“Når den sidste guldåre trækkes ud af jorden, vil verden styrte i grus”.
Sådan lyder en sætning i ‘Den gyldne jord’, som både er titlen på en mongolsk folkevise og på den nyeste film af instruktør Byambasuren Davaa, som netop nu går i danske biografer.
Byambasuren Davaa blev verdenskendt, da hendes debutfilm ‘The Story of the Weeping Camel’ i 2003 blev nomineret til en Oscar for bedste dokumentar. Ligesom den og flere af hendes senere film fortæller spillefilmen ‘Den gyldne jord’ om mongolske nomade-folks livsformer og forhold til naturen.
Men som noget nyt handler ‘Den gyldne jord’ også om de virksomheder, der truer nomade-kulturens eksistensgrundlag.
Byambasuren Davaa havde egentlig planlagt at instruere en helt anden film fra Mongoliet, men da hun forlod sin bopæl i Tyskland og genbesøgte sit hjemland, blev hun overvældet af at se, hvordan mineindustrien påvirkede den mongolske natur og de mennesker, der traditionelt har boet og levet med den.
“Over en femtedel af Mongoliets areal er i dag reserveret til minedrift. 391 søer, 344 floder og 760 kilder er tørret ud, og mange flere er blevet forurenet af den overvejende globale mineindustri”, som der står i filmens rulletekster.
Skønt ‘Den gyldne jord’ er en lille historie om en familie og en 12-årig drengs coming of age-fortælling, er den samtidig blevet en aktivistisk film med en klar dagsorden.
“Jeg ønsker mig en voksende bevidsthed blandt det mongolske folk om, at vi er mere end en billig leverandør af råvarer. Mongoliet har en viden og et perspektiv at tilbyde verden i nutidens økologiske krise”, som Byambasuren Davaa siger i et interview med den europæiske børnefilmsorganisation ECFA’s magasin.
“For publikum i andre dele af verden håber jeg, at de kommer til at elske mit hjemlands skønhed og forstår, hvilke rigdomme vi lige nu leverer ud af. Det er på tide at indse, at noget af vores jord bliver uigenkaldeligt ødelagt”, siger hun.
Byambasuren Davaa kommer selv fra en nomade-familie og brugte mange af sin barndoms ferier på at lære gamle myter og sagn i sin bedstemoders yurt.
Filmens fortælles på samme vis først og fremmest fra den 12-årige Amras (Bat-Ireedui Batmunkhw) perspektiv.
Gennem drengen oplever vi, hvordan nomadefolkene hyrder får og geder i bjergtagende landskaber, hvordan de voksne begynder at holde møder om truslen fra mineindustrien, de udtørrede floder og ødelagte græsningsarealer. Og hvordan nogle medlemmer af lokalsamfundet begynder at have flere penge mellem hænderne efter at have sagt ja til et job i mineindustrien, mens andre begynder at lave sabotageaktioner mod mineselskabernes maskiner ved at hælde sukker i benzintankene.
Det hele er fortalt gennem ekstremt smukke panoramabilleder fra de mongolske højsletter.
Organisationer som Amnesty International har før rapporteret om, at fremtrædende nomadeaktivister i Mongoliet har været udsat for vold og overgreb fra mineselskaber, når de har modsat sig udgravninger i deres områder.
Filmen viser i højere grad den type indirekte tvang, som marginaliserede grupper og oprindelige folk kan blive udsat for i mange dele af verden, når en stor virksomhed vil rykke ind på deres territorier. Familierne får tilbud om kompensation, hvis de rejser væk fra jorden, men de har i virkeligheden ikke noget valg. Og presset slår langsomt sprækker i den sociale sammenhængskraft i både de større hyrdesamfund og de enkelte familier.
‘Den gyldne jord’ er instrueret af Byambasuren Davaa og fotograferet af Talal Khoury. Går i biografer landet over.
Nikolaj Houmann Mortensen