Allerede aftenen før står de i kø hen ad gaden foran tomme kontorer i Mumbai, Delhi og Ahmedabad. Næste morgen, når personalet møder ind, gælder det om at være de første 20 eller 50 eller hvor mange forsøgspersoner, der nu er behov for i det pågældende medicinske forsøg.
Resten bliver sendt hjem og tjener ingen penge dén dag.
Kontoret er en såkaldt Contract Research Organisation eller CRO. Deres opgave er at udføre medicinske forsøg for medicinalvirksomheder, og i de senere år er CRO’erne skudt op overalt i Indiens storbyer.
Under Covid19, hvor mange ufaglærte indere har mistet det arbejde, der var, er desperationen i køerne foran CRO’erne midt om natten forståelig, fortæller Bhagwat Patil. Han er 32-år, freelance app-udvikler, og da der i 2019 blev for langt mellem kunderne, tilsluttede han sig køerne foran CRO.
“Det er farligt. Forsøgspersoner, der kommer langvejs fra eller er fra laveste kaste, risikerer at få bank af de lokale, som mener, at de har førsteret til at teste medicin. De risikerer at blive samlet op af politiet eller blive stukket af myg og få malaria”, fortæller Bhagwat Patil.
Når kontoret åbner, og de manglende forsøgsdeltagere er fundet, bliver resten sendt hjem. Uden penge, der betyder, om familien får noget at spise den dag. Men dem, der bliver udvalgt, udsætter ofte sig selv for en farlig cocktail af medicin.
Og sådan fik Bhagwat Patil en idé til en app, der nu er downloadet 70.000 gange og aktiv blandt 30.000 brugere i Indien.
Lige nu er der knap en halv million medicinske forsøg i gang i verden, hvis den amerikanske regerings database, clinicaltrials.gov er fuldt opdateret. Databasen blev åbnet for offentligheden i 2008, og her ligger størstedelen af medicinske forsøg i USA og 221 andre lande i verden. Dog ikke alle, da det ikke er lovpligtigt at registrere medicinske forsøg i databasen.
Behovet for flere medicinske forsøg og dermed forsøgsdeltagere var stort allerede før 2020, og så kom Covid19. I skrivende stund er der 8135 forsøg i gang i verden relateret til Covid19. 2367 af de forsøg er i fasen, hvor de aktivt rekrutterer mennesker til forsøgene.
Medicinske forsøg er afgørende for, at ny livsvigtig medicin kan komme på markedet, og selvom langt de fleste forsøg stadig foregår i USA og Europa, er en hastigt stigende andel forsøg udliciteret til blandt andet Indien. Landet kaldes “verdens apotek”, fordi en stor andel af medicinen til resten af verden også produceres blandt landets 1,4 milliarder indbyggere.
Befolkningen er attraktiv for medicinalselskaber af mange grunde, én af dem er, at Indien har mange forskellige etniciteter, og de medicinske forsøg i livet giver vigtig viden om lægemidlers sikkerhed og effektivitet.
Novo Nordisk gør det. Pfizer og Lundbeck gør det også. Europæiske og amerikanske medicinalvirksomheder får testet lægemidler i Indien, hvor prisen er lavere.
I det indiske register over kliniske forsøg er der lige nu 2018 forsøg, der relaterer til COVID19. Men her er tale om den berømte top af isbjerget, for langt fra alle medicinske forsøg er registeret i den offentlige database.
Udover den genetiske diversitet har Indien en anden ting, der gør det interessant at lave medicinske forsøg: Desperation.
Mange indere mangler penge. Arbejdsløsheden er høj, og tilsvarende er efterspørgslen på frivillige, der vil give blod eller lade sig stikke med en vaccine for 100-200 danske kroner. Desperationen er kun blevet større, efter Covid19-pandemien.
I dét marked så Bhagwat Patil en forretningsmulighed.
“Der var behov for kommunikation direkte mellem den enkelte frivillige og CRO’en, der manglede forsøgsdeltagere til et specifikt forsøg”, fortæller han via en skrøbelig whatsapp forbindelse fra Mumbai til København.
Derfor lancerede han i 2020 den første version af E-bio. App’en virker kun på android, men når den hentes ned, kan alle lave et login, og så er der fri oversigt over alle kommende medicinske forsøg i den provins, man ønsker. Hvis man lever op til forsøgets kriterier, kan man deltage.
“Man melder sig til og dukker op med sit ID-kort hos den pågældende CRO, og hvis der kommer flere mennesker, end der er behov for, så har de resterende personer forrang til at deltage i et andet forsøg. På den måde slipper man for at stå i kø om natten”.
E-bio sparer først og fremmest tid for de frivillige forsøgsdeltagere, men er også et forsøg på et opgør med mere end 800 uovervågede grupper i beskedtjenesten whatsapp. Indtil nu har systemet fungeret via en underskov af rekruttører eller mobilizers, der kører rundt i storbyernes fattigere bydele og samler interesserede forsøgsdeltagere op. Forsøgspersonernes informationer samles i en Whatsapp-gruppe, som mobilizers efterfølgende fisker i, hver gang der kommer et nyt forsøg.
Mobilizers sørger for, at så mange forsøgsdeltagere som muligt tropper hos CRO’en, og de er ikke så optaget af, om mange går forgæves, fortæller Bhagwat Patil. Et andet problem er, at personlige informationer for tusindvis af mennesker deles uden de ved, hvem der ellers deltager i gruppen.
“Man kan risikere at møde et familiemedlem, og i Indien er det ikke social acceptabelt at medivirke i medicinske forsøg. Det anses for en doven tilgang til lette penge og ikke som et bidrag til forskning”, fortæller Bhagwat Patil.
Whatsapp-grupperne tiltrækker også kriminelle, der tilbyder porno, escort service eller falske ID kort, og der er ingen, der validerer folks private oplysninger.
Udsigten til økonomisk kompensation har længe været en sundhedsrisiko for risikovillige indere. Eller med andre ord folk, der desperat mangler penge. For hvorfor nøjes med ét medicinsk forsøg, hvis man kan deltage i flere?
Det korte svar er, fordi det er ulovligt. WHO anbefaler 90 dages karantæne mellem hvert forsøg, og de fleste regeringer, herunder Indiens, følger den linje. Serieforsøgdeltagelse som det kan oversættes til, er ulovligt, fordi det er farligt for forsøgsdeltagerne selv, og fordi det medicinske forsøg forurenes.
De kliniske data ender med at være direkte ubrugelige. Hvis det altså bliver opdaget.
Fusk med ID kort har nemlig gjort det vanskeligt for CRO’erne at registrere hver enkelt forsøgsdeltager, og derfor har softwarevirksomheder udviklet systemer, der indsamler fingeraftryk til en fælles database, så CRO’erne kan sikre, at folk er dem, de siger de, er.
Problemet med datasikkerhed løses i E-bio appen ved, at folks ID kort er skjult for andre end CRO’en. Bhagwat Patil svarer dog ikke på, hvordan den kan forhindre, at folk bruger falske ID kort for at kunne deltage i flere forsøg samtidig.
OVIS, der står for Online Volunteers Information System, er en anden indisk virksomhed, som i dette tilfælde registrerer fingeraftryk, der først lyser grønt i databasen 90 dage efter seneste medicinske forsøg. Indtil da lyser forsøgsdeltageren rødt og er i karantæne for alle medlemmer af databasen, der indtil videre hævder at omfatte 2,1 millioner forsøgsdeltagere i fjorten indiske byer.
Så er der alle de andre, som fortsat stiller sig i kø om natten eller tilmelder sit navn via en app. Ingen kan reelt kontrollere, om folks ID er fusk, og få gør forsøget, mener Bhagwat Patil.
“CRO’er skal bruge 50 mennesker og så stiller de ikke flere spørgsmål. De går ikke så meget op i, om folk er i stand til at deltage i et forsøg, eller om de deltager i andre forsøg, selvom det er ulovligt”, siger Bhagwat Patil.
Foreløbig er E-bio gratis for alle brugere, men snart er andelen af brugere så høj, at det vil koste penge for CRO’erne at få adgang til forsøgsdeltagerne. Appudvikleren er ikke bekymret for, at et gebyr kan koste ham kunder.
“CRO’erne kommer til at spare penge. De kan fyre rekruttørerne, fordi der ikke behøver at være et dyrt bindeled mellem dem og forsøgsdeltagerne, og de behøver ikke bruge flere dage på at screene for forsøgsdeltagere. Der er en konstant mængde mennesker, der ved, hvad de går ind til, og alle har relevante informationer om hinanden”, siger Bhagwat Patil.
Louise Voller
