I november sidste år flygtede kvinden Nigist og hendes to børn fra deres hjem i Humera, en mellemstor by i det nordvestligste hjørne af Tigray-regionen i Etiopien. Kort forinden var kampene mellem Tigrayfolkets Befrielsesfront (TPLF) og de føderale styrker fra hovedstaden Addis Ababa nået deres hjem. Alene den første dag blev 46 mennesker dræbt og op mod 200 såret.
35-årige Nigist og hendes børn hoppede på ladet af en traktor og søgte væk. I 12 dage var de på farten, men i Sheraro, en by 200 kilometer østpå, måtte de gøre holdt. Traktoren var brudt sammen. Mens den blev forsøgt fikset, blev Nigist og en gruppe andre kvinder passet op af de føderale styrkers allierede fra nabolandet Eritrea. Først blev de banket med kæppe. Så blev de voldtaget.
“Tre af dem voldtog mig foran mine børn”, siger Nigist.
“En kvinde i ottende måned blev også voldtaget. Jeg har ingen ord. De samledes som hyæner, der havde fået øje på noget at spise”.
Nigists historie fremgår af en ny rapport fra Amnesty International, som udkommer i dag, 11. august. Rapporten – “I Don’t Know If They Realized I Was A Person”: Rape and Other Sexual Violence In The Conflict In Tigray, Ethiopia – beskriver, hvordan Tigrays kvinder i nu ni måneder har været udsat for brutale voldtægter og anden seksuel vold fra regeringstropper under premierminister Abiy Ahmed og allierede fra både Eritrea og Amhara, Tigrays sydlige naboregion.
Med andre ord er Nigists historie langt fra enestående. Den minder om Letays. Hun blev angrebet i sit hjem i landsbyen Baaker og voldtaget af bevæbnede mænd fra Amhara. Den minder også om Tsedays, en 17-årig skolepige, der blev taget til fange af eritreiske soldater i Zebangedena og systematisk misbrugt gennem to uger.
I alt har Amnesty International talt med 63 tigrinske kvinder, der er blevet seksuelt udnyttet siden Tigray-krigens begyndelse. De er endda bare et udpluk. Alene fra februar til april i år registrerede sundhedsklinikker i regionen 1288 tilfælde af kønsbaseret vold. På hospitalet i Adigrat, en af Tigrays største byer, er der blevet indrapporteret 376 voldtægter. Derudover regner man med, at der er et væsentligt mørketal.
“Det er klart, at voldtægt og seksuel vold er blevet brugt som et krigsvåben og påfører blivende fysisk og psykisk skade på kvinder og piger i Tigray”, siger Agnès Callamard, Amnesty Internationals generalsekretær
“Alvoren og omfanget af seksuel vold er chokerende og tenderer til krigsforbrydelser, måske endda forbrydelser mod menneskeheden. Det er en hån mod humanismens grundprincipper”, siger hun
Det er ikke første gang, at beretninger om seksuel vold i Tigray slipper ud af regionen. Den britiske avis The Guardian har blandt andre dækket forbrydelserne, ligesom FN’s Sikkerhedsråd allerede i april udtrykte “dyb bekymring” over situationen. Men centralregeringens blokade af både både journalister og nødhjælpsarbejdere har gjort det svært at dokumentere det egentlige omfang.
“Alvoren og omfanget af seksuel vold er chokerende og tenderer til krigsforbrydelser, måske endda forbrydelser mod menneskeheden. Det er en hån mod humanismens grundprincipper”
“Målet for Abiy Ahmed er ikke at nedkæmpe TPLF, men simpelthen at tilintetgøre dem - én gang for alle. Det er et forsøg på etnisk udrensning”
Forfølgelsen af Tigrays kvinder virker uforståelig. Nigist var en uskyldig, ubevæbnet civil; hun var ikke en af TPLF’s soldater. Hvorfor voldtage hende, endda foran sine egne børn? Ifølge Stig Jensen, lektor på Center for Afrikastudier, Københavns Universitet, er det nødvendigt at forstå krigens historiske bagtæppe.
I 1991 var TPLF med til at afsætte det såkaldte Derg-regime, en gruppe yngre officerer inspireret af marxistiske og leninistiske strømninger, der havde ledet Etiopien efter kejser Haile Selassies fald. I årene efter fik befrielsesfronten stor landspolitisk magt. Selvom tigrinerne kun udgør seks-syv procent af Etiopiens samlede befolkning, opnåede TPLF kontrol over både landets militær og efterretningsvæsen.
Det ændrede sig i 2018, da Abiy Ahmed – der selv tilhører Oromo-folket, en anden af Etiopiens etniske grupper – fik premierministerposten. Med formålet om at koncentrere magten hos sin egen føderale regering iværksatte han en række centraliserende reformer. Efter at have været den dominerende koalitionspartner gennem 27 år var TPLF nu marginaliseret.
“Det er selve den etiopiske identitet, der er på spil, og både det politiske og etniske had mellem parterne er så indædt og stikker så dybt, at alt er legitimt. Der er ingen nedre grænse. Det er den seksuelle vold mod Tigrays kvinder et eksempel på”, siger Stig Jensen.
“Målet for Abiy Ahmed er ikke at nedkæmpe TPLF, men simpelthen at tilintetgøre dem – én gang for alle. Det er et forsøg på etnisk udrensning”, siger han.
Ifølge lektoren giver voldtægterne indtryk af, at de føderale styrker og deres allierede er drevet af et hævnmotiv. Centralregeringen vil revanchere sig på tigrinerne, som de mener bærer skylden for alle Etiopiens problemer og undergraver det pan-etiopiske projekt, mens det for eritreanerne gælder om at betale tilbage for den grænsekrig, som de i slutningen af 1990’erne udkæmpede med TPLF.
“Det handler om at påføre Tigray så meget lidelse så overhovedet muligt”, siger han.
Man fornemmer det også på Abiy Ahmeds retorik. I løbet af sommeren har han kaldt TPLF for både en “kræftsygdom” og “ukrudt”. Premierministerens folk afviser, at det skulle være møntet på den tigrinske befolkning som sådan, men de dehumaniserende vendinger bekymrer det internationale samfund.
Amnesty Internationals rapport kommer efter nogle uger, hvor krigen er trådt ind i en ny fase. I slutningen af juni genvandt TPLF kontrollen over Mekelle, Tigrays hovedstad, og samme aften annoncerede centralregeringen en våbenhvile. Dengang lød det, at den skulle løbe til såsæsonens afslutningn i september, og på den måde give de lokale farmere mulighed for at få noget ud af deres afgrøder, men her en god måned senere ser det ikke ud til at have været andet end spin.
Den påståede våbenhvile var snarere en anledning til at samle kræfter og mobilisere nye allierede. Eritrea og militser fra Amhara-regionen har som nævnt kæmpet på centralregeringens side i månedsvis, og nu har en række regionale styrker fra rundtomkring i Etiopien sluttet sig til dem. Fra Sidama, Benishangul-Gumuz, Somali, Harari, Gambela, Oromo, Dire Dawa og Southern Nations, Nationalities and People’s Region. Abiy Ahmed har ligefrem opfordret “alle kampdygtige etiopiere” – altså civile – til at slutte sig til fronten.
Samtidig angriber TPLF nu også mål uden for Tigray. De er rykket ind over grænsen til Afar-regionen og har også overtaget Lalibela i det nordlige Amhara.
“Det minder mere og mere om en regulær borgerkrig”, siger Stig Jensen. “Det er virkelig en ubehagelig udvikling. Pandoras æske er åbnet, og man kan kun frygte for, hvordan det kommer til at gå herfra”.
Nigist og hendes børn har i hvert fald ikke udsigt til at få den hjælp, som Amnesty International efterlyser.
“Overgrebene efterlader både ofrene og deres familiemedlemmer i en forværret sundhedstilstand. Mange oplever fysiske traumer som blødninger, inkontinens, smerter og fistler. Depression, søvnløshed, angst og andre former for psykisk lidelse er også tilbagevendende”, lyder det i rapporten.
Oscar Rothstein
