Mød fabriksarbejderne

Foto: Hoang Nguyen

Redaktør: Louise Voller | Executive Editor: Jesper Nymark | Vil du vide mere om denne undersøgelse, kan du kontakte Danwatch her

I samarbejde med P1 Orientering. Undersøgelsen er produceret med støtte fra Danidas CSR-pulje 2015.
13. september 2018
Arbejderne i Vietnams rejeindustri arbejder helt op til 83 timer om ugen. Mange af dem lider af bihulebetændelse, udmattelse eller de dehydrerer i den massive varme, men alligevel fortsætter de. De tjener nok til at klare sig, men de færreste har råd til mere end det. Mød fire arbejdere, der producerer vores rejer i Vietnam.
Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Rejepilleren

Det gør ondt hver aften i mine lægmuskler og arme, fordi vi to ad gangen løfter større kasser med kogte rejer. Det gør det svært at sove om aftenen.

To madrasser hviler op ad væggen, så familien ikke skal sove på de hårde klinker. Der står et fjernsyn, et gasblus ovre ved væggen, og på gulvet står en blæser, der drejer fra side til side som en gårdvagt, der holder øje med børn i en skolegård. Der er ingen stole i rummet.

Ngoc Anh har tre børn – en på 13 år, en på seks år og en på 4,5 måneder. I øjeblikket er det kun den yngste, der er hjemme sammen med hende i det lille værelse på godt 25 kvm.

Hun bor lidt uden for byen og den rejefabrik, hvor hun arbejder og tjener 5,5 millioner dong om måneden (1.535 danske kroner) for at pille rejer. Alle pengene bliver brugt på familien, der er intet tilbage til en opsparing, når måneden er omme. Deres husleje er på 170 kr. om måneden.

Hun arbejder 335 timer om måneden, hvoraf hver anden uge er nattearbejde. En læge har diagnosticeret hende med kronisk bihulebetændelse på grund af arbejdsforholdene på fabrikken.

Hun har ofte problemer med at falde i søvn, når hun har arbejdet om natten, og selv med den høje arbejdsmængde springer hun af og til måltider over og går sulten i seng for at få pengene til at gå op. En del af jobbet består i, at hun sammen med en medarbejder skal bære en tung kurv med rejer.

“Mine lår gør ondt, men jeg gør hvad jeg kan for at bære kurven. Særligt om natten gør mine muskler frygteligt ondt,” siger hun.

Rundt om hende til alle sider hænger vasketøj på en snor. I hjørnet afskærmer en klinkemur et hul i jorden, der fungerer som toilet.

Barsel

Rejefabrikken, hun arbejder for, støttede hende og familien da hun skulle på barsel. De udbetalte 25 millioner dong (knap 7.000 danske kroner) i barselspenge. Det skal strække til omtrent seks måneders barsel.

Hun blev født i Vietnam af cambodianske forældre, som hun dog aldrig har mødt. Hun fortæller, at de smed hende på gaden, og et vietnamesisk par tog hende til sig. Dem boede hun hos, indtil hun var 14 år. Derefter blev hun sendt væk for at arbejde som rengøringskone hos forskellige familier. Hun har heller ikke set sine vietnamesiske plejeforældre siden.

Da Ngoc Anh var 25 år, mødte hun sin mand, men selvom de har tre børn sammen, er de endnu ikke gift.

I hendes optik ville det være helt fint, hvis børnene endte med at gå samme vej som hun selv og arbejde på fabrikken i fremtiden, for det er bedre end så mange andre jobs, som for eksempel at være murer, synes hun.

Hun har en fast kontrakt med fabrikken, der udspecificerer hendes grundløn, overtidstillæg og andre forhold. Hun får dog ikke nogen lønsedler, så hun kan ikke tjekke, hvordan den udbetalte løn bliver beregnet. En del af kontrakten er en aftrædelsesordning, men hun ved ikke, hvad den indeholder.

Daglejeren

Jeg har haft hovedpine, en næse, der løb og følte mig træt, så jeg gik til lægen, som fortalte mig, at jeg led af udmattelse.

På en lille hævet repos på klinkegulvet ligger Hai Yens baby på to uger. Babyen ligger på ryggen og giver nogle få spjæt med arme og ben. Der ligger et klæde under babyen. Ingen puder.

På jorden ud for reposen sidder Hai Yen. Varmen er kvælende, og en blæser på gulvet forsøger at kaste lidt luft i retning af hende og det lille sengeleje.

Hun er 22 år og har to børn. Det ældste barn er knap ét år. Sammen har familien på fire omtrent 25 kvm til en husleje på 600.000 dong om måneden (knap 165 kroner).

Oprindeligt var hun fuldtidsmedarbejder på en rejefabrik, hvor hun arbejdede med at pille rejer. Så blev hun deltidsmedarbejder, og i øjeblikket arbejder hun slet ikke. Det vil hendes mand ikke have.

Som fuldtidsmedarbejder arbejdede hun typisk alle ugens dage. Først i tre dage fra 6.30-21.30, derefter en dag fra 6.30-17, så forfra igen. Hun havde ret til fire fridage, som ofte blev spredt ud over måneden.

Som deltidsmedarbejder arbejdede hun typisk 4-5 dage og havde derefter 2-3 dage fri.

Hun har aldrig haft en kontrakt på sit arbejde, selvom hun oprindeligt fik det tilbudt. Hun foretrak uafhængigheden.

Da hun arbejdede, blev hun tilset af en læge, der konstaterede, at hun var udmattet, hun havde hovedpine og en næse, der hele tiden løb. Hun husker, hvordan hun plejede at have ømme ben af at stå op hele dagen og arbejde. Hun husker det iskolde vand, som rejerne ligger i, inden de bliver pillet.

Børnearbejde

Allerede da Hai Yen var 14 år, arbejdede hun uden kontrakt som børnearbejder imellem de voksne på en rejefabrik. Hun fortæller, at tilsynsmændene vidste det, men lod hende gøre det. Fabrikken havde brug for arbejdskraften. Hun husker arbejdet som virkelig hårdt, men hun ville ikke være en, der let gav op. Vennerne arbejdede der også.

Af og til tabte hun og andre medarbejdere rejerne på gulvet. Så samlede arbejderne dem op igen med en tang, dyppede dem i klorin og lagde dem tilbage på båndet. Det blev de instrueret i.

“Jeg tror, det skete tre gange om dagen pr. arbejdshold. Måske for ti rejer om dagen”, siger hun.

Da hun arbejdede fuld tid, tjente hun et sted imellem 835 og 1.255 kr. om måneden. Som deltidsmedarbejder tjente hun 42-48 kr. om dagen. Hendes mand tjener i øjeblikket 28 kr. på en dårlig dag, 84 kr. på de gode dage. Når det ligger i den høje ende er det akkurat nok til, at familien kan klare sig.

På et tidspunkt købte hun sig selv nogle flotte øreringe for knap 300 kr. Det var hendes egne penge, men hun var nødt til at sælge dem igen. Familien har nok til de månedlige udgifter, men der er ikke plads til ekstraudgifter eller til at spare op. Og slet ikke til at købe et par øreringe.

Reelt begyndte trangen til at tjene penge allerede, da hun var 14 år. Dengang snød hun sig til at arbejde på en rejefabrik ved at lyve sig ældre. Hun gik i niende klasse, men arbejdede også deltid på fabrikken. Det blev ved i to måneder. Senere begyndte hun på en anden fabrik, men det gjorde ikke den store forskel. På mange måder minder fabrikkerne om hinanden, synes hun.

Friturearbejderen

Det sker, at jeg føler mig svimmel på arbejdet, og folk besvimer af og til.

Lægen har fortalt mig, at jeg led af dehydrering, så jeg blev sendt hjem i tre dage for at slappe af og drikke masser af vand.

Rummet er så varmt, at sveden burde løbe, men som han sidder der i sin gule, ærmeløse trøje og shorts, virker han som den eneste i rummet, der ikke sveder. Måske fordi han er vant til varme på sin arbejdsplads.

Huong Giang er 36 år, skilt og har en søn på fire år. Han inviterer os ind i sit hjem kl. 20 en søndag aften.

Hans hjem er et rum på ca. 15 kvadratmeter. På nogle løse mursten langs en skillevæg står nogle skåle og glas, en slukket kogeplade, noget olie og i en skål ligger et par løg. Den klinkebelagte skillevæg dækker for det åbne hjørne, hvor der er en rist, som han bruger til at tisse i. Hjemmet har ikke noget toilet.

Sønnen er hos sin mor og bedstemor, når arbejdet kalder på rejefabrikken, hvor han arbejder i friture-afdelingen. Han er fastansat og tjener et sted imellem 4,5-5,5 millioner dong (1.255 – 1.535 kr) om måneden. Han har ret til fire fridage hver måned, men tager ofte fem eller seks for at have mere tid sammen med sin søn.

På fabrikken bliver der, ifølge ham, omtrent 40 grader i det rum, hvor han arbejder. De laver tempurarejer.

Rejerne produceres i otte store ovne, som han er med til at betjene. Der er 120 fuldtidsmedarbejdere og omtrent 80 deltidsmedarbejdere i hans afdeling, der betjener de otte ovne. Arbejderne har goggles på for at beskytte mod de 170 grader, som ovnene bliver skruet op på.

“De nye og urutinerede medarbejdere kæmper ofte med, at sveden går i deres øjne. De mere erfarne har fundet en måde at vænne sig til det og arbejde igennem det”, siger han.

Arbejdere besvimer

Der er folk, der af og til besvimer i afdelingen, og han har også prøvet at føle sig svimmel. Firmaet sørger for te, vand og is-lemonade til medarbejderne, men det er ofte alligevel ikke nok. En læge har tidligere givet ham besked på at blive hjemme og komme sig, fordi han var dehydreret. Dengang fik han at vide, at han skulle gå hjem og drikke masser af vand. Han fik tre fridage, så var det tilbage til den samme afdeling.

Han kæmper ikke selv med andre symptomer, men hører tit om andre arbejdere på fabrikken, der dehydrerer eller kæmper med rygsmerter, øm hals, næse eller øjne og hævede ben fra at stå op hele dagen. Hovedpine er helt almindeligt udbredt. Det hedder sig, fortæller han, at der ikke er nogen hårdere afdeling end fritureafdelingen.

Når der kommer inspektioner, får medarbejderne besked på at sætte tempoet ned, fortæller han. Så skal de kun lave seks tempurarejer på den tid, som det normalt tager at lave 10. På den måde ser rejerne smukkere ud.

Nogle af rejerne på båndene er uperfekte og mangler halen. Når mellemlederne ikke ser det, sætter arbejderne sig på hug og smugspiser dem.

Hver måned lægger han 280 kr til side til sin søn på en opsparing. Andre 280 kr går til at betale af på hans knallert. Efter planen er den udbetalt i løbet af to år. Han håber ikke, at hans søn en dag skal arbejde på fabrikken. Arbejdet er for hårdt, synes han.

Sushiarbejderen

De fleste af mine kolleger på arbejdet har formentlig bihulebetændelse. De får diagnosen hos lægen.

Gia Han triller ind på sin scooter ved et madmarked, der ligger lige på den anden side af broen. Tæt ved de sovesalsværelser hun og andre medarbejdere bor i.

Fabrikkens logo pryder hjelmen, hun har på hovedet. Hun vipper hjelmen af og sætter sig i en af de lave plasticstole ved madmarkedet med boderne bag sig. Ved sin side har hun sin fem-årige datter.

Hun er blevet diagnosticeret med kronisk bihulebetændelse af en læge i den nærliggende Tho Than-region. Hun fik symptomerne omtrent et år efter, hun fik jobbet. Hun fortæller, at stort set alle medarbejdere på fabrikken har problemer med næsen.    

Først blev det bedre, men det holdt ikke. Nu har hun erkendt, at hun kommer til at kæmpe med bihulebetændelse resten af livet, og det er ikke det eneste. Ofte har hun også tung hovedpine og mærker irritation i næsen. Hendes ben hævede også den første uge på fabrikken, fordi hun står op og arbejder hele dagen. Det vænnede hun sig til.

Oprindeligt var det så slemt, at hun måtte blive hjemme flere dage ad gangen, men i de senere år er det blevet bedre. Hun lider også af hovedpiner og irritation i næsen.

Forholdene har ikke fået hende til at sige op. Hun har nu været 3-4 år på fabrikken, hvor hun arbejder fuld tid og tjener 7 mio. dong (1.980 kr.) om måneden.

For to år siden var der større strejker på fabrikken, fordi fabrikken manglede en Tet-bonus svarende til en ekstra månedsløn. Derefter hævede de lønnen. Hendes løn var dengang 5,5 mio. dong (1.520 kr.) Det er stadig et godt stykke over mindstelønnen på 1.100 kr.

Håber ikke børn får job på rejefabrik

Hun arbejder i sushi-afdelingen, hvor hun kategoriserer størrelsen på rejerne. Det var på den samme fabrik, at hun mødte sin mand, men de er ikke sammen længere. Hvad der skete, er imellem dem.

De har tre børn sammen. To piger – en på fem og en på ti år – og en søn på 18 måneder.

Da hun var gravid med sit mellemste barn, var der ikke nogen hjælp eller privilegier for gravide. Det var en hård tid, men hun mener, at de forhold siden har ændret sig til det bedre på fabrikken.

Hun ønsker ikke for sine børn, at de skal arbejde samme sted. Da hun selv ledte efter et job var det, det eneste hun kunne finde, men hun ønsker for sine børn, at de finder noget, der er mindre hårdt og ikke kræver så mange timers arbejde.

“Vi er underdogs”, siger hun som kommentar til, om arbejderne var tilfredse med ændringerne. “Så alt hvad vi behøver er bedre betaling og færre timer”.

Det eneste hun bekymrer sig om til daglig, fortæller hun, er den kroniske bihulebetændelse, der plager hende.

Er denne undersøgelse noget værd for dig?​

Vi synes, det er vigtigt at undersøge virksomheders og staters påvirkning af menneskerettigheder og miljø. Og vi vil rigtigt gerne lave mange flere af denne slags undersøgelser.

Derfor håber vi, at du har fået lyst til at styrke vores arbejde.

Hvis du allerede støtter Danwatch, siger vi mange tak og undskyld ulejligheden.
en danwatch-undersøgelse

Vietnamesiske arbejdere bliver kronisk syge af at pille rejer til danske supermarkeder

Gå til forside
Hele undersøgelsen delt op i artikler. Bestem selv, hvor du begynder.

Tip os

Har du en idé, eller har du kendskab til forhold, som du mener, vi bør undersøge – så kontakt os.

Det kan også være, at du er freelancejournalist med en god ide – skriv eller ring.

Jeg vil være anonym

Du kan bruge formularen – også anonymt – men vil du være helt sikker på, at ingen kan spore din kommunikation til os, anbefaler vi, at du installerer app’en Signal på din telefon.

I Signal kan du kontakte os på dette telefonnummer: +45 2340 6664

Bankoverførsel

Enkeltbidrag

Merkur Bank

Registreringsnr.: 8401

Kontonr.: 0001 119 355

Bemærk, at du skal donere min. 200 kr. for at dit støttebidrag kan være med til at kvalificere os til at søge Tipsmidler.

Husk at skrive dit fulde navn, og gerne din e-mail som kommentar til overførslen. Tilføj dit CPR nr i kommentarfeltet, hvis du ønsker skattefradrag.

Want to make an international donation?

IBAN:
DK4284010001119355

SWIFT/BIC:
MEKUDK21

Click here

Bliv støttemedlem

Fast overførsel med Betalingsservice. Som fast bidragsyder accepterer du, at vi opbevarer dine data som beskrevet her.

Regnr., kontonr. og CPR-nr. bruges kun til at oprette en betalingsservice-aftale, således at fremtidige betalinger kan trækkes automatisk.

Er denne undersøgelse noget værd for dig?

Vi synes, det er vigtigt at undersøge virksomheders og staters påvirkning af menneskerettigheder og miljø. Og vi vil rigtigt gerne lave mange flere af denne slags undersøgelser.

Derfor håber vi, at du har fået lyst til at styrke vores arbejde.

Hvis du allerede støtter Danwatch, siger vi mange tak og undskyld ulejligheden.