Åbner i en ny fane
Transport / shipping02/08/2025

Lodser advarer: Skyggeflåden udspionerer i Danmark 

En intern mail fra den statslige lodsvirksomhed DanPilot viser, at der har været flere episoder herhjemme, hvor uniformeret personel på den russiske skyggeflåde har udspioneret på kritisk infrastruktur.
Bb
Her ses den interne mail fra DanPilot, hvor der advares mod spionage.Illustration: Louise Kock
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Denne artikel er en del af undersøgelsen Skyggeflåden

  • Den russiske skyggeflåde er ifølge eksperter og politikere Ruslands modsvar på vestlige sanktioner. Skibe sejler med olie fra Rusland, uden at vestlige myndigheder kan følge med i, hvad der foregår. På den måde kan olien blive solgt for mere, end hvad det sanktionsbestemte prisloft tillader.
  • Skyggeflåden består hovedsageligt af ældre tankskibe, der er blevet opkøbt efter 24. februar 2022 af selskaber, der er svære at gennemskue. De sejler nærmest udelukkende med russisk olie, og så er de indregistreret i lande uden for EU og G7-landene.
  • Som regel har skibene uigennemskuelige ejerforhold og ukendt, tvivlsom eller ikkevestlig forsikring såsom forsikringsselskaber i Rusland. Det har blandt andet ført til britiske og amerikanske sanktioner, der specifikt navngiver flere russiske forsikringsselskaber.
  • Skibene har enten fuldstændig falsk flagstat eller flagstat i lande med mindre kontrol som eksempelvis Cameroon eller militærdiktaturet Gabon i Afrika, men kan også operere fra flagstater som Panama, Liberia eller Vietnam og flere endnu. Skibene skifter ofte navn og flag, fordi de ofte skifter ejere. Det skyldes ifølge eksperter, at man mudrer sporet til de egentlige ejere.
  • De store tankskibe sejler dagligt gennem Danmark og Storebælt, fordi det er den eneste vej ud for de fuldt lastede tankskibe, når de kommer fra de store russiske oliehavne omkring Sankt Petersborg.
  • Statsledere som statsminister Mette Frederiksen har italesat skyggeflåden som en stor bekymring og et problem, som Vesten er nødt til at håndtere. Derfor er NATO-skibe også blevet indsat i Østersøen for at overvåge og beskytte området mod oliekatastrofer og sabotage mod undersøiske kabler.
  • Kilder: Lloyd's List Intelligence, CREA, Kyiv School of Economics, OFSI, OFAC

Den russiske skyggeflåde tjener ikke kun milliarder af kroner til Putins krigsmaskine ved at transportere sanktionsbelagt olie rundt i hele verden.

Den er også i fuld gang med at udspionere kritisk infrastruktur i Danmark. Det afslører intern korrespondance fra den statslige lodsvirksomhed DanPilot, som Danwatch er i besiddelse af. 

I en fællesmail fra tidligere i juli måned under overskriften ‘Militante typer på broen’ står der:

“Der kommer flere og flere indberetninger om skibe, som har et par ekstra besætningsmedlemmer, som formentlig er russiske, som iført militæruniformer opholder sig på broen og er meget aktive med at fotografere bl.a. bropassager. 

“Alle disse indberetninger sendes selvfølgelig videre til myndighederne,” lyder det i mailen.

Advarslen kommer blandt andet efter en episode nogle dage før, hvor der er taget et billede af en mand i uniform, der står og filmer fra et sanktioneret skib fra skyggeflåden.

Sikkerhedspolitisk rådgiver Jakob Kaarsbo, der har en fortid som chefanalytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste, er ikke overrasket over Ruslands nye tiltag. 

“Det virker til, at Rusland er begyndt at bruge skyggeflåden som en form for hybridindsættelse, og at de er specielt aktive, når de sejler forbi danske strategiske installationer og kritiske infrastruktur, er jo desværre ikke overraskende.”

“Det er jo veldokumenteret, hvordan Rusland tidligere brugte såkaldte forskningsskibe i en militær henseende til at kortlægge undersøisk infrastruktur,” siger han.

Sabotageaktioner 

Ifølge analyser fra blandt andet Lloyd’s List Intelligence , så består den russiske skyggeflåde af over 700 tankskibe, hvoraf 444 i dag er sanktioneret af EU. De passerer stort set dagligt igennem Danmark og Storebælt, fordi det er den eneste vej ud, når de kommer fra de store russiske oliehavne omkring Sankt Petersborg.

Orlogskaptajn og militæranalytiker Jens Wenzel Kristoffersen, ser det ikke som en trussel i sig selv, at der tages billeder af kritisk infrastruktur fra skibe i skyggeflåden. 

“Disse er formentlig gennemfotograferede i forvejen. Derimod kan der være tale om at holde det russiske efterretningsvæsen opdateret på eventuelle ændringer til den kritiske infrastruktur ved at fotografere disse ved forbisejlads, således at man altid besidder den seneste information ift. evt. sabotage aktioner, som må forudses allerede at være planlagt,” siger han.

Danwatch har forelagt materialet for Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab, der henviser til Beredskabsstyrelsen. Styrelsen henviser til, at lodser i henhold til lodsloven skal indberette til relevant myndighed om observerede forhold, som har betydning for sejladssikkerhed, miljø eller andre samfundsmæssige hensyn. 

“Således skal DanPilot i lighed med andre lodserier indberette alle relevante forhold til Beredskabsstyrelsen. Herudover kan Beredskabsstyrelsen ikke udtale sig nærmere om DanPilots observationer,” skriver Beredskabsstyrelsen.

Kræver handling 

Danwatch har også spurgt Beredskabsstyrelsen, om man fra dansk side vil reagere på disse observationer:

“Nationalt pågår der et samarbejde på tværs af relevante myndigheder om koordinering af tiltag mod skyggeflåden. Derudover fortsætter myndighederne med at styrke det maritime situationsbillede omkring de danske farvande.”

“Internationalt arbejder danske myndigheder også sammen om udfordringen med andre lande i relevante regionale og internationale fora, og Beredskabsstyrelsen er i løbende dialog med vores samarbejdspartnere. Dertil har Danmark samlet en gruppe af de mest berørte regionale lande, som mødes regelmæssigt på ekspertniveau for at informationsudveksle og arbejde for yderligere internationale tiltag over for skyggeflåden,” lyder det videre i svaret fra Beredskabsstyrelsen.

Jakob Kaarsbo giver dog ikke meget for den manglende handling bag de internationale tiltag.

“Rusland udnytter vores respekt for internationale traktater til at undergrave vores sikkerhed potentielt. Og vi bliver nødt til at turde handle – og se på, hvordan vi konkret kan stoppe det forehavende. 

“Når vi ikke forstår at sætte en stopper for tingene, så skubber Rusland grænserne yderligere. Det ser vi nu med den åbenlyse spionage fra skyggeflåden. Rusland er ikke bange for repressalierne, fordi de opfatter os som svage, der alligevel ikke tør gøre noget,” siger han.

Svære at bremse

Der har endnu ikke herhjemme været eksempler på, at skibe fra skyggeflåden er blevet stoppet, og Jens Jens Wenzel Kristoffersen påpeger, at det kan være svært at bremse dem:

“Det at kunne gøre noget ved det fra myndighedernes side i regionen kræver en fælles indsats og modus fra alle landene omkring Østersøen. Og her skal der være enighed om hvilke tiltag, man vil sætte i værk.”

“Såfremt skibe overholder alle sejladskrav herunder tage lods ombord og blot foretager uskadelig gennemfart, er der ikke meget at gøre. Det er kun, hvis der er mistanke om lovbrud, narkotikasmugling, skibet ikke anses for sødygtigt eller lignende, at der er lovmæssig hjemmel til at gøre noget”, siger han.

EU’s nuværende sanktioner mod 444 skibe fra skyggeflåden indebærer blandt andet, at de ikke har adgang til havne herhjemme og resten af EU – og at de ikke må modtage tjenesteydelser.

Danwatch har tidligere skrevet om, hvordan et sanktioneret og statsløst skib fra skyggeflåden med 100.000 tons olie om bord snød de danske myndigheder. Den kan du læse her.

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.