Vi er i Mato Grosso, en stor stat i det vestlige Brasilien. Så langt øjet rækker strækker kvæg- og sojamarker sig. Mato Grosso er da også den stat i Brasilien som har den største kvæg-produktion. Storskala-slagterier ligger spred ud over staten. Her forarbejdes huder som biprodukt fra landets store kødindustri. Men også huderne er en storindustri.
Ifølge en tidligere slagteriarbejder, João, 28, bliver der slagtet mere end 120 køer i timen på hans tidligere arbejdsplads. Kun under tilsynsbesøg blev produktionen sænket til den lovlige mængde. ”Vi havde ingen faste arbejdstider. Vi kunne gå, når vi havde nået dagens kvote,” siger Ana, 40, ligeledes tidligere slagteriarbejder. ”Nogle dage begyndte jeg arbejdet klokken 4 om morgenen og gik først hjem klokken 1 den følgende morgen.” Når hun kom hjem, skulle hun vaske sin uniform, som skulle være ren til næste dag, før hun kunne gå i seng.
Ifølge Aline A. Roberto Amoras, chef for arbejdssundhed og -sikkerhed i Mato Grossos Arbejdsministerium, opstår der et uofficielt pres til ikke at holde pause. Hun siger: ”Hvis en arbejder holder pause, går hele produktionen i stå.” Dét og manglende oplæring er de typiske årsager til et af de største problemer i slagterierne, skader. Arbejdere kommer til skade på grund af det hurtige tempo, ekstreme overarbejdstider samt manglende oplæring.
Et andet problem er varige skader som følge af ensformige og anstrengende bevægelser i kolde omgivelser. Aline Amora siger: ”De mest almindelige problemer er varige skader forårsaget af ensformigt arbejde i meget kolde omgivelser og skader som følge af skarpe knive og store maskiner.”
Efter fire års slagteriarbejde i samme stilling i det nordlige Mato Grosso har Ana udviklet et slemt tilfælde af gigt, hvilket gør, at hun ikke kan få et arbejde. Hun græder, mens hun fortæller sin historie: ”Det er hårdt at tænke på fortiden. Jeg bliver bekymret for fremtiden,” siger hun.
Ana er arbejdsløs. ”Når arbejdsgiverne finder ud af, at jeg har dette problem (læs: gigt), får jeg ikke jobbet.” Hun plejede at arbejde med at skære og rense tarme, og dette belastende og monotone job gjorde hende syg og tvang hende til at forlade sit job. ”Jeg kender mange folk med samme problem. Det er sådan, virksomhederne er. Når du er sund og rask, får du arbejde, og når du bliver syg, fyrer de dig. Sådan er retfærdighed i Brasilien,” siger hun.
Hun har ikke modtaget kompensation for tabt arbejdsevne.
Arbejdere mister rettigheder hver ottende måned
Det er svært for slagteriarbejderne at klage over arbejdsbyrden og arbejdsrelaterede skader ifølge Valdiney Antônio de Arruda, 41, direktør for delstatens Arbejdsministerium. Det er tilfældet, selvom Brasilien har indført en række arbejdstagerrettigheder, såsom loft over den daglige arbejdstid, og at arbejdsgiveren skal give arbejderen sikkerhedsudstyr.
João og Sebastião, 28 og 23, to slagteriarbejder fra det nordlige Brasilien, fortæller: ”Hver ottende måned bliver vi fyret, fordi slagteriet skifter navn eller ejer. Vi bliver altid genansat et par dage senere.”
Wlaudecyr Antonio Goulant, inspektør arbejdsministeriet, forklarer det med, at arbejderne optjener visse rettigheder, og efter otte måneder har de krav på disse rettigheder. At fyre arbejderne er en måde, hvorpå slagterierne kan undgå at respektere arbejdernes rettigheder. Det er også en måde at fyre folk som Ana på uden at skulle betale kompensation.
”I virkeligheden betyder dét at skifte navn bare, at rettighederne overføres til det ”nye” slagteri, men arbejderne er som regel ikke klar over dette, så slagterierne slipper for deres forpligtelser,” siger Wlaudecyr Goulant og fortsætter: ”Selv hvis arbejderne ved det, skal de kæmpe individuelt mod slagteriet for at opnå deres rettigheder. Det betyder ofte, at de ikke tager kampen op, og at slagteriet slipper for at tage ansvaret.”
Ifølge Wlaudecyr Goulant er problemet især udbredt blandt slagterierne og i transportsektoren – to sektorer, der er involveret i produktionen af læder til Europa.
”Arbejderne indgår generelt kompromiser med slagterierne, fordi de er bange for konsekvenserne ved at anlægge et søgsmål,” siger Valdiney Arruda og understreger endvidere, hvor svært det er for arbejderne at insistere på deres rettigheder.
Som en arbejder, George, 26, sagde: ”Maskiner er vigtigere for dem end deres ansatte.”
Ingen slagteriejere har villet tale med DanWatch under feltrejsen.
—
Note: João, Sebastião og George er pseudonymer. DanWatch er bekendte med personernes rigtige navne.
Ida Dalgaard Steffensen
