22. dec '24Fiskeri

Eksperter: Der er flere russiske fisk i Danmark, end du tror

Tonsvis af russisk fisk er solgt til Danmark siden Ruslands invasion af Ukraine, men der gemmer sig også et mørketal, siger eksperter. For en fisk skifter let nationalitet fra den fanges til den serveres.

Art4 Moerklagt V02 (1)
Illustration: Stine Mørch

Denne artikel er en del af undersøgelsen Putins Fisk

  • Siden Ruslands invasion af Ukraine har otte danske virksomheder har købt fisk for mindst 532 millioner kroner af russiske virksomheder.
  • Tre af de danske virksomheder har alene i 2022 og 2023 købt fisk for mindst 137 millioner kroner af en russisk oligark, som mistænkes for spionage.
  • Russisk oligark, der sælger tonsvis af fisk til Danmark, indgik tre kontrakter med Ruslands efterretningstjeneste i 2022.

“De russiske fisk, I har fundet, er kun toppen af isbjerget”, siger Vanya Vulperhorst, kampagneleder for ngo’en OCEANA og ekspert i havmiljø. 

Som Danwatch og Ekstra Bladet dokumenterede søndag, så har danske virksomheder købt fisk for millioner af kroner af en russisk oligark, siden Rusland invaderede Ukraine i 2022. Nu viser det sig, at antallet af russiske fisk i Danmark kan være langt højere end myndighedernes officielle tal for import af russiske fisk. Ifølge eksperter er der nemlig et mørketal.

For at begynde med den direkte import, som Danwatch beskrev søndag, viser aktindsigter, at der samlet blev importeret 304 millioner tons russiske fisk i 2023 og frem til oktober 2024. 

Men eksperter inden for havmiljø påpeger, at det tal faktisk kan være højere. For selv om en fisk er fanget af russiske fiskere, så kan den ende med at fremstå norsk i myndighedernes statistikker, hvis fisken er landet og forarbejdet til filet eller marineret i Norge. 

“Når fisken er betydeligt forarbejdet, vil oprindelsen af produktet blive angivet som norsk, hvilket skjuler den russiske oprindelse”, siger Vanya Vulperhorst.

Derfor kan du heller ikke vide, om du støtter en russisk oligark og dermed præsident Vladimir Putins krig i Ukraine, når du køber fisk.

“Omfanget af russiskfangede fisk på markedet og manglen på viden om fiskeprodukter betyder, at mange forbrugere ubevidst har spist fisk fanget af Rusland”, vurderer Vanya Vulperhorst og fortsætter:

Det er Frode Nilssen enig med hende i. Han er professor på Nord University Business School og ekspert i havmiljø, sanktioner og Rusland. 

“Der følger et oprindelsescertifikat med enhver forsendelse af fisk, et officielt dokument, som er godkendt af myndighederne, men det har primært at gøre med told, gebyrer eller eventuelle sanktioner”, siger Frode Nilssen og uddyber:

“Men undervejs kan det være, at oprindelsen forsvinder, normalt i forbindelse med omsætning på forskellige grossistmarkeder, og det kan være svært at dokumentere”. 

Holland er indgangen for handel med Europa. Langt de fleste fisk, der importeres fra lande udenfor EU, ankommer med køleskibe til Holland, også fisk til det danske marked, viser en aktindsigt til Danwatch.

Eksempelvis fire sendinger russisk Alaskasej, som Danwatch kan dokumentere ankom til fiskerigiganten A. Espersen i Aalborg via Rotterdam  i foråret 2023. 

Ingen krav om russisk afsender

Maja Khan, fødevarepolitisk medarbejder hos Forbrugerrådet Taenk mener, at det er “rigtig uheldigt” at man ikke kan vide med garanti, om fisken i køledisken er russisk.

Fisken er mærket med fangstområde, men fiskens oprindelse kan forsvinde, når den forarbejdes. Så makrellen i tomat og fiskefingre kan skifte nationalitet fra russisk til norsk, uden forbrugeren ved det.  

“Så her vil det være endnu sværere for forbrugeren at gennemskue, hvor fisken kommer fra. Det er rigtig uheldigt, at forbrugere reelt ikke har mulighed for at undgå at købe russiske fisk – det vil jeg mene, at der er en del forbrugere, der vil have en holdning til”, siger Maja Khan. 

FAKTA

Supermarkeder stiller krav – garantier er sværere 

Danwatch  har spurgt de danske dagligvareforhandlere, om de sælger russiske fisk. Det afviser Coop, Salling Group, Dagrofa, Lidl, Meyer og Rema1000, og det samme gælder internetbutikkerne nemlig.com, Aarstiderne, Ret Nemt og Hello Fresh.

Nogle af forhandlere oplyser til Danwatch, at de direkte har frabedt sig russisk fisk fra fiskeleverandørerne, mens andre blot oplyser, at de ikke køber russiske fisk  “direkte” fra russiske leverandører. 

Lidl og Coop står ved, at man kan stille masser af krav – men garantier er vanskelige: 

“Vi køber ikke fisk direkte fra russiske leverandører”, skriver Thomas Sejersen, presseansvarlig i Lidl:

“Fiskeindustrien er dog kompleks. Eksempelvis kommer den største andel af Alaskasej, som fiskes i verden, fra fiskerizoner, hvor en del af området ligger inden for russisk farvand. Disse regioner spiller derfor en central rolle i forhold til at imødekomme den globale efterspørgsel efter fisk”.

Chef for vareansvarlighed i Coop, Thomas Roland, skriver i en mail til Danwatch, at Coop har Jeka Fish og A. Espersen som leverandører, og at de russiske fisk er udfaset. Coop står ved, at der ikke kan gives en garanti: 

 “Siden august 2023 har vi derfor ikke haft fisk med russisk oprindelse i Coops butikker.

 Vores leverandører er alle blevet gjort bekendt med vores krav, der både gælder for vores egne varemærker og for varer solgt under andre brands”.

Men kan I garantere, at russiske ikke kommer uofficielt ind i jeres sortiment? 

”Vi har tillid til vores leverandørers processer og den dokumentation, de kan vise os for oprindelsen. Men vi ser med stor alvor på IUU (illegalt, ureguleret og ulovligt red.) fiskeri, og her er certificeringer måske ikke en fuldstændig garanti, men ét af de redskaber, vi anvender for at nedbringe risikoen for at understøtte ulovligt eller uønsket fiskeri”.

Alle stiller krav om nul russisk fisk

Rema1000 køber ikke russiske fisk fra deres leverandører, skriver Jonas Schrøder, kommunikationschef i Rema 1000:

“På Danwatchs liste er det kun Nordic Seafood, som vi køber fiskepinde af, og vi har via fangstrapporter fået bekræftet, at vores fiskepinde ikke er produceret af fisk med russisk oprindelse, men at de er amerikanske”.

Salling Group, som ejer Føtex, Bilka, Netto og Salling Stormagasiner, oplyser, at deres leverandører er A. Espersen samt Nordic Seafood, og at Salling Group ikke tillader russisk fanget fisk i deres produkter.

“Det gælder både mærkevarer og private label, hvilket er afstemt med vores leverandører”.

Morten Vestberg, kommunikationsdirektør i Dagrofa, der står bag Meny, Spar, Min Købmand og Let-køb oplyser, at de har haft en beskeden handel med A. Espersen samt Nordic Seafood i år:

”Vi har ingen varer fra Rusland”.

Hos Meyer oplyser pr- og kommunikationsrådgiver Sara Brink Larsen, at deres leverandører af fisk er Fiskehallen Tvilling, Fiskerikajen og Dansk Cater, og at de ikke køber fisk fra Rusland: 

”Vi har ikke købt fisk fra nedenstående virksomheder og køber ikke fisk fra Rusland – vi benytter os af WWFs grønne liste”.

WWF skriver selv, at deres fiskeguide er målrettet det danske marked og de danske forbrugere og omfatter en lang række af danske og importerede fisk fra flere steder i verden. Det er derfor en guide til bæredygtig fisk, men ikke en garanti for, at man ikke køber russiskfanget fisk. 

Måltidskasserne 

Hos producenten af måltidskasserne, Aarstiderne, svarer kommunikationsansvarlig Malthe Merrild, at deres fiskeleverandør Sørensen Seafood “har fremvist dokumentation for, at vi kun køber fisk fra norske både, som fisker i norsk farvand”.

Nemlig.com skriver, at de køber fisk af A. Espersen, Nordic Seafood og Sepio, og at de altid følger gældende regler og europæiske sanktioner:

“Vi ønsker ikke, og vi har ikke fisk af russisk oprindelse”.

Bæredygtigshedschef i Ret Nemt, Peter Bodor, oplyser, at de har et kodeks for deres leverandører, der forbyder varer som “direkte eller indirekte ville støtte eller bidrage til krig og konflikt”, og at de i 2022 undersøgte, om de fik russiske fisk, hvilket ikke var tilfældet, men nu vil de undersøge det igen: 

“I Danmark køber vi fisk hos en skaldyrsgrossist. De har kun et af disse firmaer som underleverandør, som leverer fiskefrikadeller. Hvis det er tilfældet, er det ikke i overensstemmelse med vores leverandøradfærdskodeks. Vi vil undersøge disse oplysninger”.

Hos Hello Fresh oplyser Carina Berg, kommunikationschef, at de ikke køber russisk fisk: 

“Vi indkøber ikke fisk fra Rusland. Vi har heller ikke noget direkte samarbejde med de nævnte virksomheder”.

Fra samme undersøgelse: