For fire år siden bredte virusser sig i området, så alle rejefarmeres høst blev dårlige. De sidste to år er det blevet bedre, fortæller den lokale rejefarmer Van Toan. Men det er stadig slemt.
Under et træ i skyggen står 65-årige Huu Tai og ser ind på sine otte reje-damme. Heden trykker som et brandtæppe. De otte damme ligger klinet op på indersiden af en bred jordvold, der adskiller dem fra Song My Thanh-floden i den sydlige del af Soc Trang-provinsen i Vietnam.
Huu Tai bruger bredspektret antibiotika i sine damme – det er den slags antibiotika, der angriber flere sygdomme i rejerne.
Hver morgen får rejerne en dosis antibiotika, selvom de er helt raske. Han giver det forebyggende for ikke at miste sin omsætning, forklarer han. Det er dyrt at miste en dam fuld af rejer til potentiel sygdom.
Han fortæller, at rejerne typisk bliver fodret med antibiotika i en måned. Indtil rejerne “er stærke nok,” som han formulerer det. Herefter stopper han, fordi det er dyrt at fodre med antibiotika.
Det har været hans faste praksis i 7-8 år og for de farmere han kender i området, siger han.
Dermed gør 65-årige Huu Tai som mange af hans kolleger i Vietnams rejeindustri. I en rundspørge fra Vietnams Afdeling for Dyresundhed i 2015-16, svarede 67 procent af de spurgte rejefarmere i naboregionen Bac Lieu, at de anvender antibiotika i de tre første måneder af rejeproduktionen.
En stor og stadig stigende del af rejer fra Mekong-deltaet, hvor hans rejefarm ligger, bliver eksporteret til Danmark og solgt i supermarkeder og restauranter. Rejerne kommer blandt andet fra farme som Huu Tais, hvor antibiotika bliver spredt ud over helt raske rejer.
Ifølge forskere, som Danwatch har talt med, er rejernes sygdomme hverken farlige eller smitsomme for mennesker. Det er brugen af antibiotika heller ikke direkte – men hvis der er antibiotikarester i de fødevarer, som vi spiser, kan det udfordre vores sundhed.
Ydermere peger en række professorer på, at det kan skubbe til global resistensudvikling over for antibiotika, hvilket er et generelt stigende problem.
Fra begyndelsen var ideen egentlig god. I takt med at rejeindustrien voksede til én af Vietnams største industrier, blev landmændene tildelt redskaber til at fjerne de sygdomme, der fulgte med.
For omtrent tyve år siden var sygdom ikke det store problem. Dengang handlede det blandt andet om, hvordan man producerede rejelarver, men senere – i takt med, at produktionen blev mere intensiveret – kom sygdommene til. Med andre ord: Der kom flere rejer pr. kvadratmeter, dermed blev stressniveauet højere, og det åbnede for, at sygdomme kan trives.
Derudover har forbruget af antibiotika gennem årene i høj grad været ureguleret i Vietnam.
Laura Helene Chirot, ph.d.på Massachusetts Institute of Technology (MIT) i USA, skrev i 2016 i sin ph.d., at “mens vietnamesiske fabrikker opnåede hygiejne i verdensklasse, gjorde farmene ikke.”
Det massive stigning i antibiotikaforbrug har ført til, at store mængder rejer er blevet afvist og sendt retur ved adskillige antibiotika-kontroller.
Laura Helene Chirot påpeger, at det fundamentale problem er, at farmene har vist sig meget sværere at regulere end fabrikkerne.
“Rejer bliver dyrket næsten udelukkende af småbønder, der bruger ekstensive produktioner”.
Chirot estimerer i rapporten, at der er omtrent 330.000 rejefarme i Vietnam med en gennemsnitlig størrelse på to hektar.
Problemet opstår, fordi farmere og firmaers interesser ikke matcher. Farmerne er interesserede i at holde rejerne i live, så de kan sælge dem, hvilket fører til voldsom brug af stoffer og kemikalier, mens proces-eksportørerne (rejefabrikkerne, red.) bærer omkostningerne ved afvisningerne af rejer i havnene, skriver Chirot i sin ph.d.
Sygdomsproblemet ramte rejeindustrien, hvor det gør allermest ondt, fordi store eksportmarkeder som EU, USA, Australien og Japan kræver sygdoms- og antibiotikafri rejer, så deres forbrugere trygt kan sætte tænderne i dem. Ellers bliver rejerne afvist og sendt tilbage til Vietnam.
Tilbage står rejefarmerne, der ifølge lederen af den vietnamesiske Regerings Afdeling for Dyrevelfærd, Phạm Văn Đông, ikke er professionelle nok til at håndtere opgaven. Han frygter, at den vietnamesiske rejeindustri kan kollapse, hvis farmerne ikke snart ændrer praksis og bliver dygtigere. En praksis, der i høj grad består af at fodre rejer med antibiotika for at forsøge at komme sygdommene i dammene til livs.
“Hvis mine rejer bliver syge, spørger jeg lokale akvakultureksperter til råds og køber de stoffer, de anbefaler,” siger Huu Tai og henviser med ordet “akvakultureksperter” til mellemhandlere, der ofte besøger farmerne.
Det er alt fra dyrlæger til repræsentanter fra medicinalfirmaer, der tjekker, hvordan det går med rejerne i landmandens damme. De er interesserede, fordi de står for at sælge rejerne videre til rejefabrikkerne, der piller, koger, frituresteger, behandler eller blot pakker de rå rejer, inden de bliver frosset ned og eksporteret til udlandet. Problemet er, antibiotika ifølge forskere ikke kan afhjælpe problemet.
For at få en fornemmelse af forekomsten af antibiotikarester i de frosne rejepakker, som bliver solgt til danske forbrugere, har Danwatch fået antibiotikatestet rejepakker hos Fødevarestyrelsen.
Testen viste, at i alt tre ud af 13 pakker indkøbt i 11 forskellige supermarkeder indeholdt rester af bredspektret antibiotika.
Testen er kun en stikprøve og problemet er, at det ikke har været muligt at skaffe data og at ingen eksperter Danwatch har talt med, har overblik over, hvor meget antibiotika, der bliver brugt i vietnamesiske dambrug.
Det overrasker ikke Frank Aarestrup Møller, der er professor og forskningsgruppeleder i Genetisk Epidemiologi på Danmarks Tekniske Universitet. Han har selv forsket i rejeproduktion og har specialiseret sig i antibiotikaresistens fra husdyrhold.
“Jeg tror ikke, at de (vietnamesiske myndigheder, red.) ligger inde med data. Det er meget normalt, at det er begrænset, hvad der findes af data på et område som det her.
Danwatch har også talt med eksperter, der understreger, at der er en udvikling igang på vej væk fra at bruge antibiotika, og at de små farme ikke er retvisende for det store billede som er, at antibiotikaforbruget er faldende.
Det ændrer dog ikke ved, at antibiotikarester ender i Danmark, bla. fra de små rejefarme i Vietnam.
Danwatch har besøgt regioner i Mekong-deltaet for at interviewe landmænd og for at få et indblik i landbrugene i lokalområderne.
En af rejefarmerne er Huu Tai. Hans damme er 2-3.000 kvadratmeter hver. Den ene er tømt og blotter sprækker i jorden, en anden indeholder vand, men er ude af drift. I andre damme længere nede er der produktioner i gang.
Antibiotikaen, som Huu Tai bruger, optræder på WHO’s liste over “kritisk vigtige typer af antibiotika” for mennesker.
Det betyder, at der er risiko for udbredt resistens, og derfor bør den type antibiotika helst ikke anvendes i landbruget.
Rejefarmerne i Soc Trang og Bac Lieu fortæller om gentagne sygdomsudbrud i deres produktioner, som de ikke har kunnet bekæmpe på anden måde.
De fortæller også, at selvom antibiotika blev brugt i dammene for at forsøge at bekæmpe sygdomsudbrud, var det typisk uden held – en enkelt rejefarmer havde ligefrem oplevet, at produktionen “blev dårlig” tyve gange i træk på grund af sygdom.
En snak med nogle lokale landmænd og rundture i to lokale landbrugsområder er selvsagt ikke nok til at få et overordnet billede, så Danwatch har gravet dybere i, hvor udbredt antibiotikaforbruget er, og hvordan det foregår. Sagen er, at Huu Tai langtfra er alene.
Et forskningsstudie fra 2015 anført af Fakultetet for Dyrevidenskab og Akvakultur på Landbrugsuniversitet i Hanoi (FASA) interviewede rejefarmere i blandt andet Soc Trang. Interviewene blev lavet blandt småskala landmænd, der leverede til det vietnamesiske marked, og konkluderede, at “landmændene frit bruger antibiotika til trods for deres begrænsede viden om antibiotika, inklusive antibiotika, der optræder på WHO’s liste for kritiske vigtig antibiotika og forbudte antimikrober.”
Forskerne omtalte fundene som “bekymrende”, og studiet konkluderede, at “uden de rette rengøringsteknikker kan antibiotika ophobe sig i aflejringerne på bunden af dammene i længere tid ad gangen og skabe et konstant pres på bakteriepopulationen, hvilket øger risikoen for antibiotikaresistens og sygdomsfremkaldende bakterier.”
Rejefarmerne, der leverer til eksportmarkeder, skal igennem flere antibiotikatjek, men også her er antibiotika udbredt. Det vender vi tilbage til.
Antibiotika kommer typisk ind igennem sælgere og mellemmænd fra medicinalfirmaer og chemical shops, der anbefaler forskellige løsninger til at sikre, at rejerne ikke blive syge.
Det interessante er imidlertid, at antibiotika slet ikke virker mod de typer af virus, der er udbredte i området.
Hovedsygdommene ved rejer er virus, og virus kan man ikke behandle med antibiotika, siger Michael Gilmore, specialist i mikrobiologi og immunologi på Harvard Universitet.
Michael Gilmore forklarer, at antibiotika kun forhindrer nogle arter af een type af organisme fra at vokse: Bakterier.
“Men når du har tilført antibiotika, vil der kun være resistente bakterier tilbage, og de vokser og overtager pladsen fra deres fætre og kusiner, som blev påvirket af antibiotikaen,” forklarer Gilmore og fortsætter:
“Pointen er, at brugen af antibiotika virker imod hensigten – jo mere du bruger, desto mere sandsynligt er det, at det vil føre til sygdomme forårsaget af resistente mikrober.”
I Vietnam er der tæt kontakt mellem landbrug og mennesker, så her er der mere direkte forbindelse mellem antibiotikaforbrug hos dyr og resistente bakterier hos mennesker. I Danmark har vi længere afstand til vores produktionsdyr og relativt få bor på landet, så her bliver det ikke overført i samme grad, men derfor spiller det stadig en stor rolle.
Gilmore anslår, at omtrent 80 procent af det antibiotika, der produceres, ender med at blive brugt i landbruget.
“Der findes solid data, som understreger, at meget af den antibiotikaresistens, der i dag plager hospitalspatienter, stammer fra forhold i landbruget,” siger Michael Gilmore.
Det betyder dog ikke, at 80 pct. af problemer med antibiotikaresistens hos mennesker stammer fra landbruget. Det afhænger af hvor tæt mennesker opholder sig på landbruget, fastslår Hans Jørn Kolmos, der er professor og overlæge, dr.med i klinisk Mikrobiologi på SDU.
“I Vietnam er der tæt kontakt mellem landbrug og mennesker, så her er der mere direkte forbindelse mellem antibiotikaforbrug hos dyr og resistente bakterier hos mennesker. I Danmark har vi længere afstand til vores produktionsdyr og relativt få bor på landet, så her bliver det ikke overført i samme grad, men derfor spiller det stadig en stor rolle,” siger Hans Jørn Kolmos.
En stor del af problematikken består i, at antibiotikaforbruget er ureguleret. Det er nemt for mellemmænd eller rejefarmerne selv at købe antibiotika, fordi antibiotika typisk bliver købt i håndkøb på almindelige apoteker.
Det er også her, at Huu Tai køber antibiotika til sin rejeproduktion.
For at efterprøve hvor nemt det er, har Danwatch ringet til fem forskellige forretninger, såkaldte chemical shops, i lokalområdet i Bac Lieu for at spørge til køb af antibiotika til en rejeproduktion.
Rådgivningen lød, at alle kan købe antibiotika i et helt almindeligt apotek. I en enkelt chemical shop tilføjede kontaktpersonen, at hele den procedure “er meget nem.”
Danwatch tog derfor ind på et tilfældigt apotek i Soc Trang og bad ved disken om at købe fire forskellige udbredte typer bredspektret antibiotika. Ekspedienten spurgte ikke til henvisninger, recept og nævnte ikke mængdebegrænsninger.
White Spot Disease er af de hyppige typer af virus, rejefarmerne i Vietnam kæmper med.
Det er en aggressiv virus, der fører til hurtig massedød blandt rejerne, og der findes ikke nogen behandling.
Sygdommen kan nemt blive overført fra en rejedam til en anden igennem forurenet vand, eller hvis en fugl tager sygdommen med sig imellem to damme.
Danwatch interviewede blandt andet en rejefarmer i Mekong-deltaet, der har kæmpet med “20 dårlige rejeproduktioner i streg,” som han udtrykte det, heriblandt White Spot disease.
Rejefabrikkerne i Mekong-deltaet køber blandt andet deres rejer fra smålandbrug.
En af fabrikkerne, der leverer til tre danske supermarkedskæder, skriver på sin hjemmeside, at: “60 procent af indkøbene stammer fra farme, som de selv har investeret i. 10 procent bliver købt gennem agenter, som fabrikken hyrer. Og 30 procent bliver købt fra farme, som fabrikken ikke har investeret i (…).”
Mængden af antibiotika i rejerne fra de små landbrug bekymrer fabriksledere i Mekong-deltaet. Det fortæller ph.d. Mads Martinus Hauge, der i 2015 forsvarede sit ph.d.projekt på Københavns Universitet, hvor han blandt andet interviewede rejefabriksejere i regionen Can Tho i Mekong-deltaet.
“Det blev klart mere risikabelt, når de (fabriksejere, red.) skulle købe fra lokale landmænd. Så fik de måske 70 procent af rejerne fra egne farme, og så købte de resten fra lokale. Alt efter hvilke ordrer de havde og så videre,” siger Mads Martinus Hauge og henviser til, at der har været mange fødevarekriser, hvor fabrikkerne ikke har fået lov at eksportere flere rejer til bestemte markeder, fordi der blev fundet et for højt indhold af et pesticid eller antibiotikum.
“Det var klart det europæiske marked, der var det attraktive, men det var også vanskeligt, at være på. Og når de købte fra lokale bønder var de sårbare overfor rester. Så det gjorde, at de foretrak selv at kunne styre det. Det er en meget gængs metode.”
Danwatch har været i kontakt med en af fabrikkerne, der leverer til tre større supermarkedskæder i Danmark. De skriver i et skriftligt svar, at:
“Vi implementerer også vores “Ingen antibiotika”-politik i alle vores produkter på fabrikkerne. Alle mængder, der ankommer til fabrikkerne bliver eftertjekket, og hvis der er antibiotika i, bliver sendingen øjeblikkeligt afvist”.
I Danmark ville det være nødvendigt at have en recept for at købe antibiotika, ligesom der ville være mængdebegrænsninger ved at købe antibiotika som penicillin, streptomycin, ampicillin og tetracyklin, men det er der ikke i Vietnam.
Danwatch gik ind på et tilfældigt apotek i Mekhong-deltaet for at købe antibiotika og blev hverken spurgt til recept eller oplyst nogen begrænsninger for mængder, som det ses i denne video.
Oxytetracykliner er bredsprektret antibiotika, der bliver brugt til at bekæmpe acne ligesom det også bliver brugt til at behandle klamydia-infektioner.
Det afspejler dog ikke den historie Danwatch får, da vi interviewer Minh Quang. Han er mellemleder på en rejefabrik i Mekong-deltaet, der også leverer til det danske marked og har indvilget i at tale med Danwatch, fordi han mener, at forholdene på vietnamesiske rejefabrikker fortjener at blive forbedret. Minh Quang er ikke hans rigtige navn, da han frygter for sin og familiens sikkerhed, hvis hans identitet kom frem.
Han fortæller, at sendinger med antibiotika slet ikke bliver afvist. De bliver testet, men kun for at afgøre, hvor de skal sendes hen i verden. Ifølge ham er det en fast procedure.
“Jeg har jævnligt oplevet rejer, der har testet positive for oxytetracyclin,” fortæller han.
Oxytetracyklin er bredsprektret antibiotika, der bliver brugt til at bekæmpe acne, ligesom det også bliver brugt til at behandle klamydia-infektioner.
“Prøverne er positive, men indenfor de tilladte grænseværdier. Hvis rejerne stadig kan leve op til et markedskrav, kan de stadig sælges. Det afhænger af det specifikke marked. For eksempel kan rejer, der tester meget positive ikke sælges på det europæiske marked,” siger han og pointerer:
“Hvis rejerne tester positive overfor særlige ting, men stadig inden for tilladte grænser, så køber vi dem til en lavere pris. Hvis leverandøren accepterer prisen, så køber vi. Hvis rejerne er for kraftigt kontaminerede, afviser vi rejerne”, siger mellemlederen.
Han har engang set nogle grænseværdier nævnt, men vil ikke derudover komme ind på, hvad grænseværdierne ligger på.
At rejerne bliver stoppet, hvis de er for kraftigt kontaminerede, er en proces, der først er kommet til de senere år, fortæller han.
“Hvis rejerne tester positive overfor særlige ting, men stadig inden for tilladte grænser, så køber vi dem til en lavere pris. Hvis leverandøren accepterer prisen, så køber vi. Hvis rejerne er for kraftigt kontaminerede, afviser vi rejerne”, siger mellemlederen.
Han har engang set nogle grænseværdier nævnt, men vil ikke derudover komme ind på, hvad grænseværdierne ligger på.
At rejerne bliver stoppet, hvis de er for kraftigt kontaminerede, er en proces, der først er kommet til de senere år.
Adskillige partier med rejer er op til og med 2016 blevet bremset ved import til Danmark fra Vietnam på grund af et for højt indhold af antibiotikarester.
I alt otte blev i perioden 2010-2018 stoppet på grund af et for højt indhold af antibiotikarester.
Heraf skyldes syv af sendingerne et for højt indhold af tetracyclin eller oxytetracyclin, som normalt bliver brugt til at behandle uren hud eller til at behandle brystsmerter som bronkitis. Det viser en søgning i databasen hos Europakommissionens agentur for fødevaresikkerhedsadvarsler (RASFF).
Den tendens er imidlertid ved at vende. Det fremhæver Loc Tran, der er assistant professor på Nong Lam Universitet i Ho Chi Minh City og grundlægger af ShrimpVet, et laboratorium, der forsker i bedre praksis for akvakultur.
Loc Tran er en af de forskere, der arbejder med at uddanne rejefarmere. Han mener, at branchen er blevet bedre til at sætte forbruget af antibiotika ned, fordi prisen spiller ind, og fordi eksportmarkederne kræver det.
“Det kan være meget svært at nedbringe forbruget af antibiotika, hvis man forsøger at overbevise dem (rejefarmerne, red). Men det kan også være virkelig nemt, hvis vi styrker en lokal farmer, der kan fungere som forbillede for resten, og det er det, vi prøver på,” siger han.
Danwatch har forelagt ham viden om Huu Tais forbrug af antibiotika. Det overrasker ham ikke.
“Nogle gange er rejefarmen hele familiens indkomst. Det er derfor de ikke kan lade rejeproduktionen kollapse, og nogle gange må de kæmpe for at tjene penge,” siger han og tilføjer, at det er meget normalt at mange landmænd også har jobs ved siden af eller andre marker, hvor de kan tjene penge på andre landbrugsvarer som grøntsager eller ris.
Rejefabrikkernes brancheforening VASEP har også fået forelagt Danwatch’s fund og skriver i et svar (læs det fulde svar her):
“Inden eksport tester kompetente autoriteter sendingen for antibiotikarester, før de udsteder et sundhedscertifikat, som det er påkrævet af importmarkederne generelt, inklusive EU-markedet. I de seneste to år og op til nu har vietnamesiske rejer ikke fået nogen advarsler fra EU, inklusive det danske marked”.
Brancheforeningen uddyber, at der er kvalitetsprogrammer på farm-, fabriks- og eksportniveau, der tester for antibiotika og sikrer, at rejer bliver kvalitetssikret. Derudover fremhæver de, at de 13 pakker rejer, som Danwatch fik antibiotikatestet hos Fødevarestyrelsen netop var under grænseværdierne.
“Derudover har kompetente autoriteter (EU, Canada, Sydkorea og Kina er nævnt som eksempler, red) implementeret periodiske inspektioner og evalueringer (Eu sender typisk delegationer til Vietnam hvert andet eller fjerde år) og resultaterne af deres monitoreringsproces i Vietnam har indtil videre tilfredsstillet importmarkedernes krav,” skriver de.
Huu Tai, Van Toan og mellemlederen Minh Quangs rigtige navne er beskyttet af hensyn til deres sikkerhed. Navnene er redaktionen bekendt.
Christian Erin-Madsen
