
Præsidenten Guillermo Lasso – en højreorienteret bankmand, der netop har siddet et år på posten – er presset. Det er dyrt for landet og regeringen, når alt bliver lammet. Blomstereksportører og bananproducenter har meldt om rådnende produkter, og olien kan ikke blive transporteret fra de olieproducerende egne af Ecuador.
Lørdag erklærede Ecuadors statsejede olieselskab Petroecuador force majeure som følge af protesterne. Selskabet har registreret et akkumuleret tab på ca. 2.500 tønder olie fra mandag til onsdag i sidste uge. Det er en direkte konsekvens af blokaderne, sabotage og hærværk på oliefelterne i Amazonas, oplyser det statslige olieselskab i en pressemeddelelse.
Ved en anden af blokaderne, af ringvejen Simón Bolivar i udkanten af Quito, er stemningen ophedet. Mange råber højlydt og stiller sig bryst mod bryst som gør de klar til et gedigent slagsmål. Demonstranterne står med armene over kors for at demonstrere, at de ikke har tænkt sig at flytte sig. Bilister og motorcyklister er vrede over, ikke at kunne passere. ”Lad os nu bare gøre vores ting i fred og ro”, lyder beskeden til demonstranterne – som svarer ”Que viva el paro”, længe leve strejken.
“I kan ikke betale jer fra at flytte os. Vi er ikke korrupte”, lyder det fra flokken af demonstranter.
Efter lang tid tager et par af demonstranterne sig mod til at tale . Én af dem er 35 årige Elizabeth, oprindeligt fra kystprovinsen Manabí.
”Præsidenten lytter ikke til os. Madolien, ris, det hele er så dyrt, det er ikke længere muligt at leve sådan. Det er en kamp for at få ham til at lytte til os, for at priserne ikke kan blive ved med at stige. Vi er fattige. Vi har ikke en høj nok løn til at kunne leve af den. Hvis han hjalp os, ville vi ikke stå og gøre det her”, forklarer hun og fortsætter talestrømmen
“Vi har allesammen rettigheder. De oprindelige folk dyrker vores alle sammens mad, de sviner deres hænder til. Det er dem, vi er. Vi stammer fra dem, fra de oprindelige folk. Takket være dem kan vi holde varmen, takket være dem spiser vi. Det er et smukt land, men præsidenten støtter os ikke. Vi beder ikke om penge, vi vil have hjælp. Præsidenten fryser ikke, ligesom os andre fattige. Præsidenten siger, at han ønsker dialog, men det er ikke rigtigt.”
Fredag mødtes præsident Guillermo Lasso netop med en mindre lokal gruppering af oprindelige folk, men kun nogle få af CONAIEs krav blev mødt, og protesterne er fortsat ufortrødent.
“Jeg er fast besluttet på at forsvare vores hovedstad og vores land”, sagde præsident Lasso blandt andet i en TV-transmission. Han har også udtalt i en video på Twitter, at: “Vi har rakt ud, vi har opfordret til dialog, men de ønsker ikke fred, de søger kaos, de ønsker at smide præsidenten på porten. Jeg er her, jeg vil ikke flygte, men jeg er her for at beskytte hver enkelt af jeres familier, især de fattigste.”
Præsidenten har også erklæret undtagelsestilstand i seks provinser – heriblandt Pichincha, hvor hovedstaden Quito ligger. Det betyder, at der er udgangsforbud fra klokken 22.00 til 5.00, og der er sket en militarisering generelt. Retten til at forsamle sig er også ophævet i disse tre provinser. Det får flere til at frygte et stærkere modsvar fra statens side. I første omgang er undtagelsestilstanden deklareret i 30 dage.
Elizabeth fortæller senere, at blokaden den dag blev opløst, ved at politiet smed tåregas på demonstranterne.
Ifølge det nationale statistikinstitut i Ecuador lever knap en tredjedel (32 %) i fattigdom med under 2,8 USD om dagen. 15 % af befolkningen lever i ekstrem fattigdom for kun 1,8 USD om dagen.
En anden af demonstranterne ved siden af de brændende træstammer og bildæk, som blokerer hovedvejen Simon Bolivar, er Carlos på 59 år. Han har stået lidt i udkanten og set os an, inden han tager mod til sig for et lille interview, hvis vi lover ikke at bringe hans efternavn. Han kigger sig flere gange over skulderen – er tydeligt utryg ved situationen, og om man nu kan stole på pressen. Nervøs for om kammeraterne, går efter ham, fordi han udtaler sig. Han fortæller, at han ikke har haft arbejde de seneste år – at det bliver stadig sværere for alle at få job. Han kommer fra Sigchos i Cotopaxi-provinsen. Han arbejdede nogle år i oliebranchen i Amazonas, men blev så fyret.
”I min familie er de fleste rejst til USA. Jeg lever bare af en sølle sum penge derhjemme. Jeg kommer fra landet, jeg gør blot krav på, hvad der er retfærdigt. Alting stiger, pengene rækker ikke længere for os. Priserne stiger, men lønningerne er de samme. Det er også noget lort, at de ikke giver os arbejde. Alt det kæmper vi for. Og dem, der har penge, har ikke ondt af os. Jeg tænker også tit på bare at rejse til USA ligesom de andre i min familie”, lyder det fra Carlos.
Lørdag meldte den indianske bevægelse CONAIE ud, at der skulle have været attentatforsøg mod lederen Leonides Iza.
I Quito er der tradition for at de oprindelige folk samles hos La Casa de la Cultura – kulturhuset. Det skete blandt andet under de seneste protester i 2019. Og netop som det store indryk af indianske folk til hovedstaden var ventet – overtog staten kontrollen med bygningerne søndag.
Samtidig er tusindevise af oprindelige folk fra hele Ecuador samlet i Quito. Helikoptere overflyver hovedstaden og omegn, og der er stort opbud af politi og militær i gaderne. Der er også rapporteret om skudepisoder, hvor private i mere velhavende dele af udkanten af Quito har angrebet demonstranterne.
Tirsdag døde den unge Guido Guatatoca fra Kichwa-folket, mens han deltog i demonstrationer i Amazon-byen Puyo, omgivet af militær og politi, som ifølge indianske organisationer og menneskerettighedsorganisationer bærer ansvaret for hans død.
Lise Josefsen Hermann
