6. oktober 2022

Tanzania får grønt lys til at tvangsfordrive masaier for at gøre plads til turister

Tanzanias planer om at flytte oprindelige folk ud af Ngorongoro-distriktet er ikke ulovlige, mener den regionale domstol East African Court of Justice. En af verdens mest populære safariparker ligger i Ngorongoro, og masai-befolkningen anklager den tanzanianske regering for at ville fordrive dem for at kunne tiltrække flere turister.

De første masaier er allerede blevet flyttet ud af Ngorongoro-distriktet. Foto: Alessandro Russo/Unsplash

I juni udbrød der voldelige kampe mellem det oprindelige folk masaierne og tanzanianske sikkerhedsstyrker. 

Det skete efter, at Tanzanias regering i foråret indledte deres seneste forsøg på at fordrive tusindvis af masaier fra Ngorongoro-distriktet, hvor danske turister hvert år rejser på safari.   

På initiativ fra fire masai-samfund har den regionale domstol East African Court of Justice nu taget stilling til sagen, og de har dømt til den tanzanianske regerings fordel. 

Domstolen mener ikke, at fordrivelserne er ulovlige, fremgår det af kendelsen. Masaierne bliver samtidig nægtet kompensation. 

“Det er blevet konkluderet, at der ikke har været tab af ejendom, og at ingen er kommet til skade under forflyttelserne, men vores beviser og vidner siger noget helt andet”, siger Esther Mnaro, advokat for masaierne, til nyhedsbureauet AFP. 

Naturbeskyttelse?  

Tanzanias regering insisterer på, at fordrivelserne sker i naturens tjeneste. De læner sig blandt andet op ad en rapport fra FN-organet UNESCO, der har konkluderet, at masaiernes kvæghold og semi-nomadiske færden truer den “utrolige universelle værdi” af Ngorongoros natur.

Det anslås, at masai-befolkningen i Ngorongoro er vokset fra 8.000 i 1959 til mere end 100.000 i dag. 

Masaierne selv og flere rettighedsgrupper peger til gengæld på, at Tanzania vil af med de oprindelige befolkningsgrupper for at tiltrække endnu flere safari- og jagtturister. 

Ngorongoro er således et af Tanzanias mest attraktive turistdestinationer. Før corona-pandemien besøgte over en halv million safari-entusiaster området hvert år. 

Eksperter, Danwatch snakkede med i foråret, fortæller, at der ikke behøver at være en modsætning mellem naturbeskyttelse og turisme. 

“I eksempelvis Kenya er der masser eksempler på, at masai-befolkningen, naturen og turismen trives side om side, hvis der bare er tilstrækkelig dialog og vilje til at finde bæredygtige løsninger”, siger Judy Kepher Gona, konsulent hos Sustainable Travel and Tourism Agenda, et kenyansk initiativ, der arbejder for at fremme bæredygtige turisme i Østafrika. 

Heller ikke FN’s biodiversitetskonvention finder nogen modsætning mellem oprindelige folk og et sundt og rigt dyre- og planteliv. Tværtimod.

“Forskning viser, at hvor oprindelige folk har kontrol over deres land og vand, trives økosystemer, skov og biodiversitet”, skrev de i en analyse i marts i år

Fordrivelserne er begyndt

De første masaier er allerede blevet flyttet ud af Ngorongoro-distriktet. 

Ved den lejlighed understregede de tanzanianske myndigheder, at de har lagt planer for genhusninger af de berørte familier, men de planer har Edward Porokwa fra PINGO’s Forum, en tanzaniansk ngo, der arbejder for at sikre oprindelige folks rettigheder, ikke meget tillid til. 

“De er ikke tilstrækkelige og vil alvorligt forringe masaiernes levevilkår”, sagde Porokwa til Danwatch i april.

Imens vil masaierne nu tage stilling til, om de vil appellere East African Court of Justices afgørelse, fortæller Esther Mnaro til AFP. 

Tanzanias regering har endnu ikke kommenteret kendelsen. 

Flere artikler om

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram