Virksomhederne er nødt til at være med, hvis FN’s Verdensmål skal blive til virkelighed.
Men politikerne er uenige om hvordan.
Det er helt i orden at nudge, lokke og belønne virksomhederne for at deltage, men tvang, regler og krav er en rigtig dårlig idé, mener alle andre end venstrefløjen.
At stille konkrete krav til virksomhederne er ikke vejen frem, mener Benny Engelbrecht, socialdemokratisk finansordfører og formand for Folketingets særlige arbejdsgruppe for FN’s Verdensmål.
“Vi kan ikke forpligte virksomhederne til at arbejde for FN’s Verdensmål. Det er op til dem selv at afgøre, om de vil bidrage til at udvikle de lande, de arbejder i”, mener Benny Engelbrecht, socialdemokratisk finansordfører og formand for Folketingets særlige arbejdsgruppe for FN’s Verdensmål. “Det en kombination af engagerede politikere, aktive NGO’er og dedikerede virksomheder, der skal finde de løsninger, der kan få os i mål”, siger han.
Og det synspunkt får støtte fra såvel Venstre som Dansk Folkeparti.
De mener blandt andet, at det vil gå ud over konkurrenceevnen, hvis staten begynder at stille krav til de danske virksomheder om at engagere sig i fattigdomsbekæmpelse og udvikling.
[Boks1]
Danwatch har skrevet en række artikler om vindmølleindustrien i Mexico, hvor bl.a. den danske vindmøllegigant Vestas netop har opført møller i stor stil.
Ligesom en række andre europæiske vindmølleproducenter har Vestas leveret møller til store vindmølleparker i den ludfattige stat Oaxaca, uden at strømmen fra de mange møller er kommet lokalbefolkningen til gode.
I Oaxaca lever to ud af tre under fattigdomsgrænsen, og stort set lige så mange har utilstrækkelig adgang til elektricitet.
I stedet afsætter vindmølleprojekterne deres strøm direkte til en række store virksomheder. I Vestas tilfælde leverer Eólica del Sur Wind Project, som huser 132 Vestas-møller, samtlige 396 megawatt til private virksomheder som Coca-Cola og Heineken.
Danwatch har spurgt flere af Folketingets partier, om de mener, at store danske virksomheder har en forpligtelse til at bidrage til FN’s Verdensmål, herunder f.eks. fattigdomsbekæmpelse og elektricitet til alle.
Venstres udviklingsordfører Michael Aastrup Jensen vil ikke kommentere den konkrete situation i Mexico. Han understreger, at regeringen er modstander af konkrete krav til virksomheder.
“Virksomhederne skal bidrage til FN’s Verdensmål. Men det skal ske ad frivillighedens vej, via partnerskaber og frivillige aftaler.”
“Selv om alle FN-målene under ét skal medvirke til at bekæmpe fattigdom og hjælpe landene til at få resurser til at klare de andre udfordringer, så er tvang og krav ikke vejen frem,” siger han.
“Hvis vi stiller for stringente krav, vil virksomhederne ikke interessere sig for de mere krævende markeder. Så vil de hellere etablere sig andre steder”, siger han.
“Udfordringen består i at få virksomhederne til at være en spiller på den udviklingspolitiske scene. De har ikke behov for at være på de sværere markeder, der er masser af andre steder at slå sig ned, hvis kravene bliver for høje. Derfor er frivillighed den eneste mulige vej”.
Michael Aastrup Jensen (V) mener dog, at de danske virksomheder har en moralsk forpligtelse til at arbejde for Verdensmålene.
“Naturligvis har de det. Det er jo derfor, vi fra Folketingets side bliver ved med at sætte fokus på det”, siger han.
Tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard fra De Radikale er enig.
“Jeg tager det som en selvfølge, at alle danske virksomheder bidrager til verdensmålene, både når de er ude i verden og herhjemme”, siger han.
“Og det gælder naturligvis også, når det handler om placering af energianlæg i lokalområder. Ligesom vi kender det fra den danske debat om placering af vindmøller, står man altid godt ved at forankre projekterne lokalt – både moralsk og økonomisk”.
Både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er enig med regeringen i, at virksomhedernes medvirken til at afskaffe fattigdom og sikre energi til alle, skal være frivillig.
Og de mener sagtens, det kan lade sig gøre at få virksomhederne med uden at stille konkrete krav.
“Jeg er sikker på, at de toneangivende danske virksomheder kommer med af sig selv. Det er utrolig hot at gøre noget godt for verden, og det ved virksomhederne udmærket”, siger Claus Kvist Hansen, udviklingsordfører i Dansk Folkeparti.
Selv om blandt andre Danwatch så sent som i sidste uge har dokumenteret, at danske virksomheder udnytter arbejdstagere i bl.a. Myanmar, mener Kvist, at virksomhederne godt kan se fordelene ved at behandle både ansatte og miljøet ordentligt.
“Det giver god reklame at være med i front, mens det omvendt kan knuse en virksomhed på få minutter, hvis de bliver involveret i en dårlig sag” siger han.
Benny Engelbrecht fra Socialdemokraterne mener, at virksomhederne kan tjene penge på at bidrage til verdensmålene.
For eksempel kan tøjbranchen, der forurener meget, gøre meget for at fremme arbejdstagerrettigheder og resurseforbruget. Hvis de fremmer arbejdstagerrettighederne kan de løfte en stor opgave og samtidig brande sig på det, mener Engelbrecht.
Netop muligheden for at brande sig på at bidrage til FN´s Verdensmål er en af årsagerne til, at Venstre tror på frivillighedens vej.
“Det er mange fordele for virksomhederne i at være med,” siger Michael Aastrup Jensen. “Der er både økonomiske fordele i, at virksomhedernes aktiviteter harmonerer med Danmarks udviklingsstrategi, men der er også et folkekrav, som de er nødt til at honorere”.
“Hvis ikke virksomhederne er på bølgelængde med FN’s verdensmål, løber de en kæmpe risiko for at blive udstillet. Og forbrugerne er meget politiske i deres valg”.
Flere NGOer og partier på venstrefløjen mener imidlertid ikke, at frivillighed er nok.
En af dem er Jacob Fjalland, afdelingschef i miljøorganisationen Verdensnaturfonden (WWF).
Han var for nylig med til at sætte virksomhedernes ansvar for FN-målene på dagsordenen ved en stor konference på Christiansborg, hvor han talte varmt for at stille konkrete krav til virksomhederne.
“Når det gælder FN’s Verdensmål er der en tendens til, at virksomhederne og investorerne går efter de lavthængende frugter, hvor der er det største afkast og mindst risiko”, siger Jacob Fjalland.
“Vi bør tænke smartere. Vi må bruge vores offentlige støttekroner og investeringer til at øge incitamentet, så virksomhederne får lyst til at bidrage til verdensmålene”, siger han.
Blandt de konkrete forslag, Jacob Fjalland stiller, er et tilbud om skattenedsættelser til virksomheder, der bruger penge på udvikling i den fattige del af verden.
“Hvis virksomhedernes bidrag til verdensmålene skal bredes ud, er man nødt til at kompensere dem”.
“De skal kunne se en idé i at være med – ud over brandingværdien”, siger han og foreslår en skattenedsættelse på fem eller ti procent, hvis en stor virksomhed til gengæld bruger fem-ti procent af sin omsætning på at fremme FN’s Verdensmål – eller f.eks. giver sine ansatte fri til at arbejde for verdensmålene i arbejdstiden.
Mange store erhvervsprojekter får direkte eller indirekte statsstøtte i form af lån eller garantier fra bl.a. Dansk Eksportkredit, EKF. Det gælder bl.a. Vestas, som har fået garantier for 1,6 milliarder kroner til vindmølleprojektet Eólica del Sur i Mexico.
Og netop den statslig støtte bør ifølge flere politikere anvendes til at stille krav til virksomhederne om at fremme verdensmålene.
Christian Juhl, udviklingsordfører hos Enhedslisten, mener, det er helt nødvendigt at stille konkrete krav til virksomhederne.
“Regeringen har i øjeblikket en illusion om, at hvis bare vi putter penge i virksomhederne, så skal de nok arbejde for Verdensmålene – og for Paris-aftalen. Men man skal ikke glemme, at virksomheder er sat i verden for at tjene penge”, siger han.
Han mener, at de kun gør noget for de fattige eller for klimaet, hvis der er penge, PR eller andre fordele i det for dem selv.
“Derfor er det oplagt, at den danske stat skal stille krav til Vestas og andre danske firmaer, der får lån eller garantier fra den danske stat. Danmark både kan og skal stille krav til virksomhederne om at fremme 2030 målene. De er jo en del af den flåde, der skal opfylde FN’s Verdensmål”, siger Christian Juhl.
Men det vil hverken regeringen, Dansk Folkeparti eller Socialdemokraterne være med til.
Charlotte Aagaard