Danwatch anbefaler: Undersøgende journalistik til din sommer
Danwatch anbefaler denne sommer noget af det bedste undersøgende journalistik, vi har læst, set eller hørt fra nogle af de sejeste medier og journalister rundt omkring i verden.
Et lig ligger på jorden. Skjorten er knappet op, og på maven er der hæftet pengesedler i huden.
Afbrændte og fældede træer er spredt ud over landskabet. Der er ingen dyr, ingen mennesker, intet liv.
En lille dreng står nøgen og med en bue i hånden. Ved siden af ham er en kvinde, sikkert hans mor, med en baby i favnen. Begge kigger på en lastbil tumle forbi.
Den brasilianske fotograf Lalo de Almeida har i en årrække portrætteret konsekvenserne af menneskers rovdrift på verdens største regnskov, Amazonas.
Det er der kommet den bjergtagende fotoserie “Amazonian Dystopia” ud af, der både viser de menneskeliv og naturområder, som ofres i jagten på profit, men også dem, der plyndrer, graver og hugger.
Bolsonaros politik
2019 blev et skelsættende år for Amazonas, der er hjemsted for mere end ti procent af verdens samlede biodiversitet.
Med valget af den kontroversielle præsident Jair Bolsonaro blev den tidligere lovgivning, der beskyttede Amazonas mod rovdrift, udhulet, og taberen blev den frodige regnskov, der er helt essentiel for vores planet, klima og miljø.
For Bolsonaro skulle Amazonas ikke længere beskyttes, men udnyttes til minedrift, afskovning, infrastrukturprojekter og landbrug.
En politik, der ifølge forskningsinstituttet Imazon har betydet, at ødelæggelsen af Amazonas har udviklet sig i det hurtigste tempo siden 2019.
Og som har ført til store – og i flere tilfælde – fatale konsekvenser for ikke mindst de 350 forskellige etniske grupperinger, der lever og ånder i takt med regnskoven.
De levede og tabte liv
At Amazonas lider, hører vi jævnligt. Ofte i forbindelse med en nyhed om, at afskovningen eller afbrændingen i Amazonas igen har slået rekord.
Men ét er at læse det, noget andet er at se det: Når de indfødte blot beskuer, hvordan deres livsgrundlag forsvinder; når de tager kampen op; når de flytter, fordi de har fået nok; og når de mister livet.
Lalo de Almeidas kamera fanger det hele; Hugningen, overgivelsen, frustrationen, de levede liv, den døde natur, de døde kroppe.
“Amazonian Dystopia” vandt sidste år den prestigefyldte World Press Photos pris i kategorien Long-term Project Award.