Vietnam er storeksportør af rejer, og Danmark er blandt de lande, der i stigende grad importerer rejerne.
Undersøgelsen sigtede mod at undersøge en boomende industri, hvor EU i 2017 for første gang overhalede USA, som Vietnams vigtigste eksportmarked for fisk og skaldyr.
Forskellige rapporter har tidligere beskrevet produktionen og rejearbejderes levevilkår i rejeproducerende lande som Thailand og Ecuador, men Vietnam har ikke været dækket i samme grad – også selvom der findes mange udviklingsprojekter i landet drevet af organisationer som Oxfam, SNV og WWF.
Derfor satte vi os for at undersøge landet nærmere.
Fik testet 13 pakker
Første skridt var oplagt: At gå i supermarkedet og samle frosne pakker med rejer op fra køledisken for at se nærmere på, hvad det handler om.
Vi købte 13 forskellige pakker frosne rejer i 11 supermarkeder, tog billeder af hver enkelte pakke på for- og bagside og sendte pakkerne til tjek for indhold af antibiotika hos Fødevarestyrelsen.
Derefter sendte vi i marts og april rundspørger til alle større danske supermarkeder og danske rejeimportører. De fik ti spørgsmål hver, der handlede om, hvor meget de importerer, og hvad de har af systemer til at sikre, at det foregår på en forsvarlig og bæredygtig måde.
Rundspørgen viste, at rejer er en populær importvare, og at alle i større eller mindre grad har taget forholdsregler, der skal sikre, at produktionen foregår forsvarligt. Vi kunne også se at størstedelen af rejerne bliver importeret fra fabrikker i Mekong-deltaet i det sydlige Vietnam.
Nummerplade på pakkerne
Supermarkeder og importører var i en vis grad behjælpelige med at oplyse, hvilke fabrikker de importerer rejerne fra, men den tunge information, der virkelig forbandt fabrikker og supermarkeder kom fra selve rejepakkerne.
Hver pakke har et såkaldt “approval number” trykt bagpå. Det er et krav for at varen kan importeres i EU og er en slags nummerplade, der forbinder varen til en specifik fabrik i Vietnam.
Næste skridt var talrige baggrundsinterviews for at blive klogere på, hvilke damme der leverer til de fabrikker, vi havde kig på. Vi fandt ud af, at rejefarmerne og deres dambrug delte sig i tre.
Der var damme, der er ejet af fabrikkerne (typisk større anlæg), damme, der har faste aftaler med fabrikkerne, men hvor de er selvejende, og damme, der sælger deres rejer helt freelance (typisk mindre damme).
Langsomt men sikkert var det på den måde muligt at kortlægge rejens rejse fra fabrikkerne til Danmark.