Menu
Redaktør: Louise Voller | Executive Editor: Jesper Nymark | Vil du vide mere om denne undersøgelse, kan du kontakte Danwatch her
Øjnene skinner sammen med et inviterende smil, som 37-årige Ngoc Anh sidder der på gulvet med sin 4,5 måneders søn strakt ud foran sig i armene. Sønnen flekser benene i vip, så alle i rummet smiler.
Det er ikke til at se, men hun arbejder langt mere end hvad vietnamesisk lov og International Labour Organization tillader. Den seneste måned landede hun på 83 timer om ugen i snit – eller hvad der svarer til 335 timer om måneden. Alligevel er hele hendes løn brugt, når måneden er omme.
Vi er taget til Vietnam for at undersøge, hvordan de populære kæmperejer egentlig produceres i et land, der i 2017 eksporterede rejer for 24 milliarder kroner, ifølge tal fra den vietnamesiske brancheforening VASEP. Det er over 22 procent mere end i 2016, og tæt på det bedste år i 2014, hvor niveauet nåede over 26 milliarder kroner.
En stadig voksende del af den eksport ender i Europa og i Danmark og for at eksportere så mange rejer, er der travlt for arbejderne på de vietnamesiske rejefabrikker.
Danwatch har gennemtrawlet forskningsrapporter, talt med eksperter, samt interviewet arbejdere i Vietnam og fundet at vietnamesiske arbejdere på rejefabrikker arbejder mindst 11 timer om dagen – typisk endda to-fire timer længere dagligt, fordi overarbejde er normalt. Det er arbejdere, der piller, koger, fritterer eller pakker rå rejer på fabrikker, der leverer til det danske marked.
En af dem er Ngoc Anh. Hun har fri i dag og sidder på gulvet i de omtrent 25 kvadratmeter, der udgør hendes hjem. Her bor hun med sine tre børn og sin mand, der også tjener penge. På snore over Ngoc Anh hænger vasketøj, gulvet er af klinker og ved hendes side står et fjernsyn og et lille gaskomfur.
Hun går af og til går sulten i seng og har til tider svært ved at sove om natten på grund af sit arbejde, fortæller hun. Ngoc Anh arbejder som rejepiller på en fabrik i Mekong-deltaet i det sydlige Vietnam.
Hun fortæller, at hun typisk har 4-5 dagvagter i streg, hvor hun arbejder fra 5.30 om morgenen til kl. 18. Derefter er det nattevagter i de følgende 4-5 dage. Hun har ret til fire fridage om måneden, men søger typisk om at arbejde mere for at tjene flere penge. Derfor ender hun typisk med to fridage hver måned.
Når hun skifter imellem de to uger, holder hun ikke fri for at hvile, før hun skal på arbejde igen – hun vender døgnet ved at arbejde.
Det foregår ved at møde kl. 11 om formiddagen. Herefter arbejder hun i 17 timer med to timers pauser ind imellem, hvor det er tanken, at arbejderne spiser. Derfor ender hun med at være på fabrikken i 19 timer.
En lokal læge har diagnosticeret Ngoc Anh med kronisk bihulebetændelse, og hendes arme er mærkede og ødelagte af igen og igen at løfte og slæbe på kasser med kogte rejer, der vejer op mod 100 kg, fortæller hun.
Hun arbejder i snit over 83 timer om ugen og føler, at det er hårdt at falde i søvn efter nattevagter. Søvnrytmen bliver ofte helt smadret af det.
Der er ingen penge tilbage, når måneden er omme. Alt er brugt på familien. Hun har ikke nogen opsparing.
Jeg har haft ondt i lægge og arme hver nat. Det har gjort det hårdt at sove om natten.
Danwatch har gennemgået forholdene med Minh Quang, en mellemleder fra en af de store rejefabrikker i Mekong-deltaet, som danske importører og supermarkeder køber deres rejer fra.
Han har en uddannelse bag sig, og han har arbejdet på fabrikken i adskillige år. Minh Quang forklarer til Danwatch, at han har dårlig samvittighed over arbejdsforholdene. Han mener, at arbejderne burde få bedre betaling, arbejde mindre, og at forholdene er for hårde.
“Arbejderne er meget utilfredse med arbejdsforholdene”, siger han om de arbejdere, han har snakket med.
Derfor vil han gerne fortælle om tilstandene. Han tør ikke stille sig frem, da det kan koste ham jobbet og føre til alvorlige konsekvenser for både ham og hans familie.
Minh Quang genkender fortællingen om de 17 timers arbejde.
“På den måde skifter arbejderne imellem dag- og natarbejde med omtrent en uges mellemrum”, siger han. Danwatch kender hans rigtige navn og identitet.
International chef hos 3F, Jesper Nielsen, har også fået fremlagt interviews og dokumentation for arbejdsforholdene på rejefabrikkerne. Han vurderer, at forholdene er over grænsen:
“Det her bør kun forekomme under usædvanlige forhold, som for eksempel i en katastrofesituation, hvor man er nødt til at arbejde igennem, og det er jo elendig arbejdsgiverpraksis”.
Han kalder arbejdsvilkårene i rejeindustrien “værre, end hvad han normalt hører om” i resten af verden.
Af Vietnams Labour Code, artikel 104, fremgår det:
Kilde: ILO
“Det her holder de ikke til ret længe. Det er unormalt lang arbejdstid. De fleste lande har en normal-arbejdstid på otte timer, for det er det ILO har som standard. 11 timer eller mere er ikke normal arbejdstid”, siger Jesper Nielsen, 3F.
På CBS i København sidder Andreas Rasche, der har forsket i FN’s Global Compact og er ekspert i FN’s principper for virksomhedsansvar. Han er enig i, at arbejdstiderne og forholdene ikke hører sig til på en arbejdsplads:
“Det er ekstremt skammeligt og uforsvarligt, at folk har vagter på 17 timer på den måde. Derudover er der ingen tvivl om, at det er dybt uansvarligt at have et setup, hvor fabriksansatte på fast basis arbejder mindst 11 timer om dagen”, siger han.
Arbejdsuger på over 83 timer i snit er ulovlige ifølge vietnamesisk lov, der fastslår, at arbejdere ikke må arbejde over otte timer om dagen eller 48 timer om ugen. Vietnam har ikke ratificeret ILO’s to konventioner på det område, men det svarer til, hvad der står i konventionerne.
International Labour Organization (ILO) blev stiftet i 1919 ovenpå første verdenskrig og er FN’s organ for internationale arbejdstagerrettigheder. Strukturen er den eneste trepartsopbyggede i FN, hvor både regeringer, arbejdsgiver- og og arbejdstagerorganisationer kommer til orde.
Vietnam har ratificeret fem ud af ILO’s otte kernekonventioner om arbejdstagerrettigheder – men ikke:
CSR-kompasset, en landeprofil lavet af Institut for Menneskerettigheders “Human Rights and Business Project” i samarbejde med Dansk Industri og Økonomi- og Erhvervsministeriet i 2007, skriver følgende om Vietnam:
Vietnamesisk lovgivning fastsætter en maksimal arbejdsdag på 8 timer med mindst én 24 timers hvileperiode hver uge. Overarbejde skal honoreres med 1,5 gange normal betaling. Der skal gives dobbelt løn for arbejde på fridage samt tredobbelt løn i ferier. Overarbejde må ifølge loven ikke overstige 4 timer om ugen. Dette overholdes dog langtfra, og særligt ikke i eksportsektoren. Der har de seneste år været adskillige strejker i eksportsektoren på grund af dårlige arbejdsforhold. Det anslås, at mange arbejdere i beklædnings- og fødevareindustrien arbejder på 12-14 timers vagter med ofte kun én pause om dagen. Adgang til drikkevand i arbejdstiden har også været et problem. Mange vietnamesiske arbejdere har endvidere ingen ansættelseskontrakt.
Arbejderne har ifølge ILO-standarder ret til alle ulykkes- og sundhedsfarer på arbejdspladsen og til at deltage i arbejdet med at forebygge dem. Er der klor eller andre sundhedsskadelige stoffer, skal der findes et tilgængeligt sikkerheds-datablad fra leverandøren, (som på arbejdspladsen skal oversættes til en arbejdsplads-brugsanvisning).
Ngoc Anh’s kontrakt, som Danwatch er i besiddelse af, giver indtryk af, at reglerne bliver overholdt.
Her står, at hun er ansat til at arbejde otte timer om dagen, seks dage om ugen, hvilket svarer til 48 timer om ugen. Dermed overholder fabrikken tilsyneladende vietnamesisk lov. Men flere arbejdere i rejeindustrien arbejder langt mere, viser Danwatch’s interviews.
Danwatch har fået kontrakten oversat og fremvist den for Jesper Nielsen, 3F. Han karakteriserer kontrakten som “af dårlig kvalitet” og hæfter sig ved, at det er uklart hvilket arbejde Ngoc Anh er ansat til at udføre. Derudover er det “noget pjat,” siger han, at skrive, at lønstigning først kan finde sted efter tre år, da kontrakten er et-årig. Mest af alt hæfter han sig ved bestemmelserne om overarbejde.
“Jeg mener kategorien ”normalt overarbejde” er et totalt skråplan i forhold til internationale arbejdsstandarder“, siger han og henviser til, at den normale term hedder at tale om “normalt arbejde” og en “normal arbejdsdag”. Ikke om at overarbejde er normalt. Den normale arbejdsdag blev fastlagt til at være på maksimalt otte timer, da ILO blev stiftet i 1919.
“Overarbejde er overarbejde og må aldrig blive normen. Det er udtryk for dårlig ledelse ikke at kunne tilrettelægge arbejdet, så det kan nås på en normal arbejdsdag. Overarbejde bør forbeholdes ekstraordinære situationer, som en stor ordre der skal være færdig til en bestemt tid, en forsinkelse pga. strømsvigt, råvaremangel eller lignende”, siger Jesper Nielsen.
Danwatch er i besiddelse af en kopi af kontrakten, men har besluttet ikke at lægge en kopi og oversættelse frem af hensyn til Ngoc Anh’s sikkerhed.
Hun er ikke alene om de lange arbejdstider. De arbejdere, som Danwatch har talt med, fortæller om lignende arbejdsdage på minimum 11 timer, men ofte længere. Det bliver afgjort samme arbejdsdag, hvor de får at vide, om de skal blive og arbejde længere, men betalingen svarer ikke til overarbejdsbetaling, for lønnen er ikke med tillæg. Den svarer til almindelig timeløn, fortæller Minh Quang.
Foreningen Vietlabor, der er en sammenslutning af arbejdstagerrettighedsgrupper i og uden for Vietnam, kunne heller ikke få overblik over, hvordan lønnen bliver afregnet, da de interviewede arbejdere fra rejevirksomheden Clean Seafood i 2015.
“Vi konkluderede, at arbejderne ikke har nogen ide om basislønnen og tillæg, muligvis fordi virksomheden ikke forklarede det på lønsedler eller andre steder”, skrev de i en rapport fra april 2015, som Danwatch har set.
Medarbejderne Danwatch har talt med kan heller ikke fremvise lønsedler og kender ikke deres timeløn, kun deres månedsudbetalinger. Men uanset hvordan lønnen bliver beregnet, er der ingen fuldtidsarbejdere, der over for Danwatch nævner udbetalte månedslønninger, der er under minimumslønnen for det område i Vietnam, eller hvad sammenslutningen The Global Living Wage Coalition, har estimeret som arbejdernes eksistensminimum – altså den leveløn, der skal til for at arbejderne kan dække deres basale levebehov.
En uge har omtrent fem dage med overtid og to normale dage.
Der findes fagforeninger for arbejdere i Vietnam, men de er alle samlet under landets ledende kommunistiske parti. Fagforbundet hedder Vietnams generalforbund for arbejdere (VGCL) og er ledet af folk fra kommunistpartiets stab og regeringsbureaukrater.
Fagforbundet organiserer ikke strejker, men forhindrer dem heller ikke, forklarer Joe Buckley. Han er arbejdsmarkedsforsker på School of Oriental and African Studies (SOAS) i London.
“Arbejderne mener ikke, at fagforeningerne gør noget godt for dem. Der er den her følelse af irrelevans,” siger han.
Strejker findes, men arbejderne tager istedet sagen i egen hånd. De skaber deres egne små strejker, uden fagforeningernes hjælp, såkaldte wildcat strikes. Her får de typisk ét ønske igennem – eksempelvis højere løn.
Danwatch har rakt ud til en stribe fabrikker, der leverer til danske supermarkeder og importører, men kun en af fabrikkerne har vendt tilbage til Danwatch.
De understreger i et skriftligt svar, at “arbejderne arbejder i otte timer og har ret til 30-45 minutters pauser undervejs. Derudover kan arbejdere og virksomhed have aftaler om overtid, men det må aldrig overskride fire timer om dagen, 16 timer om ugen eller 300 timer på et år”, skriver de.
Tidspunktet, for hvornår arbejdsdagen begynder, kan variere, skriver de og tilføjer med versaler at arbejdsdagen MÅ IKKE overstige otte timer om dagen.
Fabrikken har også vedlagt dokumenter, der viser et typisk månedsskema for arbejdere og eksempler på kontrakter. Ingen fabriksansatte arbejder ifølge oversigten over otte timer om dagen og nattearbejde figurerer slet ikke på listen. Dokumenterne lever alle op til International Labour Organization’s (ILO) standarder.
Den og de de andre fabrikker er medlemmer af brancheforeningen Vietnam Association of Seafood Exporters and Producers (VASEP). Danwatch har tilsvarende forholdt dem fundene og spurgt, om det er acceptabelt at de fabriksansatte arbejder mindst 11 timer om dagen. VASEP gentager (læs det fulde svar fra VASEP her), at den umiddelbare aftale lyder på højst otte timer om dagen og 48 timer om ugen, men Le Hang, vicedirektør for VASEP, tilføjer i et skriftligt svar:
“I praksis må medarbejderen arbejde op til 12 timer om dagen (inklusive normale arbejdstimer og overtid). Hvis arbejdere således ikke arbejder over 12 timer om dagen, lever de stadig op til lovens forordning. Hvis de arbejder over 12 timer om dagen overtræder de loven”.
Alle arbejdere Danwatch har talt med arbejder minimum 11 timer som deres normale arbejdstid og når op på 13-15 timer, hvis der er overarbejde.
Hvad angår ekstra arbejde har Ngoc Anh fortalt Danwatch, at overarbejde snarere er reglen end undtagelsen.
“En uge har omtrent fem dage med overtid og to normale dage”, fortæller hun, da Danwatch spørger til normalen.
Alle arbejdere i Danwatch’s interviews spænder imellem 66-83 timer, men VASEP mener kun, at den højeste del af spændet overtræder loven.
“Det er ikke muligt at konkludere, at disse arbejdstimer er lovlige eller ulovlige. Det vil være nødvendigt at nærstudere det fra case til case”, skriver Le Hang og tilføjer:
“Hvis arbejdere arbejder fra 66 til 78 timer om ugen vil der være andre uger i måneden, hvor de ikke har overarbejde og så overholder de stadig loven. Hvis de arbejder fra 78 til 83 timer om ugen, så overtræder de loven”.
Ngoc Anh, når op på det høje timetal, fordi hun har 17 timers vagter, og VASEP understreger, at det ikke lever op til kravet om pauser imellem vagterne:
“For de arbejdere, der arbejder 17 ud af totalt 19 sammenhængende timer (inklusive to timer til pauser): Heraf kan udledes at arbejdsgiveren har givet arbejderne forhold, hvor de arbejder i to forskellige skiftehold, og det overholder ikke reglerne om pauser imellem skiftehold”.
Har du en idé, eller har du kendskab til forhold, som du mener, vi bør undersøge – så kontakt os.
Det kan også være, at du er freelancejournalist med en god ide – skriv eller ring.
Du kan bruge formularen – også anonymt – men vil du være helt sikker på, at ingen kan spore din kommunikation til os, anbefaler vi, at du installerer app’en Signal på din telefon.
I Signal kan du kontakte os på dette telefonnummer: +45 2340 6664
Bemærk, at du skal donere min. 200 kr. for at dit støttebidrag kan være med til at kvalificere os til at søge Tipsmidler.
Husk at skrive dit fulde navn, og gerne din e-mail som kommentar til overførslen. Tilføj dit CPR nr i kommentarfeltet, hvis du ønsker skattefradrag.
Fast overførsel med Betalingsservice. Som fast bidragsyder accepterer du, at vi opbevarer dine data som beskrevet her.
Vi synes, det er vigtigt at undersøge virksomheders og staters påvirkning af menneskerettigheder og miljø. Og vi vil rigtigt gerne lave mange flere af denne slags undersøgelser.
Derfor håber vi, at du har fået lyst til at styrke vores arbejde.
Hvis du allerede støtter Danwatch, siger vi mange tak og undskyld ulejligheden.