Store problemer og skattelyfinter: Sådan går det med Putins venner i Danmark

Siden invasionen af Ukraine begyndte, har EU forsøgt at ramme de magtfulde russiske oligarker med økonomiske sanktioner. Som Danwatch har vist, har flere af oligarkerne tætte forbindelser til Danmark. Vi har set på, hvordan de er blevet ramt af den nye udvikling.

Illustration: Sarah Hartvigsen Juncker

Flere runder af sanktioner, importforbud på visse varer, indefrysning af midler og konfiskeringer af store yachter.

Det er nogle af de økonomiske våben, som EU, USA og Storbritannien har taget i brug for at presse nogle af Ruslands rigeste og mest magtfulde mænd, de såkaldte oligarker.

Flere af oligarkerne har forbindelser til Danmark eller danske virksomheder, og mens nogle af dem stort set er gået fri, har de økonomiske angreb haft betydning for andre oligarkers danske forretninger.

Her følger en gennemgang af, hvordan de er blevet ramt.

Mikhail Fridman: Olieforretning i Nordsøen ramt af sanktioner

Den russiske multimilliardær og storinvestor Mikhail Fridman blev som en af de første sanktioneret af EU for sit tætte forhold til Vladimir Putin.

Ifølge EU er Fridman en “katalysator for Putins inderkreds” og har aktivt arbejdet på at tilbagerulle amerikanske sanktioner mod Rusland. Ligesom han har “støttet handlinger eller politik, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed”. 

Mikhail Fridman ejede ved invasionens begyndelse 33 procent af den tyske olie-og gasgigant Wintershall Dea gennem sit investeringsselskab LetterOne.

Som Danwatch kunne afsløre, har Winthershall Dea købt 5 licenser af den danske stat til udvinding af olie og gas i Nordsøen – og desuden modtaget statsstøtte for millioner til grønne projekter.

Efter sanktionerne er operationen i Nordsøen dog faldet fra hinanden. Wintershall Deas underselskab i nordsøen, Witershall Nordzee, er i flere internationale myndigheder søgelys for sanktionsbrud, og Wintershall Dea har skrinlagt sine operationer i Nordsøen, skriver Energiwatch.

Fridman er også trådt tilbage fra bestyrelsen i LetterOne, hvor han på grund af sanktionerne har fået indefrosset sin ejerandel. Det bekræftede LetterOne over for Danwatch allerede, da vi første gang skrev om Fridmans forretninger.

Vladimir Lisin: Stålkonge går fri af importforbud

Vladimir Lisin har tjent milliarder på sin russiske stålkoncern NLMK og har i en årrække været Putins indgang til Danmark.

Vladimir Lisin købte i 2002 Danmarks eneste stålvalseværk, der ligger i Frederiksværk. Værket importerer stål fra Rusland, der blandt andet bliver forarbejdet til plader til vindmølleindustrien og store infrastrukturprojekter som Femern-forbindelsen.

Ejerskabet af stålvalseværket har givet Vladimir Lisin rollen som bindeled mellem Danmark og Rusland. Han har stået i spidsen for russiske erhvervsfremstød i Danmark, og Putin udpegede ham til at stå i spidsen for Russia Danish Business Forum, der skulle fremme handlen mellem Danmark og Rusland.

Selvom Lisin også figurerer på en liste fra de amerikanske myndigheder over prominente Putin-støtter, er han endnu ikke blevet ramt af sanktioner. EU har godt nok indført et importforbud på størstedelen af det stål, der kommer fra Rusland, men netop den type stål, som stålværket i Frederiksværk og andre af NLMK’s europæiske datterselskaber importerer, er ikke omfattet.

“Vi følger situationen tæt. Det, som vi kan se ud fra den nye liste, er, at vi stadig kan få vores stål-leverancer fra NLMK i Rusland. De produkter, som vi importerer, ligger ikke på sanktionslisten”, oplyser NLMK DanSteel, datterselskabet bag stålværket i Frederiksværk, til Danwatch.

Alexei Mordashov: Rigmanden laver skattelyfinte

Alexei Mordashov går for at være Ruslands rigeste mand. Han blev d. 28 februar tilføjet til listen over sanktionerede russiske oligarker, da EU vurderer, at han “nyder godt af sine forbindelser til russiske beslutningstagere.” 

Alexei Mordashov ejede indtil d. 28 februar 34 procent i Europas største rejseselskab TUI, der blandt andet har rødder i danske Star Tours. Men på dagen for EU’s sanktioner solgte Mordashov 30 procent af aktierne i rejseselskabet til et mystisk selskab på De Britiske Jomfruøer, skriver The Guardian.

Sanktionerne ville ellers have betydet, at Mordashovs aktier i TUI skulle indefryses, så han ikke kunne sælge dem eller profitere fra dem, ligesom han ville miste stemmeretten i TUI’s bestyrelse. Det ser Mordashov ud til at have undgået – og fordi selskabet, der købte aktierne, ligger på jomfruøerne, der skjuler ejerskabet af virksomheder, ved vi ikke, om Mordashov stadig kontrollerer aktierne.

Zakhar Smushkin og brødrene Zingarevich: Papirkongerne ramt på forretningen

De tre stenrige oligarker Zakhar Smushkin og tvillingebrødrene Boris og Mikhail Zingarevich ejer halvdelen af Ruslands største papirvirksomhed Ilim Group, som danske FLSmidth er leverandør til. 

Alle tre oligarker har tætte forbindelser til Vladimir Putin. Smushkin er i bestyrelsen for det magtfulde organ Russian Union of Industrialists and Entrepreneurs (RSPP), der ofte bliver betegnet som ‘Sammenslutningen af Oligarker’, fordi så godt som samtlige rige og magtfulde oligarker er medlemmer.

Imens har Boris og Mikhail Zingarevich været med, da Vladimir Putin tilbage i oktober 2015 fejrede sin 63-års fødselsdag med et slag ishockey. På banen var de hockey-glade brødre blandt de særligt inviterede spillere, der bestod af oligarker og tidligere NHL-stjerner.

Ingen af de tre oligarker er personligt blevet sanktioneret, men sanktionernes generelle konsekvenser for den russiske økonomi har ramt oligarkernes virksomhed. Derfor har kreditvurderingsbureauet Moodys ændret udsigterne for Ilim Timber til negative.

Samtidig overvejer International Paper Group, der ejer den anden halvdel af virksomheden, at sælge sin andel, skriver Commercial Appeal.

Suleyman Kerimov: FLSmidth suspenderer kontrakter med guldbaronen

Suleyman Kerimov ejer Polyus, Ruslands største guldselskab, og så var han blandt de oligarker, der tidligt blev briefet om krigen af Putin selv. Hans tilstedeværelse ved mødet var en af grundene til, at Kerimov blev inkluderet i den seneste runde af sanktioner fra EU.

“Det forhold, at han blev indbudt til at deltage i dette møde, viser, at han er medlem af inderkredsen af oligarker tæt på Vladimir Putin, og at han støtter eller gennemfører tiltag eller politikker, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed samt stabiliteten og sikkerheden i Ukraine,” står der i EU’s sanktionspapirer.

Suleyman Kerimov har været sanktioneret af USA siden 2018 for sin rolle i den russiske regering. Guldfirmaet Polyus har desuden været sortlistet på Londons børs siden 3. marts efter et drastisk fald i selskabets aktiekurs på mere end 95 procent.

Tidligere på ugen kunne Danwatch afsløre, at de nye sanktioner også har fået konsekvenser for danske FLSmidth, der har flere lukrative kontrakter med Polyus.

I en mail oplyste FLSmidths juridiske direktør Annette Terndrup, at ”vores samarbejde med Polyus er suspenderet, mens eksterne jurister vurderer sagen. Vi forventer at nå en konklusion i løbet af få dage.”

Flere artikler fra undersøgelsen:

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right