Undersøgelse
Støt Danwatch

Industrigigant i massiv modvind: Suspenderer milliondyre russiske guldkontrakter

Endnu en af FLSmidths kunder, en indflydelsesrig russisk oligark, er havnet på EU’s sanktionsliste. FLSmidth suspenderer nu hele samarbejdet med oligarkens guldmineselskab, mens de undersøger sagen nærmere, oplyser de til Danwatch og Finans.
Endnu en af FLSmidths kunder, en indflydelsesrig russisk oligark, er havnet på EU’s sanktionsliste. FLSmidth suspenderer nu hele samarbejdet med oligarkens guldmineselskab, mens de undersøger sagen nærmere, oplyser de til Danwatch og Finans.
Samarbejdspartner
I samarbejde med Finans
Grafik: Sarah Hartvigsen Juncker
Redaktør: Jonathan Tybjerg | Ansv. chefredaktør: Jesper Nymark
En Danwatch-undersøgelse

Industrigigant i massiv modvind: Suspenderer milliondyre russiske guldkontrakter

Suleyman Kerimov ejer Ruslands største guldselskab. Illustration: Sarah Hartvigsen Juncker

Den danske cement- og minegigant FLSmidth er havnet i problemer, efter der de seneste uger er kastet lys over selskabets omfattende handler med stenrige russiske oligarker.

Nu kan Danwatch i samarbejde med Finans afsløre, at FLSmidth har set sig nødsaget til at suspendere flere lukrative aftaler med en af deres russiske kunder, fordi ejeren er endt på EU’s sanktionsliste. Det drejer sig om den hovedrige guldbaron, Suleyman Kerimov, hvis familie ejer hovedparten af Ruslands største guldproducent Polyus.

I oktober 2021 indgik FLSmidth en kontrakt om levering af mineudstyr til Polyus til en værdi af 350 millioner kroner – et samarbejde, der efter planen skulle have fortsat til ind i 2023.

Og så sent som 20. december sidste år – altså cirka to måneder før Ruslands invasion af Ukraine – indgik FLSmidth endnu en aftale med Polyus om levering af udstyr til samme guldmine.

I en mail oplyser FLSmidths juridiske direktør Annette Terndrup, at FLSmidth nu sætter de milliondyre kontrakter på pause.

”Vores samarbejde med Polyus er suspenderet, mens eksterne jurister vurderer sagen. Vi forventer at nå en konklusion i løbet af få dage,” skriver hun.

Suleyman Kerimov var blandt de russiske oligarker, der tidligere på ugen blev ramt i den fjerde bølge af EU-sanktioner, der kommer som reaktion på Ruslands invasion af Ukraine. Som begrundelse for at sanktionere Kerimov skriver EU blandt andet, at han på selve dagen for invasionen 24. februar deltog i et møde i Kreml mellem oligarker og Vladimir Putin.

“Det forhold, at han blev indbudt til at deltage i dette møde, viser, at han er medlem af inderkredsen af oligarker tæt på Vladimir Putin, og at han støtter eller gennemfører tiltag eller politikker, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed samt stabiliteten og sikkerheden i Ukraine,” står der i EU’s sanktionspapirer.

“Han er derfor en fremtrædende forretningsmand involveret i økonomiske sektorer, der udgør en betydelig indtægtskilde for Den Russiske Føderations regering, der er ansvarlig for annekteringen af Krim og destabiliseringen af Ukraine.”

Som Danwatch tidligere har beskrevet, har Suleyman Kerimov været sanktioneret af USA siden 2018 for sin rolle i den russiske regering. Guldfirmaet Polyus har desuden været sortlistet på Londons børs siden 3. marts efter et drastisk fald i selskabets aktiekurs på mere end 95 procent.

Den nye sag kommer i kølvandet på, at Erhvervsstyrelsen har igangsat en undersøgelse af mulige sanktionsbrud i forbindelse med, at FLSmidth sidste år samarbejdede med en anden oligark på et mineprojekt i Belarus. 

Undersøgelsen blev iværksat på baggrund af Danwatch og Finans’ afsløringer af, at 

FLSmidth fortsatte med at levere udstyr til minen i adskillige måneder, selv om minefirmaets ejer var sanktioneret af EU.

Læs også: Dansk industrigigant handler med lyssky russiske oligarker

  • FLSmidth er en dansk industrivirksomhed, der blev stiftet af ingeniør Frederik Læssøe Smidth i hans mors lejlighed i København i 1882. I dag har virksomheden over 10.000 ansatte i mere end 60 forskellige lande, og de omsatte i 2020 for mere end 16 milliarder kroner. 
  • FLSmidth har hidtil været kendt primært som en cement-virksomhed, selv om mineindustrien også har fyldt godt i ordrebøgerne. Nu har FLSmidth opkøbt den tyske industrigigant Thyssenkrupps minevirksomhed, og med opkøbet bliver FLSmidth verdens førende mineleverandør.  
  • Minerne vil fremover udgøre 75-80 procent af virksomhedens forretning, og den 1. januar 2022 overtog FLSmidths tidligere minechef, Mikko Keto, rollen som koncernchef i FLSmidth. 
  • FLSmidth er en privat virksomhed, men den danske stat og det danske kongehus har i stor stil støttet op om den danske industrigigant.  
  • Godt over en milliard kroner er stillet til rådighed for FLSmidth forretninger gennem de statslige eksportkredit- og investeringsfonde EKF og IFU, samtidig som det danske kongehus har stået i spidsen for erhvervsfremmende statsbesøg, der har skaffet FLSmidth milliardkontrakter. 
  • Flere danske pensionskasser har store investeringer i FLSmidth. 

Oligark-finten 

Polyus og Kerimov er langt fra ukendte for FLSmidth. Tilbage i 2010 fik FLSmidth en ordre på 223 mio. kr.om levering af udstyr til et af Polyus dattterselskaber.

Året før havde Suleyman Kerimov købt sig ind i Polyus, og i 2015 fik familien aktiemajoriteten i guldmineselskabet.

Samme år overdrog  Suleyman Kerimov sin andel til sønnen Said, der i dag ejer 76,3 procent gennem selskabet Polyus Gold International Limited, der er registreret på Jersey

Det fremgår af af selskabets årsrapport for 2021, side 56 og 104.

Finten med at overdrage aktier til familiemedlemmer er langt fra ukendt i finansverdenen – heller ikke for oligarker. Som Danwatch skrev forleden, så var det også tilfældet med den russiske oligark Mikhail Gutseriev, som overførte ejerskab af sin virksomhed til sin yngre bror, på samme tid som sanktioner mod ham blev annonceret i sommeren 2021.

Professor Tom Kirchmaier, der forsker i økonomisk kriminalitet ved CBS og London School of Economics, sagde i den forbindelse:

“Sanktionerne omfatter også mellemmænd, og nære familiemedlemmer vurderes typisk som mellemmænd”.

Det amerikanske Finansministerium har i en pressemeddelelse ligeledes fremhævet oligarkernes familiemedlemmers rolle:

“Sanktionerede oligarker og den magtfulde russiske elite har brugt familiemedlemmer til at flytte aktiver og til at skjule deres enorme rigdom” 

I EU’s nye sanktioner bliver oligarkernes familiemedlemmer også nævnt.  Danwatch har derfor spurgt det Europæiske Råd, hvem de vurderer, der er den reelle ejer af Polyus, men Rådet kan kun oplyse, at Said Kerimov ikke findes på sanktionslisten.

Undersøgelsen delt op i artikler
Denne undersøgelse har fået et efterspil

Dokumentation

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercross