Åbner i en ny fane
Transport / shipping22/08/2025

Flere skibe tilbageholdt efter dansk indsats mod skyggeflåden

Et tankskib var i så dårlig stand, at det blev tilbageholdt i over tre måneder. Besætningen var fanget på skibet i hele perioden.
Bb 01
Skibet Vigo har nu været i Skagen i fire måneder. Collage: Louise Kock. Fotos: Pexels
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Denne artikel er en del af undersøgelsen Skyggeflåden

  • Den russiske skyggeflåde er ifølge eksperter og politikere Ruslands modsvar på vestlige sanktioner. Skibe sejler med olie fra Rusland, uden at vestlige myndigheder kan følge med i, hvad der foregår. På den måde kan olien blive solgt for mere, end hvad det sanktionsbestemte prisloft tillader.
  • Skyggeflåden består hovedsageligt af ældre tankskibe, der er blevet opkøbt efter 24. februar 2022 af selskaber, der er svære at gennemskue. De sejler nærmest udelukkende med russisk olie, og så er de indregistreret i lande uden for EU og G7-landene.
  • Som regel har skibene uigennemskuelige ejerforhold og ukendt, tvivlsom eller ikkevestlig forsikring såsom forsikringsselskaber i Rusland. Det har blandt andet ført til britiske og amerikanske sanktioner, der specifikt navngiver flere russiske forsikringsselskaber.
  • Skibene har enten fuldstændig falsk flagstat eller flagstat i lande med mindre kontrol som eksempelvis Cameroon eller militærdiktaturet Gabon i Afrika, men kan også operere fra flagstater som Panama, Liberia eller Vietnam og flere endnu. Skibene skifter ofte navn og flag, fordi de ofte skifter ejere. Det skyldes ifølge eksperter, at man mudrer sporet til de egentlige ejere.
  • De store tankskibe sejler dagligt gennem Danmark og Storebælt, fordi det er den eneste vej ud for de fuldt lastede tankskibe, når de kommer fra de store russiske oliehavne omkring Sankt Petersborg.
  • Statsledere som statsminister Mette Frederiksen har italesat skyggeflåden som en stor bekymring og et problem, som Vesten er nødt til at håndtere. Derfor er NATO-skibe også blevet indsat i Østersøen for at overvåge og beskytte området mod oliekatastrofer og sabotage mod undersøiske kabler.
  • Kilder: Lloyd's List Intelligence, CREA, Kyiv School of Economics, OFSI, OFAC

Danmark har siden februar kontrolleret tankskibe, der har lagt til ved den store ankerplads ud for Skagen.

Det sker som led i en større indsats mod Ruslands berygtede skyggeflåde, hvilket Danwatch tidligere har beskrevet.

Nu viser helt nye tal, at myndighederne har haft travlt. I alt er 79 tankskibe blevet kontrolleret på Skagen Red, og fire af kontrollerne endte med, at skibene blev tilbageholdt.

Det oplyser Søfartsstyrelsen til Danwatch. Et af skibene er det vietnamesisk tankskib Vigo, der ifølge data fra Lloyd’s List Intelligence er en del af den russiske skyggeflåde. Skibet blev tilbageholdt 22. april og ligger fortsat på ankerpladsen.

Søfartsstyrelsens synschef, Martin John, har ansvaret for kontrollerne og forklarer, at der blev fundet nogle meget alvorlige fejl på Vigo, som gjorde det farligt for besætningen at sejle videre.

”Der var fejl i brand- og sikkerhedsudstyr, søkort var ikke opdateret, der var tekniske fejl på udstyr og på toiletter, og en masse andre ting. Der var alvorlige fejl om bord, så vi tilbageholdt skibet”, siger han.

Martin John fremhæver, at det er meget sjældent, at myndighederne ser skibe i så dårlige stand.

”Vi har jo tilbageholdt i alt fire skibe, men ingen af dem kan sammenlignes med Vigo. Vi har den tilgang, at én tilbageholdelse er én for meget, og vi accepterer ikke skibe i dårlig stand”, siger han.

Skibene får først lov til at sejle igen, når de har repareret de problemer, de nu har. 

Få skyggeskibe ramt af målrettet indsats

En gennemgang af data fra den europæiske myndighedsdatabase Paris MoU viser, at kun ni af de 79 kontroller ved Skagens ankerplads har været rettet mod skibe fra skyggeflåden.

Efter annonceringen af kontroller mod skyggeflåden i februar, begyndte størstedelen af de lyssky tankskibe at sejle udenom ankerpladsen, som førhen var et knudepunkt for olieskibene på vej til og fra Rusland.

I stedet lagde nogle af skyggeflådens skibe sig lidt længere væk fra Skagen Red eller sejlede gennem Europa uden stop.

Det viser flere måneders data fra MarineTraffic, som Danwatch har gennemgået. Søfartsstyrelsen holder ikke selv øje med skibstrafikken, der går forbi Skagen, og derfor ved de ikke, hvor mange skibe der nu sejler uden om, siger Martin John.

Men på Københavns Universitet sidder der en person, der ved en hel del om skyggeflådens sejlmønstre: Yevgeniy Golovchenko, der er adjunkt ved Institut for Statskundskab.

Han har lavet flere store dataprojekter om netop skyggeflåden og skibenes ruter, og han ser faktisk indsatsen som en positiv fortælling, selvom den ikke har ramt så mange af de lyssky tankskibe.

”Kampen mod skyggeflåden handler først og fremmest om at gøre deres drift dyrere og langt mere besværlig. På den måde kan Rusland eksportere mindre olie per dag og dermed tjene færre penge til krigsmaskinen”, siger han.

Derfor er det en god ting, hvis kontrollerne skræmmer skibene væk fra ankerpladsen ved Skagen, fordi de ikke længere kan blive serviceret af virksomhederne på havnen, uddyber han:

”En sådan afskrækkelse ville være et relativt godt resultat, da det vil besværliggøre – og muligvis forsinke – skyggeflådens operationer. Her er det afgørende, at andre lande følger op, så rejsen bliver besværlig for skyggeflåden hele vejen forbi Europa – og ikke kun ved Skagen”.

Mandskab fanget på tilbageholdt skib

Vigos besætning har befundet sig fire måneder på det opankrede tankskib et lille stykke væk fra Skagen, siden det blev tilbageholdt.

Det har ikke været muligt for mandskabet at forlade skibet. I perioden har besætningen fået mad og andet leveret, mens de har arbejdet på at få udbedret de mange fejl.

Myndighederne oplyser, at de har tjekket alle oplysninger inklusive ejerskab og forsikring, og at de ikke har fundet noget mistænkeligt.

Vigo fik derfor lov til at sejle videre 5. august, men ligger stadig for anker i Danmark. Ifølge Martin John kan det være fordi, at det venter på at kunne sejle på værft i Vietnam.

På landsplan udfører Søfartsstyrelsen cirka 500 kontroller årligt i danske havne.

Her ser man et nogenlunde sammenligneligt antal tilbageholdelser i forhold til de nye kontroller af tankskibe, oplyser Søfartsstyrelsen. 

Det har ikke været for Danwatch at komme i kontakt med ejeren af Vigo.

Fra samme undersøgelse

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.