23. maj '25Fiskeri

Sælger fisk til Danmark: Russisk oligark rammes af EU-sanktioner

Efter Danwatch og Ekstra Bladet har afsløret mystiske sejlmønstre samt millionhandel med russiske fisk blandt danske selskaber får det nu konsekvenser for den kontroversielle bagmand.

Art5 bb
I december afslørede Danwatch og Ekstra Bladet, at danske virksomheder købte fisk for millioner af en russisk koncern, der nu er ramt af EU-sanktioner for spionage. Illustration: Sofie Erna Schmidt

Denne artikel er en del af undersøgelsen Putins Fisk

  • Siden Ruslands invasion af Ukraine har otte danske virksomheder har købt fisk for mindst 532 millioner kroner af russiske virksomheder.
  • Tre af de danske virksomheder har alene i 2022 og 2023 købt fisk for mindst 137 millioner kroner af en russisk oligark, som mistænkes for spionage.
  • Russisk oligark, der sælger tonsvis af fisk til Danmark, indgik tre kontrakter med Ruslands efterretningstjeneste i 2022.

Den seneste pakke sanktioner fra EU rettet mod virksomheder og personer den 20. maj får nu konsekvenser for en russisk oligark, der har solgt fisk til danske virksomheder i årevis. 

Der er tale om Norebo Group, en russisk fiskerikoncern, som Danwatch og Ekstra Bladet i december afslørede, har leveret fisk til danske virksomheder for millioner af kroner siden invasionen af Ukraine i 2022. 

I en pressemeddelelse fra EU anklages Norebo Groups fiskeflåde for spionage og sabotage af kritisk infrastruktur:

“Dagens noteringer omfatter især to fiskeselskaber, Norebo JSC og Murman Sea Food, som er en del af en russisk-statssponsoreret overvågningskampagne, der har udført spionagemissioner og sabotage på kritisk infrastruktur, herunder undersøiske kabler”.

Kontrakter med russisk efterretningstjeneste

Allerede i december sidste år kædede eksperter oligarken Vitaly Orlov sammen med personer i Putins inderkreds, og Danwatch afslørede samtidig tre kontrakter indgået mellem Norebo Group og den russiske efterretningstjeneste, FSB. 

Jakob Tolstrup, ph.d. og lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, kaldte den danske handel med Norebo Group for “problematisk”: 

“Hvis vi samhandler med aktører, som vi opfatter som private, men som i virkeligheden er tæt forbundne til FSB, som er livsnerven i Putins regime og hovedarkitekten i hans hybride, udenrigspolitiske aktiviteter, er det et problem”.

Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet, sagde: “Hvis du har et værft i Rusland, så kan du ikke undgå at stille det til rådighed for FSB. Det ligger ligesom i hele pakken”.

Alle aktiver indefryses

Sanktionerne betyder, at alle Norebo Groups aktiver i EU skal indefryses, og ingen virksomheder må stille økonomiske midler til rådighed for den russiske fiskerikoncern. 

“De, der udpeges i dag, vil blive underlagt en indefrysning af aktiver, og EU-borgere og virksomheder vil blive forbudt at stille midler til rådighed for dem”, står der i pressemeddelelsen.

Det er realiteterne, som direktør for Norebo Group, Vitaly Orlov, nu står overfor, fordi fiskeflåden “udviser et særligt bevægelsesmønster, der er uforenelig med almindelig økonomisk praksis og fiskeriaktiviteter”, lyder det i dokumentet fra Bruxelles: 

“Disse bevægelsesmønstre svarer til ondsindede hensigter såsom gentagen tilstedeværelse tæt på kritisk infrastruktur og militærområder og ophold uden formål. Fartøjer, der ejes og drives af Norebo JSC, er udstyret med teknologi, der kan anvendes til spionage”, fremgår det af forordningen. 

  • Norebo JSC er en russisk fiskerivirksomhed. Fartøjer, der ejes og drives af Norebo JSC, udviser et særligt bevægelsesmønster, der er uforenelig med almindelig økonomisk praksis og fis keriaktiviteter. Disse bevægelsesmønstre svarer til ondsindede hensigter såsom gentagen tilstedeværelse tæt på kritisk infrastruktur og militærområder og ophold uden formål. 
  • Disse bevægelsesmønstre er således, herunder af medlemsstaternes og tredjelandes myndigheder, blevet kædet sammen med den russiske statssponsorerede ove rvågningskampagne, der bl.a. beskæftiger civile fiskerfartøjer med henblik på at gennemføre spionagemissioner rettet mod civil og militær infrastruktur i Nordsøen og Østersøen. Disse aktiviteter kan lette fremtidige sabotageoperationer. 
  • Fartøjer, der ejes og drives af Norebo JSC, er udstyret med teknologi, der kan anvendes til spionage. Et fartøj tilhørende Norebo JSC har fået forbud mod at anløbe nederlandske havnefaciliteter på grund af spionage . Norebo JSC har også modtaget flere lån fra Sberbank, en russisk statsejet bank. 
  • Desuden udsendte Rusland i juli 2022 sin nye »maritime doktrin«, som understreger civile skibes og deres besætningers strategiske betydning for det maritime beredskab, herunder ved at forberede dem på krigstid og gøre det muligt at anvende dem som væbnede styrker i fredstid. Norebo JSC gennemfører og støtter dermed tiltag, som iværksættes af Den Russiske Føderations regering, og som undergraver eller truer sikkerheden i Unionen, flere af dens medlemsstater og tredjelande ved at deltage i og støtte tiltag, der har til formål at gribe ind i kritisk infrastruktur, herunder ubådsinfrastruktur.

Ingen kommentar fra dansk virksomhed

Vi har spurgt Jeka Fish, der køber fisk fra Norebo Group, hvad de mener om, at deres russiske leverandør er sanktioneret, men direktør Halldor Arnarson ønsker ikke at udtale sig. I december sagde han til Danwatch:

“Vi køber fisk fra russiske fiskerivirksomheder, der – ligesom Espersen og andre virksomheder i vores branche – er en integreret del af den globale forsyningskæde indenfor fødevareindustrien. Vi handler inden for de rammer, som er politisk bestemt, og vi følger alle sanktioner”.

Hvad konsekvenserne er for de danske virksomheder, der køber fisk af Norebo Group, har vi spurgt en række eksperter om, men de er ikke vendt tilbage inden redaktionens deadline. 

Flere sanktioner på vej

Denne 17. sanktionspakke fra EU Kommissionen er den hidtil mest vidtgående, og der kan være flere på vej, lyder det fra EU’s udenrigschef, Kaja Kallas, til The Barents Observer: 

“Mens Putin foregiver at være interesseret i fred, er flere sanktioner på vej. Ruslands handlinger, og de personer der gør dem mulige, står over for alvorlige konsekvenser. Jo længere Rusland fortsætter sin ulovlige og brutale krig, jo hårdere vil vores reaktion være,” siger Kaja Kallas.

Fra samme undersøgelse: