To år efter Rana Plaza mangler erstatninger og rettigheder stadig

Det er i dag to år siden tøjfabrikken Rana Plaza’s ni etager styrtede sammen om ørerne på de arbejdere, der var låst inde i bygningen i Bangladesh. Siden har NGO’er og fagforeninger kæmpet med vestlige tøjvirksomheder, for at ofrene og de efterladte kan få udbetalt erstatninger efter en af verdenshistoriens største industrikatastrofer.

[INSERT_ELEMENTOR id=”8121″]

I dag mangler der stadig seks millioner dollars før ofrene og de efterladte for Rana Plaza-­tragedien kan få udbetalt deres fulde erstatning. En tredjedel af de virksomheder, som fik produceret tøj i fabrikken, har stadig ikke betalt til erstatningsfonden.

“Nu er der gået to år, og det er altså meget, meget længe for ofrene at vente på erstatning,” siger Klaus Melvin Jensen, sekretariatsleder hos Clean Clothes Campaign Danmark.

Handling bag ordene

Danske PWT group, der blandt andet står bag kæderne Tøjeksperten og Wagner, fik produceret tøj i fabrikken, da den styrtede sammen, men har indtil videre afvist at betale til erstatningsfonden og har i stedet indbetalt et ukendt beløb til to ikke­ navngivne NGO’er.

Marketing Manager i PWT, Brian Børsting, har ikke ønsket at deltage i et interview, men skriver i et skriftligt svar til DanWatch, at “PWT både før og efter katastrofen følger al lovgivning og alle fastlagte og markedskonforme CSR-politikker, hvor vi får produceret.”

Phil Robertson, vicedirektør i Asien­afdelingen af Human Rights Watch, kalder det skamfuldt, at ofrene stadig må vente på deres erstatning og opfordrer forbrugerne til at kræve forandringer i branchen:

“Forbrugerne bør kræve, at virksomhederne sætter handling bag ordene. Alle de her brands har retningslinjer, der siger, at de vil respektere arbejdernes rettigheder, så de kan ikke bare bakke ud, når der sker en katastrofe som Rana Plaza.”

Øget fokus på sikkerhed

I løbet af de to år siden ulykken er der dog også sket fremskridt. Efter Rana Plaza styrtede sammen, gik en række fagforeninger og modevirksomheder sammen om at udvikle en fælles akkord for brand­ og bygningssikkerheden i Bangladesh’ systuer. Akkorden skal sikre, at alle fabrikker, der leverer tøj til vestlige varehuse, bliver inspiceret, og at farlige fabrikker bliver midlertidigt lukket, mens bygningen repareres.

I efteråret 2014 meddelte Akkorden, at dens inspektører havde fundet over 80.000 sikkerhedsproblemer i 1106 fabriksinspektioner, og at ingen af fabrikkerne levede 100 procent op til Akkordens sikkerhedsstandarder.

[INSERT_ELEMENTOR id=”8857″]

Arbejdere og fagforeningsfolk som DanWatch har mødt i Bangladesh fortæller, at det stadig er udbredt at låse arbejderne inde i arbejdstiden, hvilket forhindrer deres flugtmuligheder hvis katastrofen indtræffer, men arbejderne fortæller alligevel, at sikkerheden i branchen er blevet forbedret.

Sikkerhed giver ikke brød på bordet

Klaus Melvin Jensen fra Clean Clothes Campaign mener dog, at de danske virksomheder kan gøre langt mere for at sikre ordentlige arbejdsforhold.

“Hvadenten det er bevidst eller ubevidst, så udnytter disse brands situationen i Bangladesh. Arbejderne er så fattige, at de er nødt til at arbejde for et par kroner i timen,” siger Klaus Melvin Jensen.

På trods af det øgede fokus på sikkerhed er levestandarden for de mange arbejdere, der producerer tøj i Bangladesh, stadig ikke blevet forbedret.

“Arbejderne får det ikke nødvendigvis bedre, fordi fabrikkerne bliver sikrere. Selvfølgelig skal fabrikkerne være sikre, men det, som forbedrer arbejdernes liv, er, at de kan få mad på bordet,” sagde Ruhul Amin, Generalsekretær i landets største fagforening Garment Workers Trade Union Center til DanWatch i november 2014.

For mange af de flere end fire millioner mennesker, der arbejder i Bangladesh’ tøjindustri, er hverdagen præget af diskrimination, fysiske og verbale overfald, farlige arbejdsforhold, manglende foreningsfrihed og sultelønninger.

Merina Nahar er en af de kvinder, som DanWatch besøgte under en feltrejse til bangladesh i november sidste år. Hun arbejder på en af de fabrikker, der producerer modetøj for nogle af verdens største brands. Hun arbejder syv dage om ugen for en månedsløn på 400 kr., og for hende er fremtidsudsigterne dystre:

“Jeg er fattig, og hvis jeg skal spise, bliver jeg nødt til at arbejde på fabrikken, det er ligegyldigt, om jeg kan lide jobbet eller ej. Det nytter ikke at drømme, for fattige menneskers drømme går ikke i opfyldelse.”

Phil Robertson fra Human Rights Watch understreger, at modeindustrien har et ansvar for at forbedre arbejdernes levevilkår, men fremhæver samtidig, at det i sidste ende er fabriksejerne i landet, der har det endelige ansvar:

“Modeindustrien skal være villig til at betale mere, hvis de vil sikre sikkerheden eller deres  arbejderes rettigheder, men det er ikke de her brands, der hyrer bøller til at tæve arbejdere, der vil forme fagforeninger, og det er ikke brandsne, der truer arbejderne i deres hjem.”