Hvis et dansk bryggeri i Nepal ødelægger miljøet med urenset spildevand eller et dansk tøjfirmas t-shirts bliver produceret på en fabrik i Cambodia, hvor syerskerne besvimer på stribe på grund af hedeslag – så skal det fremover være muligt at stille de danske virksomheder til ansvar for skaderne.
Det er essensen i det kontroversielle forslag til en lov om virksomhedsansvar, som EU-Kommissionen fremsatte i sidste uge.
EU-Kommissionens forslag til et direktiv om virksomhedsansvar forpligter de 27 medlemslande til at vedtage eller tilpasse deres egen lovgivning om virksomhedsansvar, t så både private og offentlige firmaer fremover bliver forpligtet til at identificere, forebygge og afbøde menneskeretskrænkelser og overtrædelser af miljøstandarder i deres værdikæde.
Ifølge Kommissionen omfatter forslaget cirka 13.000 europæiske virksomheder samt cirka 4.000 udenlandske virksomheder, som:
Men mange eksperter, organisationer, der har gennemtrawlet det 70 sider lange forslag siden fremsættelsen, er skeptiske. Lovforslaget, der forpligter virksomheder med mere end 500 ansatte til at identificerer og forebygge negativ påvirkning af menneskerettigheder og miljø, er fuldt af smuthuller, som i praksis vil gøre det let for virksomhederne at undgå ansvar – og ikke mindst gøre det svært for eventuelle ofre at rejse sag mod et dansk eller europæisk firma.
En af dem, der har fundet masser af smuthuller i Kommissionens nye lovforslag er Claudia Saller, leder af den europæiske ngo European Coalition for Corporate Justice (ECCJ).
Hun er bekymret for, at den nye EU-lovgivning stik imod intentionen vil fritage danske og europæiske virksomheder for medansvar, hvis en underleverandør i andet, tredje eller syvende led bruger børnearbejde eller forårsager miljøsvineri.
“EU Kommissionens lovforslag er et vendepunkt i kampen for virksomhedsansvar, men det er fuld af mangler og udeladelser,” siger hun.
Ifølge Claudia Saller indeholder forslaget et smuthul, som kan betyde, at lovgivningen ikke vil virke ud over det første led i leverandørkæden. Teksten giver nemlig danske og europæiske virksomheder mulighed for at opfylde deres forpligtelse til at forhindre menneskeretskrænkelser og miljøskader blot ved at tilføje en ekstra klausul i kontrakten med deres nærmeste underleverandør.
“Det betyder, at virksomhederne kan tørre ansvaret af på underleverandøren, og samtidig vil det gøre det meget svært for eventuelle ofre at bringe virksomheden for retten” siger hun.
Den vurdering deles af Sanne Borges, seniorrådgiver for Erhverv og Menneskerettigheder hos Amnesty International i Danmark.
“Hvis den danske eller europæiske importør kun har ansvar for første led i leverandørkæden, er der stor fare for at ansvaret og indsatsen aldrig når derud, hvor problemerne er. Det er jo ofte længere nede i leverandørkæden, at de miljømæssige og sociale konsekvenser er størst. Desuden er det ikke rimeligt hvis store virksomheder skubber hele ansvaret over på små leverandører”, siger Sanne Borges.
Ud over rækkevidden af virksomhedsansvaret, er kritikere bekymret for, om forslaget giver eventuelle ofre for europæiske virksomheders aktiviteter tilstrækkelig adgang til at rejse en civil retssag i et EU-land.
En af kritikerne er Andreas Rasche, der er professor i virksomheders samfundsansvar på Center for Bæredygtighed ved Copenhagen Business School.
“Som forslaget ser ud fra Kommissionens side, vil det blive meget svært for eventuelle ofre at bringe en dansk eller europæisk virksomhed for retten. De fleste virksomheder har i dag en global forsyningskæde med mange underleverandører, og det nuværende lovforslag ser ud til at udelukke, at en dansk eller europæisk virksomhed kan gøres ansvarlig for forholdene hos en underleverandør længere nede i varekæden”, siger Andreas Rasche.
Det var ellers netop ansvaret for forholdene i hele varekæden, som EU-kommissionen skulle lovgive om.
Andreas Rasche peger desuden på, at det er vigtigt, hvordan de nye regler bevisbyrden fordeles mellem virksomheden og eventuelle ofre.
Og at reglerne tager højde for, at omkostningerne ved at anlægge en retssag i Europa ofte er meget høje.
“Det er et rigtig godt skridt, at EU-Kommissionen vil give ofrene mulighed for at rejse en civil retssag, men ifølge forslaget skal ofrene bevise, at krænkelserne kunne forudses. Og sådan, som de globale forsyningskæder er skruet sammen, vil det i praksis være en umulig opgave,” lyder vurderingen fra Andreas Rasche.
Han efterlyser også klare regler for hvordan de enkelte EU-lande skal udstede nationale bøder til virksomheder, der ikke overholder deres forpligtelser til at lave en grundig due diligence vurdering af deres påvirkning af menneskerettigheder og miljø.
Due diligence oversættes ofte med “rettidig omhu” eller “risikovurdering” på dansk, men ingen af begreberne er rigtigt dækkende. Begrebet dækker over en praksis, hvor virksomheden løbende vurderer sin påvirkning af samfundet.
Ifølge FN’s Vejledende Principper for Menneskerettigheder og Erhverv (UNGP) skal alle virksomheder uanset størrelse løbende gennemføre en grundig due diligence for at sikre sig, at de ikke påvirker hverken menneskerettigheder eller miljø på en negativ måde.
Hvis det alligevel sker, skal virksomheden omgënde rette op på forholdene, forebygge gentagelse og sikre oprejsning til ofrene.
Kilde; UNGP
I de kommende måneder skal forslaget til den nye lov om virksomheders ansvar forhandles både i Europa-Parlamentet og det Europæiske Råd, før den kan vedtages som gældende lov.
Og her kan det blive afgørende for danske virksomheder, om den danske regering tager til takke med det, EU kan blive enige om, eller om Danmark vælger at gå længere.
Niels Fuglsang følger forslaget tæt på vegne af den socialdemokratiske gruppe i Parlamentet.
Og han er fast besluttet på at den skal blive både stærk og effektiv.
“Det er rigtig godt, at EU endelig er kommet med et forslag om due diligence. Vi har manglet en lov, der fastslår at man har et ansvar for, hvad der foregår hos de leverandører, som leverer til ens virksomhed,” siger han.
“Man bør ikke som multinational virksomhed kunne lukke øjnene og bare sige, at det er nogle andres ansvar, hvis der sker krænkelser af menneskerettighederne eller miljøet i forbindelse med ens produktion”.
Niels Fuglsang ser det derfor som Europa Parlamentets opgave i den kommende tid at sørge for, at det lovforslag, som EU Kommissionen har fremlagt, bliver så stærkt som muligt.
“Der er god ræson i at starte med at se på de største virksomheder med mere end 500 ansatte, men det kan sagtens være, at man skal udvide rækkevidden yderligere. Det er noget at det, vi skal se på i Europa Parlamentet” siger han.
Og det samme gælder de særlige krav, som EU-Kommissionen vil stille til virksomheder i særligt udsatte brancher som tekstil, minedrift og landbrug.
“Vi skal være åbne overfor at udvide også på det område. Parlamentets opgave er gøre forslaget endnu stærkere” siger han og understreger, at der er et solidt flertal for at lovgive om virksomhedsansvar i parlamentet.
Blandt de stramninger, Socialdemokratiet gerne ser, er mere præcise regler for, hvor store bøder virksomhederne kan pålægges, og klarere regler for hvordan de nationale myndigheder skal kontrollere, at virksomhederne lever op til deres forpligtelser.
“Det er vigtigt at der bliver tale om en effektiv kontrol for eksempel i form af stikprøver, særlige prøver, hvis der grund til mistanke samt bøder, der har en størrelse så det virkelig kan mærkes,” siger han.
Hvis ikke det lykkes at få en tilstrækkelig effektiv EU-lovgivning på plads, må Danmark gå enegang, understreger han.
Det er imidlertid et meget kontroversielt lovforslag, EU-Kommissionen er barslet med.
Som Danwatch tidligere har beskrevet, har erhvervslivets lobbyorganisationer gjort sig stor umage med at overtale såvel Kommissionen som Europa-Parlamentet til at opgive planerne om at lovfæste virksomhedernes ansvar.
Derfor vækker EU-Kommissionens forslag også alt andet end begejstring hos Pernille Weiss, medlem af Europa-Parlamentet for De Konservative.
Hun mener, ligesom blandt andet Dansk Industri, at det er helt unødvendigt at lovgive om virksomheders ansvar for menneskerettigheder og miljø.
“Der er simpelthen ikke behov for den lov, der er allerede masser af anden lovgivning, som dækker virksomhedernes ansvar ind,” siger hun.
“Det forslag som EU-Kommissionen har fremsat, vil ødelægge de europæiske virksomheders konkurrenceevne og og ødelægge lysten til at drive virksomhed.”
Pernille Weis frygter blandt andet, at det nye lovforslag vil pålægge virksomhederne en meget stor bureaukratisk byrde, når de skal bruge tid på at kortlægge, om deres aktiviteter påvirker menneskerettigheder og miljø negativt.
Hun er også bekymret over, at der skal stille særlige krav til virksomheder med mere end 250 ansatte indenfor tekstil, minedrift og landbrug og afviser blankt, at der skulle være behov for at udvide listen over udsatte brancher.
Derudover frygter hun, at kravene til de store virksomheder vil smitte af på mange mindre virksomheder og leverandører, som er usikre på, om de er omfattet af lovgivningen.
Men mest af alt mener hun, at en lov om virksomhedsansvar kan ende med at få den modsatte effekt af det, der var intentionen.
“Det er ideologisk spin, at der skulle være brug for en due diligence lov som her foreslået. Der bliver lagt op til, at hver eneste virksomhed, som er omfattet, skal lave en livscyklus analyse af miljø og sociale konsekvenser for hver eneste ledelsesbeslutning. Det er helt uden for proportioner og kan ende med at skade dem, man i virkeligheden vil hjælpe”, siger Pernille Weiss.
“Konsekvenserne kan jo blive, at man må afbryde samarbejdet med en virksomhed i et uland, hvis den ikke kan leve op til kravene. Så mister folk deres jobs og dermed kan det ende med at skade dem, man gerne ville hjælpe,” siger hun.
Fordi EU-Kommissionens forslag er så kontroversielt, vurderer både ngo’er og politikere, at det kan tage optil to år at få det vedtaget i EU-systemet, hvorefter det kan tage yderligere et år at implementere det i dansk lovgivning.
Charlotte Aagaard
